Nogle gange er små ting ret store. Som farven hvid, i hvert fald, når den optræder hos Barbara I Gongini, der onsdag aften holdt show på Rådhuset, hvor hun sendte sine sædvanlige hære af mænd og kvinder -  aldrig drenge og piger - ind på catwalken iført sort, sort og sort.

Men denne gang også hvidt, både som silkeprint til pigerne og som striber til begge køn.

Barbara I Gongini laver ikke tøj, der er klassisk smukt, det er dekonstrueret, revet i stykker, syet sammen igen, det er skævt og asymmetrisk og trodser alle regler for, hvordan ting ser ud.

Først tynde stoffer som bæres med lethed, så grove hæklerier i tykt uld, af det groveste materiale, så kroppen bliver ikke væk, men fremhævet. Samtidig med at den traditionelle krop, kvindens figur, mandens skuldre, forsvinder. Og andre dele af kroppen fremhæves i stedet.

Her var både sæt i groft stof, der nærmest lignede oilskins behandlet arbejdstøj, smadret til ukendelighed og syet sammen i grove kapper, her var små fine silkekjoler med spaghetti-stropper, her var en læderjakke til kvinder med fine runde skuldre, her var jakker, draperet over kroppen og med lange bånd, der kan bindes om halsen eller daske mod kroppen.

Tøjet har en sær poetisk skønhed, skabt samme sted, som der, hvor man drømmer om at være en alf og med i en motorcykelbande.

Og jo, der er stadig hele outfits, der er for meget rollespil og groft garn i håndviklede edderkoppespind, men der var en anden lethed i kollektionen og en fornemmelse af, at man kan møde verden - uden at skulle være klædt på til at slås.

Det var klædeligt og opløftende, og som altid er Gonginis budskab at skønhed har mange former - nu også i andre farver end sort.