Rigtig pels på den falske måde

Ordet »fake« har en negativ klang, når det bliver sat foran brands som Gucci eller Chanel. Men sagen er en anden, når det handler om »fake« fur, for her er det falske selve pointen.

På catwalken: Naomi Campbell præsenterer en fake fur fra modehuset Chanel i 1994 Fold sammen
Læs mere
Foto: PATRICK KOVARIK

Michelle Obama, Eva Mendes og Jessica Alba sværger til det. Det er både blødt og pjusket, fås i jakkeform og som for i sko og har aldrig set andet dyr end højst ulden fra et får. Fake fur er pels til dem, der ikke har penge, lyst eller samvittighed til at købe en ægte dyrepels. Eller til dem, der bare synes, det er et flot alternativ.

Meget fake fur ligner rigtig pels. I hvert fald nok til, at flere kendte mennesker og nogle designere udelukkende bruger uægte pels – eller faux fur som det også hedder. Blandt designere er Stella McCartney lidt af en foregangskvinde på det område. Hun fik dyreaktivismen ind med modermælken fra sine forældre, Linda og Paul McCartney, og nu bruger hun hverken ægte pels eller læder, ligesom hun går meget op i, at alle de materialer, hun bruger, er organiske. Vivienne Westwood og Charlotte Ronson hører også til blandt de designere, der ikke bruger ægte pels.

Fake fur blev for alvor populært i 1990erne, hvor den amerikanske organisation People for Ethical Treatment of Animals (PETA) lancerede en kampagne, der talte mod brugen af ægte pels. I den første kampagne manifesterede protesten sig i et billede af de fem kvindelige medlemmer af rockbandet The Go-Go’s. På kampagnebilledet var de splitternøgne – de ædlere dele var kun dækket af et kæmpe banner, hvor der stod »We’d Rather Go-Go Naked Than Wear Fur«. Senere kom flere lignende kampagner til.

»Sex sælger som bekendt, så PETAs anti-pels kampagner, hvor kendte smed tøjet og erklærede, at de hellere ville være nøgne end at gå i pels, rykkede virkelig til holdningen omkring pels,« siger Maria Mackinney-Valentin, lektor i mode og trends på Kunstakademiets Designskole.

Flere almindelige mennesker fulgte eksemplet og smed tøjet i fuld offentlighed. De gik rundt i gadebilledet svøbt ind i bannere for at vise deres modstand mod ægte pels, og den måde hvorpå dyrene bliver behandlet på især kinesiske minkfarme. Samtidig rejste PETA rundt til flere store modehuse og viste designerne film fra de kinesiske farme, hvor dyrene blev slået, sparket og fik revet pelsen af, mens de stadig levede. Det fik designere som Calvin Klein og Tommy Hilfiger til at stoppe brugen af ægte pels.

Der findes også danske butikker, som har bandlyst brugen af pels. I 2002 blev blandt andre Bestseller, der står bag butikker som Jack & Jones, Vero Moda og Outfitters Nation, pelsfri efter massivt pres fra dyrerettighedsorganisationer som Anima. I 2008 forbød Munthe Plus Simonsen brugen af mink og ræv i deres produktion, og i 2011 blev også kanin ført på listen over dyrepelse, de ikke bruger.

»Hovedtrækkene i vores pelspolitik er, at vi ikke vil anvende pels fra dyr, som ikke indgår i fødevareproduktion. Vi kan ikke forsvare at sælge noget fra en ræv, som vi ikke kan udelukke har stået i et bur på en kvart kvadratmeter,» siger Henrik Fjorbak, ejer af Munthe Plus Simonsen.

Kreativ chef hos brancheorganisationen Dansk Mode & Textil, As Øland, mener, at det er ærgerligt, hvis virksomhederne vælger den ægte pels fra, fordi de ikke ved, hvordan dyrene reelt har det i Danmark.

»Så længe forholdene er i orden, skal man selv have lov til at vælge, hvilket produkt, der passer ind i virksomheden. Folk er meget hurtige til at sige, at pels er helt forfærdeligt uden at vide, hvad det handler om. Vi reklamerer ikke for pels, men vi støtter og rådgiver alle vores medlemmer, uanset om de bruger pels eller ej,« siger hun.

Når det så er sagt, er der med branchebriller et klart økonomisk aspekt i brugen af den falske pels.

»Det er billigere at lave fake fur. Hvis man skal se på det fra branchens synspunkt, så er det klart, at hvis man skal lave tøj til unge piger, så skal man ikke lave noget med mink. Man kan ramme et andet publikum med fake fur, fordi det er et billigere materiale, og tøjet derfor også bliver billigere,« siger As Øland.

Den mest markante danske producent af fake fur er Copenhagen Artificial Fur (CAF), der kom til verden i 2007. De producerer pelse af akryl, som de væver på et bomuldsfor for at gøre tøjet åndbart. Gitte Lakshøj, der er kvinden bag CAF, oprettede i sin tid firmaet, fordi hun mente, at der manglede et flot alternativ til ægte pels.

»Der er mange forskellige falske pelse på markedet i forskellig kvalitet. Det vigtigste for os er, at vores pelse ser flotte ud, har samme kvalitet som ægte pels og er lige så varme,« siger hun.

Da Gitte Lakshøj etablerede CAF var det også med den baggrund, at hun selv synes, det er forkert at gå med ægte pels. Men hvorfor sælge noget, der ligner pels så meget, når man grundlæggende er imod det?

»Vi gør det ud fra en idé om, at man aldrig får verden til at droppe så smukt et materiale, som pels er. For det ér smukt. Det er smukt, og det udstråler noget eksotisk. Det bliver aldrig opgivet, med mindre man har et alternativ. Så det har vi prøvet at lave,« siger hun.

CAF har indgået samarbejde med både PETA i USA og med Dyrenes Beskyttelse. Sidstnævnte mener, at det gode ved den falske pels – udover at der ikke går dyr til i processen – er, at man kan få en dialog om pels, når man har den på. Om hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

»Hvis jeg går med artificial fur, så viser jeg omverdenen, at jeg ikke bryder mig om pels, fordi jeg giver dem muligheden for at spørge til det. Hvis jeg ikke havde det på, ville ingen reagere. Men når folk ser, at jeg har en pels om halsen, så er der mulighed for, at jeg kan fortælle, hvad jeg mener om pelsproduktion og få debatten i gang,« siger Tina Engberg, kommunikationschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Herhjemme har CAF haft svært ved at konkurrere, da Danmark er verdens største eksportør af mink, men i udlandet har interessen været til at tage at føle på, og stjerner som Mel B, Carmen Electra og Tara Reid har alle haft pelsene på i offentligheden. Pelsene bliver derudover udstillet i Claus Hjelmbaks studie The Apartment i Los Angeles.

Nogle steder et man gået så vidt som til at forbyde pels i hele geografiske områder. I 2011 indførte West Hollywood, som grænser op til Beverly Hills, en antipels-politik. Dermed blev byen den første i verden, hvor det er ulovligt at sælge ægte pels.

Meget tyder på, at populariteten også fremover vil fortsætte med at stige, fortæller Maria Mackinney-Valentin.

»I disse år er der en stærk bølge i retning af at tage ansvar for naturen og miljøet – herunder også dyrevelfærd. Det har været med til at styrke efterspørgslen på kunstig pels. Man kan forestille sig, at der med tiden kommer bedre teknikker til at fremstille kunstig pels, så det bliver sværere at skelne mellem kunstig og ægte pels. Det kan måske tale for, at kunstig pels bliver endnu mere populært,« siger hun.