Pels er dødsensfarligt materiale

Birger Christensen har brug for mere end gummisko og høretelefoner, hvis de for alvor vil ramme et ungt publikum.

Birger Christensen præsenterede sin nye kollektion torsdag eftermiddag i Palmehaven på D'Angleterre. Foto: Copenhagen Fashion Week. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pels er, sagde en af de mest begavede damer, jeg kender i modeland, et dødsensfarligt materiale, lige så smukt det kan være lige så damet kan det blive, hvis man sætter det sammen med det forkerte.

Det fik man desværre en demonstration af, da Birger Christensen holdt show i Palmehaven på D'Angleterre for at præsentere det ikoniske københavnske modehus forsøg på at ramme et yngre publikum med en kollektion af Michael Kristensen.

Her har Birger Christensen tidligere holdt show, fortalte direktør Jens Birger Christensen i sin velkomst, og for mere end 50 år siden varede shows på den gode side af halvanden times, mens damerne drak sherry og røg cerutter.

For her var det ikke det eksklusive, der blev trukket frem i pelsen, men det damede.

De fik hvidvin og kindkys i 2016, men der var desværre stadig en bedaget stemning over showet, for alt det allermest damede blev trukket frem i kollektionen på grund af en grueligt gammeldags makeup - tænk brud i Horsens i 2005 - med alt for meget og alt for glammet make-up og i den grad alt for mange falske øjenvipper (nem huske regel: Er man ikke »drag« eller Adele, så vær' meget, meget forsigtig med falske øjenvipper) og alt for nydeligt og bobbet hår.

Det var ikke cool, det var konet, og det gør pelsen kedelig ikke interessant. Det, der skulle være ungt, blev komisk, når det eneste unge var et par gummisko og et par høretelefoner - så var det da også udpenslet for dummies, at her kom noget ungt!

Det er ærgerligt især, fordi showet faktisk indeholdt virkeligt fine ting. De første hvide indgange med både kortere kapper, frakker med bindebånd og nærmest kokoonlignende kåber var virkeligt pæne, lige som de herrepelsene var ret vidunderlige, en pels i klassisk herrefrakkemodel (tænk Mad Skjern i Matador), men i plukket mink var fuldstændig fantastisk og ville klæde enhver mand uden at han kom til at ligne en pimp eller en der havde stjålet Adeles pels.

Morsomme var også pels i swakara, hvor der var syet blomster ind i mønster og anorakker til mænd, men samlet druknede det smarte i al fornemmelsen af, at Birger Christensen ikke for alvor har rystet duften af cerutten ud af pelsen.