Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er ingen som Ole Yde, der kan tiltrække velstand i denne modeuge. Hans show, holdt i Frederiksstaden i det Classenske Fideikommis (så er vi lige som i gang), havde både adel, kongelige - en usædvanlig smuk prinsesse Marie, der frøs med stand i en Yde kjole med ét ærme - og arvinger til de store formuer på første række, og Georg Jensen havde for første gang åbnet arkiverne, så modellerne bar vintagesmykker fra sølvsmedien på Frederiksberg. Der var champagne i glassene, Christian Louboutin sko på modellerne og elegance på podiet. Og der er ingen som Ole Yde og hans skræddere, der kan levere så smukt og velforarbejdet tøj, at man blot kan læne sig tilbage og nyde det der kommer forbi. Alt er smukt lavet. Alle syninger er præcise, og alle snit sidder rigtigt. Det er som at høre et symfoniorkester, hvor man ikke skal frygte, at noget spiller falskt, hvilket giver ro til at opleve kollektionen.
Se også: Ole Yde show med rigelig krop
Farverne var ganske sarte, meget gule, hvide og lyst gule, svag lilla, pink, rosa, men også få sorte styles - et usædvanligt velsiddende sort jakkesæt med en smuk detalje på ærmet, hvor syningen sad langt nede på armen. Elegant og velsiddende. Men også ganske meget shiny stof, især med print med blomster i skarpe farver, f.eks. et sæt med nederdel og jakke med hvid bund og grønne og røde blomster. Meget yndigt og næsten alfeagtigt elegant var kjoler med svævende silkesommerfugle fæstet på i både lilla og gul. Uendelig delikat. Naturligvis også babydoll kjoler i de blondestoffer, Ole Yde har klientel til at købe hjem - fordi de har råd til at betale over 100.000 for en brudekjole og elegante jakker. Meget ofte med de voilanter i tynd silke, som Ole Yde behersker så smukt.
Kollektionen var forbløffende vovet for Yde, ganske mange gennemsigtige styles, både toppe - som en sart rosa draperet over den ene skulder og hele kjoler i gennemsigtige chiffoner (formentlig en god ide at tage en underkjole på, før man går ud af sit hjem i den), ligesom nogle kjoler - f.eks. en blomstret Marilyn Monroe-agtig kjole med bare skuldre havde en lang slids i den ene side, så lang at man kunne se konturen af ballen på modellen. Og skal man kritisere noget, var det måske netop, at kollektionen i glimt balancerede lidt usikkert mellem sexet og tacky. Ole Ydes tøj fremhæver kroppen så smukt, at det slet ikke er nødvendigt at vise den frem så tydeligt. Det kan alle se. Og de heldige har også råd til at købe det.
Se også: Ole Yde show med rigelig krop
Følg modeugen på b.dk/modeuge og facebook.com/frimode