Nye og etablerede stjerner glimtede

Saks Potts har fået succes på at gøre pels uhøjtidelig, Ganni på igen og igen at lave tøj, som er pænt – og helt rigtigt lige nu.

Selv modellerne var glade til Gannis show. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var to successer, der viste sig frem, da Ganni og Saks Potts indtog Copenhagen Fashion Week torsdag aften. Og begge lyste da også op i modeugen.

På Københavns Rådhus holdt Saks Potts show for første gang. Det er gået hurtigt med at komme i rampelyset, for det er kun halvandet år siden, Barbara Potts og Cathrine Saks lancerede mærket med en kollektion på seks pelse i farvet vaskebjørn i skrappe kulører og til en pris på 5.000-6.000, som også unge piger har råd til. De to var i Paris under modeugen og solgte deres pelse fra et hotelværelse. Torsdag aften holdt de altså show på rådhuset, hvor de fremviste en kollektion, der er kommet langt siden de første seks styles i vaskebjørn. Her var både mink, ræv og langhåret lam, for Saks Potts har lavet nogle af pelsene i samarbejde med Kopenhagen Fur.

Det betød store pelse i farver som gul, grøn og rød i tibetansk lam, meget festlige, en jakke med en smuk besætning af grøn ræv (med fine små stænk af rød, nærmest som bær på et træ) på det ene revers. Men Saks Potts har også udvidet kollektionen med tøj, en fin bluse i sort, hvidt og rødt print med bare skuldre og gode kimonoer.

Eksklusiv på den uhøjtidelige måde

De to skal ikke satse hele pensionsopsparingen på sættet, hvor en jakke havde en tyk kant af grøn ræv siddende langs nederste kant og på ærmerne. Den slags kræver designmæssige evner for ikke at ligne et tilfældigt jakkesæt med en skindkant indkøbt i skindhuset.

Men hvad de kan, blev tydelig demonstreret til Gannis show, der lå timen efter Saks Potts, for her kom modellen Maria Palm forbi, klædt i den gule pels i tibetansk lam, og den blev behørigt beundret og nærmest aet, mens folk spurgte hende, »har du fået den?« og sukkede, »hvor er du heldig« og demonstrerede præcis, hvad der er Saks Potts styrke – at gøre den eksklusive pels uhøjtidelig, cool ganske enkelt.

Voksentøj på den sjove måde

Hvad Ganni kan, når de er allerbedst, viste de også i torsdagens sidste show, der fandt sted i et fabrikslokale på Sundholm på Amager. Kollektionen var inspiret af Baz Luhrmanns ikoniske 1990er-film, »Romeo og Julie«, hvor en ung (og nuttet) Leonardo DiCaprio spiller over for Claire Danes, og af energien og optimismen i Los Angeles, troen på, at alt kan lade sig gøre.

Det betød en kollektion domineret af en glad, gul farve i samme nuance som en solsikke; munter og begejstret. Brug af print på både skjorter og kjole, med store roser, på sæt hvor farven var striber på ærmer og bukser, som på sportstøj og nederst på en kjole, hvor de tre striber næsten blev som en marine­kaptajns på kjolen i marine og sort.

Alle modeller bar flade sko, både grove sandaler og sneakers med høj, høj sål, der ikke var, men dog sendte tanker til 1990ernes Buffalo-sko. Det gav en fornemmelse af liv og bevægelse i kollektionen, at man kunne flytte sig i den, bevæge sig, leve og løbe efter den næste mulighed. Eller bare fest. For det er kollektionens helt store styrke, at den aldrig knækker over i damethed. Man kan godt klæde sig pænt på i Ganni, men man behøver ikke at se voksen ud på den kedelige måde.

Og allermest var der en glæde og en lethed over kollektionen, der var superattraktiv og interessant. Hey, bare hop ud i det dér liv – det skal nok gå. Også for Ganni.