Mød morgendagens danske designstjerner

De har det til fælles, at de alle tre knokler for at blive klar til deres shows under Copenhagen Fashion Week i den kommende uge. Men der hører ligheden også op. Mød tre meget forskellige danske designere på vej frem.

Nicholas Nybro

Han har arbejdet for Moonspoon Saloon og Lego. Han drømmer om at lave juleplatter. Og med tiden har han opdaget, at han bliver nødt til at være en lille smule politisk.

Sidste gang, Nicholas Nybro lavede show, var det med inspiration fra Snedronningen, hans yndlingseventyr. Da satte Gerda ud på sin rejse, og alt var lyst og fint. Men til showet i næste uge er der dystre toner: »Nu er vi ved slutningen, og der er meget drama. Gerda flygter, ligesom andre mennesker er på flugt nu. Og det er min kommentar til, at der er en verden uden for den, hvor prominente gæster sidder og ser et show.

Og så er det en hyldest til den oprigtige, store kærlighed. Jeg er ikke sådan én, der normalt forholder mig til noget politisk, men jeg syntes, at jeg var nødt til det. For et land er for lille, hvis vi har en svinedebat, og jeg vil fokusere på det dejlige, vi kan lære af hinanden.«

Hans lille kontor er proppet til randen med pailletstof og skitser, tøjet til showet hænger blodrødt og natsort på bøjlerne, og Nicholas Nybro pendulerer lidt rundt i lokalet, men stopper forbløffet op ved spørgsmålet om, hvorfor han nævner ordet gøgl flere gange.

»Det er nok en forsvarsmekanisme, fordi jeg tvivler på, om folk overhovedet kan lide det, jeg laver. Der er meget humor og mange farver, og jeg tænker ikke over, om mit tøj vil holde dig megavarm – jeg vil fortælle en historie og give folk lov til at skeje ud. Jeg synes selv, at jeg er knaldende skæg, og det vil jeg ikke give afkald på. For hvis ikke man har selvironi og glimt i øjet, så lever man da et trist liv.«

Den fornemmelse af ikke at være helt sikker på, om man passer ind, har givet Nicholas Nybro en lille afsmag for modeugens mange fester, men nu har hans pr-folk sagt, at han skal deltage og cirkulere, men som han siger, så er han bange for, at han »kommer til at blive alt for overstadig og råbe pik på de forkerte tidspunkter.«

Det står hen i det uvisse, hvornår det er de rigtige tidspunkter at råbe det … Og vi haster mod et andet P-ord, som også kan være tabu: Penge. For Nicholas Nybro har benyttet sig af crowdfunding for at få sit show op at stå.

»Penge betyder alt. For ellers kan jeg ikke arbejde. Sidste år var helt ekstremt i den forstand, at jeg først var helt nede og sad og tudede i telefonen til min bankrådgiver, fordi han var så tarvelig ikke at ville forlænge min kassekredit, og halvanden måned senere fik jeg 120.000 kroner af Statens Kunstfond. Jeg har ikke råd til at bruge store penge på kollektioner, men min forretningsplan er at gøre mig selv til et produkt. Det er også derfor, jeg altid går rundt inden et show og hilser og snakker med folk – publikum er vigtigt for mig.«

Før Nicholas Nybro sprang ud som designer i eget navn, var han en kort periode hos Moonspoon Saloon og designer i Legolands show academy, og efter eget udsagn har han nok Lego til at kunne bygge en by på 20 kvadratmeter. Desuden har han lavet kostumer til teatret Får 302s næste forestilling, som har premiere 1. februar. Han siger, at det at skabe tøj er lidt som at være kunstmaler:

»Når jeg laver tøj, så ser det sådan her ud, bum. Jeg syer selv, for mine ting er først færdige, når de er ude af maskinen … Og så koster det i den anden ende, hvis man ikke er så kommerciel. Derfor får jeg selv kun nyt tøj til jul og min fødselsdag.«

Designer Nicholas Nybro Fold sammen
Læs mere

Malte Flagstad

Han har arbejdet for Maison Martin Margiela, hans firma, Tonsure, er opkaldt efter munkehår, og tøjet sælges så langt væk som Japan og USA.

Malte Flagstad er typen, der holder døren for damerne. Og går med charmeklud. Og ligner én, der snildt kunne føle sig hjemme i 1896. Han flyttede tilbage til Danmark i 2012 efter at have studeret i London i fem år og derefter arbejdet i Paris i to år.

Derfor er der en del referencer, han ikke kender: »Men det er egentlig meget fint, for så ved jeg ikke, hvem der er hvem i modecirklerne, og arbejdsmæssigt er det rart at kunne gøre sine egne indtryk – jeg kan godt lide at finde mine egne veje i stedet for, at jeg lader mig inspirere af noget, jeg har set andre lave.«

Inspirationen kommer ofte fra bøger, udstillinger, et screenshot fra TV – eller et ord. Og nu vi er ved ord, så er det måske på sin plads at spørge til navnet på Malte Flagstads firma, for det er samtidig navnet på den frisure – munkefrisuren – som mange mænd nok frygter at ende med: Tonsure.

»Jeg kan godt lide betydningen – at klippe eller trimme. Det er et af de sidste trin, munkene gennemgår for at komme tættere på Gud – ikke at jeg mener, at vores tøj fører dig tættere på Gud! Det signalerer bare, at vi ikke skal tage os selv alt for alvorligt.«

Alvor fik han nok af, da han arbejdede for Maison Martin Margiela, hvor han som del af et hold på kun to-tre mand skulle lave fire kollektioner om året, og han betegner perioden som lærerig og meget intens.

»Men det drænede mig for energi. Ud af de 21 stillinger, der var i afdelingen, blev de 15 byttet ud i de to år, jeg var der. Enten blev man fyret eller sagde op – og da jeg stoppede, var jeg slet ikke sikker på, at jeg ville lave tøj igen nogensinde. Jeg overvejede at åbne en slagterbutik.«

Det, der gav Malte Flagstad lysten tilbage, var en tur med kæresten til Japan. Og måske skal han af sted igen, for nu sælges Tonsures tøj i Tokyo, efter at en indkøber kom og nærmest ryddede hylderne. Noget, Malte ikke rigtig fik klappet sig selv på skulderen for: »Jeg er vildt dårlig til at fejre. Ikke for at lyde arrogant, men når man har haft så travlt og givet så meget til sit arbejde, så føles det mere naturligt, at andre godt kan lide det. Men selvfølgelig er jeg virkelig glad, for det er kun to år siden, jeg viste min første kollektion til modeugen. Og det har ved Gud ikke været en dans på roser, for der har været røde tal på bundlinjen, og jeg har brugt meget tid på det.«

Han fortæller, at det sikkert giver nogle start-point at være uddannet fra den prestigefulde kunst- og designskole Central Saint Martins, men for at klare sig i hans branche er man også nødt til at have en form for tredje krydderi.

»For mit vedkommende er det en blanding af at være jubeloptimist og være så naiv, at man tror, det lykkes. Men det er ikke nogen hemmelighed, at hvis ikke det havde været for prisen sidste år (Dansk Design Talent – Magasin Prisen, red.), så havde vi ikke kunne lave så fin en præsentation, som vi gør i næste uge. Udover prisen følger der øget interesse fra købere – og helt personligt var det rart, fordi mine venner, som slet ikke interesserer sig for mode, nu rent faktisk kan se, at der er en mening med galskaben.«

Anne-Dorthe Larsen

Hun designer ud fra, hvad hun selv har lyst til at have på, og hun er mere interesseret i følelser end hurtige trends. Måske derfor er hun vild med Morten Korch-film.

Hun er yndig på den skandinaviske måde, men ikke så pokkers glad for at få det foreviget på fotos. Det går nemmere, når fotografen beder hende om at stå og bladre i tøjet fra Lovechild-1979-, for så har hun berøring med det, hun kender, det, hun har skabt. Og hun har en ret klar mening om, hvornår hendes designs er en succes.

»Én ting er, at forhandlerne tror på det, men det er jo også væsentligt, at forbrugeren har lyst til at købe det – og gå med det i lang tid. Jeg er nok ikke den typiske designer – for mig er det enormt vigtigt, at tøjet er brugbart, også gerne i hverdagen. Mine ideer er aldrig mere vilde, end at man altid vil kunne bruge tøjet. Jeg prøver ikke at imponere nogen. Jeg prøver bare virkelig at gøre mit bedste for at lave noget tøj, som folk har lyst til at gå med.«

Lovechild-1979- beskriver sig selv som et typisk skandinavisk mærke. Men hvad det egentlig er nutildags, kræver en forklaring: »For mig er det noget med en minimalistisk stil, gode metervarer, gode snit og ikke for meget tingel-tangel. Som de skandinaviske arkitekttegnede møbler. Det er enkelt, gedigent håndværk, som kan bruges længe. Men selv Skandinavien er blevet modigere og mere frigjort fra det traditionelle »skandinaviske look«. Og det er vigtigt for mig, at Lovechild-tøj kan bruges på tværs af sæsonerne.«

Anne-Dorthe Larsen siger, at det ikke var et bevidst valg, men bare blev sådan, at der i hendes firma kun er kvindelige ansatte, og selv om de drømmer om, at der er en mand til stede, når der skal slæbes kasser, så giver det i sidste ende noget specielt til designprocessen.

»Det har den fordel, at tøjet bliver mere brugbart. Vi ved, hvordan vi har brug for at kunne bevæge os, og hvor det er vigtigt, at tøj ikke strammer, efter at man er fyldt 30 år! Vi tester tøjet og retter til og laver ændringer, så tøjet er behageligt, hvad enten folk er tynde eller tykke, unge eller gamle. Og på kontoret repræsenterer vi heldigvis de fleste af grupperne, så sparringen er lige ved hånden.«

Men én ting er, at tøjet bliver, som man gerne vil have det – Anne-Dorthe Larsen siger, at hun efterhånden har lært, at der er mange andre ting, der skal være i orden, før man lykkes: »Det er vigtigt at være bevidst om, at der er så få succeshistorier i den her branche, og man skal vide, at det er hårdt arbejde. Jeg kunne ikke have gjort det hurtigere i min virksomhed, for alt, hvad jeg ejer og har, har jeg selv tjent og investeret tilbage i den. Men det er o.k., for hos os måler vi ikke succes i, hvor hurtigt det går, men at vi når de mål, vi sætter os, uanset om de er store eller små.«