Når moden gør modstand

Hvad er egentlig almindeligt? Og hvorfor er det nu lige det? Ny modeudstilling stiller spørgsmål ved krop, køn og stjernekultur – og viser, hvordan mode og modstand er tæt forbundet.

Vivienne Westwood. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikael Lammgaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Årets nye farve? Er sort det nye sort? Nederdel til knæet, over, under? Culottebukser og en helvedes masse leopardpletter? Sådan kan man såmænd godt tale om mode, men ikke hvis det står til modeforsker Ane Lynge-Jorlén, kurator på den store modeudstilling »Clash«, der netop er åbnet på Heart i Herning.

»Mode er jo kedsommeligt, hvis det udelukkende kommer til at beskæftige sig med, hvad man selv har lyst til at tage på. Så er det bare tøj. Jeg kan godt selv lide at købe smukt tøj og gå i det, men det er først interessant, når der sker noget mere. Det er den radikale mode, vi viser på udstillingen, et udtryk for. Gennem sin klædedragt kan man vise, at man gør modstand mod normen.«

Det kan være i det ganske små. Som når unge piger får en næsering (og en chokeret bedstemor), eller når man – som det er populært netop nu – tager et Palæstina-tørklæde på eller en kjole lavet i stof med tørklædets mønster. Et lille forsigtigt pip om, at man ikke er enig med alle andre.

Men det kan også være noget mere radikalt. Ane Lynge-Jorlén og museumsinspektør Michael Bank Christoffersen undersøger med et ambitionsniveau for modeudstillinger, der ikke tidligere er set i Danmark, hvordan mode gør modstand, bruger modstanden, og hvordan den kan tage et opgør med sig selv.

»Det, at moden gør modstand, er ikke nyt. Det er ikke nye strømninger. Dandyerne gjorde det. Hippierne gjorde det. Men det er første gang, en dansk udstilling viser mode på denne måde. Mode er ikke kunst, men når vi beskæftiger os med den radikale mode, sker der noget interessant. Vi ser modstanden udtrykt i klædedragten både i den etablerede mode og i græsrodsmodstand som Pussy Riot og hacktivister, der er tilslørede eller bærer masker.«

Fra Paris til London

Mode og modstand vises på flere niveauer på udstillingen i Herning. Fra catwalken i Paris til pigen på klubben i London i 1990erne. Begge steder kan moden vise modstand.

Udstillingen består af tre dele. Først vises en række subkulturer som hippie, punk, raver, queer og normcore. Dernæst vises en række internationale designeres frembringelser, der alle kommenterer forskellige aspekter af verden (den store og den lidt mindre modeverden) med mærker som Vivienne West-wood, Alexander McQueen, Maison Martin Margiela, Comme des Garçons og Hussein Chalayan.

Og endelig er der tredje del af udstillingen, hvor unge studerende  fra de danske designskoler – VIA University College, TEKO Design + Business, Designskolen Kolding og Kunstakademiets Designskole – viser deres bud på mode og modstand.

De internationale designere sætter spørgsmål ved den norm, modens egen verden har. Alt det, vi ikke tænker over, fordi det er helt normalt og alt det, der altid er.

»Det kan for eksempel være at sætte spørgsmål ved kroppen. Kvinderne i den traditionelle mode er meget slanke. Men Comme des Garcons viser en dragt, hvor der er syet puder på, så kroppen mister sin facon. Det er en måde at stille spørgsmål til det almindelige kropsbillede,« siger Ane Lynge-Jorlén.

»En anden kunstner på udstillingen er performancekunstner Leigh Bowery, der med tape strammer kroppen ind med og skaber barm og talje, og på den mode stiller spørgsmål ved kønsidentitet.«

Mens andre kunstnere lader tilslørede og tildækkede modeller vise deres tøj, hvilket er en kommentar til modens egen fiksering på celebrities. Lader man alle sine modeller være tilslørede, forsvinder et af pejlemærkerne ved et modeshow, ligesom man mister en af sine sædvanlige statusmarkører, nemlig hvem der havde hvilke modeller.

»Man tvinger beskueren til at have et andet fokus end »Gik Giselle?« (den brasilianske topmodel Giselle Bündchen, red.), når man pludselig ikke kan se ansigterne,« siger Ane Lynge-Jorlén.

Mere end bare sammesyet stof

Endelig er den mere klassiske aktivisme, hvor eksempelvis Vivienne Westwood har brugt moden til at markere sin støtte til for eksempel miljøkampen. Men hvor modehuse og designere selv har et arkiv og passer på deres tøj, fordi de godt ved, at de er andet og mere end bare sammensyet stof, har unge subkulturer, som brugte deres tøj til at markere afstand til normen, til det normale, til de voksne, sjældent gemt deres tøj.

Hippiernes lange kjoler, islandske sweatre og pandebånd blev slidt op eller smidt ud, da de var færdige med at være imod, og på samme måde har subkulturer som ravere i 1990erne eller punkere i 80erne sjældent gemt deres tøj.

Til udstillingen har designer Betina Bakdal ud fra et gammelt foto genskabt sit gamle punklook, og det er udstillet, så man kan se, hvordan subkulturer, som moden inspireres af, har klædt sig.

Bagefter kan man gå en tur på gaden og overveje, hvordan næste subkultur vil vise modstand mod normen. Eller om man selv skulle gøre det. Bare lidt. Bare en lille næsering?

Udstillingen kan ses frem til 1. februar 2015. Heartmus.dk