Patek Philippe: Verdens fineste ur

Der findes ure, som er eksklusive, avancerede og afsindigt dyre. Og så er der Patek Philippe, som bare har lidt mere af det hele. MS drog på pilgrimsfærd til Geneve for at se nærmere på verdens fineste ur.

Tidligere i år blev et Patek Philippe-ur det dyreste, der nogensinde er solgt på en online-auktion. Uret fra 1953 i guld med månefase blev solgt for cirka 3,5 millioner kroner. I 2010 slog endnu et Patek Philippe rekorden – det blev det dyreste ur nogensinde solgt på auktion, da Christie’s solgte en model fra 1946 til cirka 30 millioner kroner. Her ses en af de mange urmagere i færd at skabe en ny model. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bothager og Patek Philippe PR

Vi beklager på forhånd, hvis nogen føler, at det nu er stukket helt af for vores dyre vaner her på MS. Naturligvis er Rolex et ur, man sparer op til og passer på. Som giver status og er en daglig glæde for den, som har købt det. Men når man har besøgt Patek Philippe i Geneve, er det bare som om, at Rolex – og stort set alle andre ure i verden for den sags skyld – blegner en smule. Ikke fordi de ikke er også er gode. Men fordi Patek Philippe bare er lidt bedre.

Måske er det slet ikke fair at sammenligne de to brands. Men når nu de begge er schweiziske, Rolex er et af verdens mest kendte urbrand, og de to firmaer tilmed er naboer og ligger ved siden af hinanden med kun en parkeringsplads og et hegn imellem sig i et industrikvarter uden for Geneve, er det alligevel oplagt. Rolex er verdens mest indtjenende urfirma med en årlig omsætning på 4,5 milliarder dollars og producerer årligt omkring en million ure. Til sammenligning forlader kun cirka 50.000 – altså 20 gange færre – fabrikken ved siden af.

Det siger noget om, hvilken liga, Patek Philippe befinder sig i. En anden indikator er naturligvis prisen. Den mest standardiserede basismodel, en Twentyfour-model med diamanter til damer, koster 76.000 kroner, mens flere af de dyreste og mest avancerede modeller kommer op omkring to-tre, endda fire millioner kroner.

MS blev inviteret til Geneve af Patek Philippes danske forhandler, Ole Mathiesen Ure på Strøget. En invitation vi selvfølgelig sagde ja til, for det er ikke hvem som helst, der får lov til at komme ind bag murene hos verdens mest eksklusive urmærke.

At det er noget af en sjældenhed, kunne vi mærke, da ureksperten og Patek Phillippe-aficionadoen Kristian Haagen hørte om vores tur.

»Jeg har besøgt næsten alle de store urfabrikanter, men jeg har aldrig fået mulighed for at komme ned til Patek Philippe,« siger Kristian Haagen med slet skjult misundelse og rangerer Patek Philippe på listen over urenes »the big three« sammen med de schweiziske kolleger Vacheron Constantin og Audemars Piguet. Under dem kommer ure som Breguet og Jaeger-LeCoultre, og længere nede i hierarkiet finder man et ur som IWC. Først da dukker Rolex op sammen med Ulysse Nadin, og nederst i hierarkiet kommer Omega og dernæst ure som Breitling, Tag Heuer og Longines – som alt andet lige koster 10.000-20.000 kroner.

»Men i dag vil jeg mene, at et mærke som det tyske A. Lange & Söhne udgør toppen af poppen sammen med Patek Philippe,« siger Kristian Haagen, der netop har udgivet sin tredie bog om ure, »Armbåndsure – facts og fortællinger fra den tikkende verden.«

Mens Rolex er ejet af den velgørende fond, Hans Wilsdorf Foundation, og Omega, Tissot, Breguet og Longines er en del af Swatch Group, så er Patek Philippe den sidste af de schweiziske urfabrikker, som stadigvæk er famileejet. Og der er tilsyneladende en stærk familieånd blandt fabrikkens cirka 2.000 medarbejdere, der i 2014 kan være med til at fejre firmaets 175 års fødselsdag.

Hvor mange moderne urfabrikker laver ure med robotter og samlebånd, ligner Patek Philippes fabrik en blanding af støvtæt laboratorium og lavteknologisk industri, hvor urmagerne arbejder med pincetter og mikroskoper for at sammensætte de uendeligt små og avancerede dele, et urværk består af.

På maskiner bliver hver enkelt lille skrue og møtrik udstanset, mange af dem så små, at man skal se dem gennem et mikroskop for at se detaljerne, og bliver sat sammen til de uendeligt komplicerede urværker. Hver enkelt del bliver pudset og poleret i hånden, så de passer til netop det urværk, det er tænkt til. Op til 23 timer kan det tage at polere en enkelt overflade.

Udover Nautilus producerer firmaet modeller som Gondolo, Aquanaut, det underspillede Calatrava, Golden Eclipse og TwentyFour. Ure, som i gennemsnit koster 200.000-300.000 kroner. Men derudover er der de avancerede Complications og Grand Complications-modeller, som let sniger sig op over et par millioner kroner.

Det er modeller, som kan tage flere måneder at bygge, fordi deres funktioner er så avancerede. Et Grand Complications kalenderfunktion kan for eksempel tage højde for skudår hundrede år frem i tiden, vise månefase og sågår den aktuelle stjernehimmel over den nordlige halvkugle, korrigere for tyngdekraftens indvirkning på urets præcision med den såkaldte tourbillon-funktion (som er den mest komplicerede, man kan lave på et ur, red.) og – helt fantastisk – med minutrepetition-funktionen kan uret ved tryk på en knap afspille et lille klokkespil, der afspiller minut- og timetal. Og vel at mærke uden GPS og batteri, men udelukkende med tandhjul, skruer og en enorm sans for håndværk og præcision.

Patek Philippe er også en af de få fabrikker, som selv udstanser kasserne i stål, guld og hvidguld, og der sidder en hængelås på lågen til maskinernes oliefilter på grund af det meget guldstøv. Et andet sted sidder juvelererne og placerer diamanter og ædelstene på urene. Her er der heller ingen lette løsninger. I hver enkelt sten bliver der skåret et mikroskopisk mønster, som passer til et tilsvarende i urets metaloverflade, så stenen kan skrues på.

Man kan indvende, at alt dette blot er til for at tilfredsstille behovet hos nogle af verdens rigeste mennesker. Men det er samtidig håndværk og præcision på et ekstremt højt plan. Et håndværk som er udviklet gennem generationer og her finder sit ultimative udtryk.

»I disse teknologitider er der flere og flere, som interesserer sig for urhåndværk, fordi de har brug for noget, som repræsenterer noget andet. Og når man først begynder at interessere sig for mekaniske kvalitetsure, så starter priserne gerne på 10-20.000 kroner. Når man derfra bevæger sig opad i hierarkiet, får man også nogle andre historier, og i bund og grund er det dem, der skaber myterne og sælger urene, så de kan blive en god investering,« siger Christian Mathiesen.

Han er tredje generation af urhandlere med efternavnet Mathiesen på Strøget i København. I 65 år har Ole Mathiesen Ure været forhandler af Patek Philippes ure. Ole Mathiesen, der i dag er 83 år og for ti år siden overlod forretningen til sin søn, blev udlært som urmager i starten af 1950erne og tog derefter til Geneve for at arbejde for Vacheron Constantin. Her mødte han Philippe Stern, den første generation af Stern-familien, som siden 1932 har ejet Patek Philippe. Mødet banede vejen for, at Ole Mathiesen blev forhandler af Patek Philippe i Danmark, og i dag, 65 år senere, er fascinationen for de håndlavede ure gået i arv til næste generation.

»Patek Philippe har en høj troværdighed, fordi mærket konsekvent har ligget i toppen af pyramiden. “De har aldrig lavet svinkeærinder eller forfaldet til at lave billigere ure, som lettere ville kunne sælges. på den måde har de troet rigtig meget på sig selv,« forklarer Christian Mathiesen.

Selv da de billlge batteridrevne quartz-ure kom på markedet i 1970erne og slog luften ud af de gamle urproducenter, holdt Patek Philippe fast i traditionen og fortsatte med at gøre tingene godt og konsekvent uden at gå på kompromis. Det gjorde, at da interessen for mekaniske ure igen steg i 1980erne, steg priserne på Patek Philippe tilsvarende.

Et af de mest kendte modeller, Nautilus, blev lanceret i 1976. Men på Østergade var det ikke let at sælge et mekanisk stålur, som dengang kostede 5.000-10.000 kroner, hvilket var mange penge i 1970ernes lavkonjunktur. Ole Mathiesen holdt dog fast, og i dag koster et Nautilus fra 1970erne i omegnen af 150.000 kroner – hvilket giver Patek Philippes berømte slogan “man ejer ikke et Patek Philippe, man masser på det til den næste generation” en vis troværdighed.

Men det er ikke bare at tage en snak med sin bankrådgiver eller se hvad der gemmer sig under hovedpuden, hvis man vil have et Patek Philippe. Der bliver produceret så få modeller hvert år, at der kun er cirka 100 eksemplarer til hver forhandler. Af de mest “almindelige” modeller vel at mærke. Hvert år sender Christian Mathiesen en ønskeliste til fabrikken på de 300-400 ønskede modeller i forskellige farver og særlige specifikationer som ædelstene og guld, og derefter fordeler fabrikken urene. Det gør, at Ole Mathiesen i de seneste par år har haft svært ved at få fat på de helt klassiske modeller i guld, fordi fabrikken simpelthen ikke har kunnet levere dem.

Hvis en kunde vil have noget helt særligt, et af de meget fine Grand Complications eksempelvis, som der kun produceres meget få af, skal man søge om det.

»Når der kommer en forespørgsel på et ur, så ansøger vi om det på vegne af kunden, og vi får det kun, hvis det er en kunde, vi kender i forvejen. Helt konkret udfylder man en formular til Patek Philippe om hvilket ur, man er interesseret i. De vil meget gerne vide, hvilke andre ure, kunden har i forvejen, og også gerne hvad han laver og hvem han er. Når fabrikken laver så få, og der er så stor efterspørgsel, så er det vigtigt for dem, at de kan levere det til en, der også vil værdsætte det. Det skal med andre ord være en køber, der vil gå med det og ikke bare en tilfældig lottovinder, der vil putte det i et pengeskab. Man skal virkelig ønske det, og faktisk synes jeg altid, at vi gør en god gerning, når vi sælger et ur, fordi et godt ur er så fantastisk en ting,« fortæller Christian Mathiesen om urene, som kan nå op på priser på næsten fire millioner kroner. Men er noget overhovedet så meget værd?

Kristian Haagen har selv fire Nautilus i sin samling, som han fik mulighed for at købe, da han solgte ud af andre modeller fra sin store ursamling. Og det var opfyldelsen af hans største drengedrøm.

»Patek Philippe er total forførelse. Når jeg tænder stopuret på min chronograf, så giver det en helt fantastisk kliklyd. Der er nogle detaljer på det som er helt fantastiske, og alt på et Patek Philippe er bare rart og lækkert at røre ved. Man kan mærke kvaliteten alle steder, og når man ser på værket og skiven tænker man »hold da kæft«, fordi det er perfektion hele vejen igennem. Jeg kan også lide, at de ikke er påvirket af tendenser. De laver ikke store ure, bare fordi de andre laver store ure. Når man først har opdaget Patek, så er der ikke rigtigt andet. Det er en helt unik fornemmelse for håndværk,« siger Kristian Haagen.

Også Christian Mathiesen får selv efter fem år en god fornemmelse, når han ser på sit eget Patek Philippe, som diskret gemmer sig under jakkeærmet og skal lokkes frem.

»Man skal kun betale de penge, hvis det får en til at smile, når man hører lyden af bagkasens låg, der lukker. Sådan er det ofte med de diskrete ure. At det er en glæde du giver dig selv, mere end det er et ur, du viser frem. Et Patek Philippe er et signal, du sender indad mod dig selv, modsat et ur, der er mere pralende, og som giver et større signal udadtil. Her får jeg den fornemmelse, hver gang jeg selv kigger på det,” siger han om sit eget ur, som han købte til sig efter et hektisk år i forretningen, hvor hans kæreste samtidig fødte parrets første barn – en søn.

»Så jeg fik det faktisk foræret af ham,« smiler han skævt.

»Han er en god dreng.«

MS var inviteret til Geneve af Ole Mathiesen Ure og Patek Philippe