Hvorfor stiller du op som Movember-ambassadør?

»For mig handler det om at tage ansvar, og eftersom jeg ikke kan donere en halv million, må jeg gøre, hvad jeg kan på den offentlige del. Der er meget fokus på brystkræft, men ikke samme fokus på prostatakræft, selv om det er meget udbredt. Det prøver Movember at gøre noget ved. Mænd lever i deres stille sind og krydser fingre og håber på det bedste fremfor at gå til lægen. De vil hellere gå og blive rigtig syge og så sige »Nu slutter det her!« når de får diagnosen. Bom! Men det er en virkelig dårlig måde at administrere sit liv på. Jeg har ikke selv haft prostatakræft tæt inde på livet, men har oplevet den i min omgangskreds. Så det er mega vigtigt. Og i alle andre sammenhænge har mænd jo aldrig været kede af at røre sig selv på de ædlere dele, så det er bare om at komme i gang!«

Hvad er dit forhold til overskæg?

»Min gode kollega Thomas Rode havde det for nogle år siden, og jeg tænkte »Det er sgu for grimt det der!« – han lignede en fra Junior Senior. Overskæg var ikke udbredt på samme måde som i dag, og når man som jeg er fra Jylland, kan man samtidig godt blive lidt bange for at blive forvekslet med en politibetjent. Men nu gør jeg det, og jeg gør det rigtigt ved at starte helt glatbarberet. Hvem ved, måske er jeg så heldig, at jeg får lov til at kysse min datter på kinden, det må jeg ellers ikke, når jeg har skæg. Jeg tror nu bare, jeg skal være heldig, hvis der er kommet noget ud, når november er slut. Mit skæg gror virkelig langsomt.«

Det ansvar, du talte om indledningsvis, handler det om, at du er blevet et kendt ansigt?

»Ja, jeg har fået nemmere ved at komme igennem med mine budskaber, uanset om det handler om økologi og dyrevelfærd, eller om hvordan man koger kartofler ordentligt. Forhåbentlig uden at være belærende er min tilgang til medierne at komme ud med mine budskaber og tage ansvar – og ikke bare at være i medierne.«

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du gladest for?

»Min omsorg over for de mennesker, der er omkring mig – selv om jeg også er en kælling og oppe i røven på mig selv og hysterisk. Men omsorg, som igen hænger sammen med ansvar. Det prøver jeg også at give videre til min datter. Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg stod mig selv nærmest, og det blev jeg bestemt ikke en federe person af.«

Hvad vil du gerne lave om hos dig selv?

»Det er meget simpelt, nu vi taler om prostatakræft: Jeg vil gerne holde op med at ryge, men jeg har verdens svageste karakter i den retning, man er bare så mega afhængig… Jeg var voldsomt overvægtig engang – 30-35 kilo mere end i dag – og jeg kan mærke, at jeg har en frygt for, at det skal ske igen. Men det er selvfølgelig en komplet latterlig undskyldning! Nå, det kommer nok en dag…«

Har du en helt?

»Auguste Escoffier. Der har ikke været nogen siden ham, der har ændret køkkenet på samme måde. Nogen har skabt trends – The Fat Duck og elBulli for eksempel – men han vendte klunkestilen med 12 udstoppede fasaner på et kæmpe bord til at servere a la carte, hvor man kunne få forskellige retter på en tallerken. Med ham gik det fra ædegilde til en mere raffineret måde at spise på.«

Hvad betragter du som din største succes?

»Min datter på fem og det, hun har gjort ved mig. Jeg har sgu altid haft det sådan med de piger, der har været involveret i mit liv, at hvis man lå en stille time og spurgte hinanden »Vil du egentlig dø for mig?«, så svarede de »Næh…«. Og når jeg tænkte efter, ville jeg egentlig heller ikke dø for dem. Men det vil man for sine børn. Smilla var en af de helt store årsager til, at jeg droppede restauranten. Jeg gad ikke komme hjem klokken 2 om natten og køre hende i institution næste morgen og ligne en stiknarkoman af træthed.«

Hvad er din største fiasko?

»Jeg betragter ikke en dårlig anmeldelse som en fiasko. En fiasko er, når man giver helt op og smider håndklædet i ringen. Fra privatlivet er det nok min skilsmisse fra en pige, jeg var sammen med i mange år.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Da Smilla blev født. Det var også en megavild fødsel, den tog nærmest et par døgn. Det var der, jeg fandt ud af, at forplejningen til fædre ikke var så god på Rigshospitalet. Der blev trukket nogle Snickers i automaten om natten.«

Hvis ikke du var kok, hvad ville så så have været?

»Så ville jeg gerne have været musiker. Jeg kan godt lide at have sanserne med. Det ville i hvert fald ikke være noget bogligt eller skriftligt, for det er helt ad helvede til. Men at lave mad er perfekt, for der bruger man alle sine sanser.«

Hvornår føler du dig mest sexet?

»Når jeg får mit overskæg. Hvis jeg samtidig får tiltusket mig en politiuniform, kommer vi helt op at ringe.«