Mød manden, der vil sende mennesket til Mars

Det hollandske projekt Mars One vil sende mennesker til Mars i 2016. Men hvad skal de deroppe? Og skal de have Björn Borg-underbukser på? Vi mødte CEO Bas Landoph til modeshow i Stockholm.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da det hollandske projekt Mars One for nylig rekrutterede frivillige til deres bemandede Mars-mission i 2026, meldte ikke færre end 200.000 sig. Selv om der er tale om noget så uvirkeligt som en enkelbillet – det er nemlig endnu for kompliceret at flyve den seks måneder lange rejse tilbage fra den røde planet.

I dag er de 200.000 kogt ned til 100 mennesker heriblandt en dansk deltager. Men hvem er de? Hvad er meningen med det hele? Og hvorfor overhovedet tage af sted?

Det spurgte vi Bas Landoph, medstifter og CEO på Mars One, om for nylig, da han var til modeshow i Stockholm. Mars One arbejder nemlig sammen med det svenske sports- og undertøjsfirma Björn Borgs, der med "Training For Mars" har dedikeret en hel kollektion til drømmen om Mars.

Inspireret af astronauter fra 1970erne og 1980erne viste modefirmaet på en catwalk af rødt grus en kollektion af blandt andet sølvfarvet tøj, vandpolohjelme og knælange støvler med kameltå. Men det er ikke lutter fis og farver. Sidste år udviklede Björn Borg undertøj til metalindustrien – "Thunderwear"-kollektionen kunne tåle 350 grader celsius. På samme måde bygger Mars-kollektionen blandt andet på ideer om udvidet anvendelse af antibakterielt materiale, som kræver mindre vask – en god egenskab på en tør planet som Mars og en tankegang, der i bæredygtighedens navn også vinder frem her på Jorden...

Bas Landoph, hvad får Mars One ud af at arbejde sammen med et modefirma som Björn Borg?
"Folk forbinder umiddelbart Mars One med teknologi, videnskab og forskning. Men hvis vi skal få mennesker til at tage til Mars, er vi nødt til at være meget bredere i vores appel. Vi må sprede budskabet ud til andre end vores egne. Om ti år har 4,5 milliard mennesker internetforbindelse, og jeg er helt overbevist om, at 99 procent af dem vil se Mars-missionen, når den finder sted – hvad enten det bliver os eller nogle andre. Mennesker har i tusinder af år flyttet sig fra et sted til et andet, og vi er mere eller mindre over det hele nu på denne planet, så vores næste kontinent er Mars, det er det næste skridt for menneskeheden. Når vi samarbejder med modeverdenen, når vi ud til nogle helt andre mennesker. Pludselig taler 300 modejournalister om at rejse til Mars. Emnet fanger folk. Jeg så to, der tog afsked i går. Den ene sagde: "Farvel." Den anden svarede: "Vi ses på Mars."."

Hvad er de større tanker bag projektet. Hvorfor overhovedet tage til Mars?
"Vi bliver ofte spurgt: "Skulle vi ikke tage os af planeten Jorden først?" Men jeg tror faktisk, at hvis man vil gøre Jorden til et bedre sted, er den mest effektive og letteste måde at sende folk til Mars. Det vil åbne folks øjne og vise dem, at det, der ser ud til at være umuligt, faktisk er muligt. Hvis bare man prøver hårdt nok. Børn vil atter være videnskabsfolk, ingeniører og astronauter. I forhold til et emne som bæredygtighed, så er Mars det næstbedste sted i solsystemet at bosætte sig. Men det er tørrere end det tørreste sted på Jorden. Så hvis vi kan vise, at man kan gøre en sådan planet beboelig, kan det overbevise folk om, at vi bør tage os bedre af Jorden, end vi gør pt. På Mars er vi nødt til at dyrke afgrøder med så lidt energi og vand som muligt, for begge ting er stærkt begrænsede på Mars. Det kan give god afsmitning her på Jorden. Vores mission koster 6 milliarder US dollars, og det lyder måske af meget, men det svarer til, hvad Holland bruger på ulandsbistand på to år. Eller 10 års forbrug af læbestift. Så i det store hele er det ingenting, men det kan til gengæld ændre alt."

Hvad er din personlige motivation for at lede projektet?
"Jeg vil gerne af sted. Jeg bliver ikke en af de første, for jeg er helt ukvalificeret. Jeg er en god entreprenør – jeg er utålmodig, stædig, irritabel og målorienteret – egenskaber, der virker godt for iværksættere, men er en katastrofe, hvis man skal på en syv måneder lang flyvetur til Mars og derefter være der resten af sit liv uden andet selskab end sine tre medrejsende."

Kan du se fællestræk hos de 100, I har valgt ud blandt de 200.000 frivillige, der meldte sig?
"Der er stor forskel på dem. Der er politikere, skuespillere og advokater. Der er selvfølgelig også mange videnskabsfolk og ingeniører. Jeg tror, et fællestræk er, at de ville have været den type mennesker, der for 100 år siden tog en enkeltbillet til Australien eller Nordamerika. De har udforsker-genet. Og så har vi ledt efter folk, som er holdspillere, hvilket er den vigtigste egenskab. Når de skal af sted, bliver det svære for dem ikke at reparere noget, der går i stykker, eller hjælpe hinanden, hvis de bliver syge – det kan vi lære alle intelligente mennesker. Udfordringen bliver at fungere i en lillebitte gruppe og blive ved med at være et team. At være i stand til at løse problemer sammen i det højere formål tjeneste og ikke for egen vinding eller overlevelses skyld. Deres liv afhænger af hinanden."

Hvor langt er I pt.?
"Vi er et lille hold på 10, vi skal snart op på 25 for at magte alle opgaverne. Vi skal til at bygge en kopi af bebyggelserne på Mars her på Jorden for at vise vores kandidater, at sådan her kommer det til at se ud. Det skal være jeres hus i meget lang tid, tænk over det. Vi vil låse dem inde i tre-fire dage ad gangen for at give dem en idé om, hvordan det bliver. De skal bevise over for sig selv og over for os, at de er klar til den største udfordring nogensinde."

Hvilke investorer har I held med at tiltrække?
"Ved første runde i 2013 var det primært privatpersoner, som syntes, ideen var fantastisk. Folk, der investerer i et romantisk afkast og ikke så meget et økonomisk. Også her ved anden runde er det folk og fonde, der er villige til at tage store risici. Det er virksomheder, som har god tid og er vant til at vægte værdien af langsigtede investeringer og ikke folk, som skal have afkast om seks måneder."

Når du fortæller mig, at I er 10 ansatte og snart skal op på 25, tænker jeg, at der var "lidt flere" på NASA i forbindelse med Apollo-missionerne?
"Jeg gætter på, at der var titusinder af mennesker på NASA under Apollo-missionerne. Der er dog én stor forskel. I maj '61, da præsident Kennedy sagde de berømte ord om, at USA ville bringe mennesket til Månen og tilbage igen, inden årtiet var omme, havde den første amerikaner ikke engang været i kredsløb om Jorden. Det svarer til, at NASA siger, at inden ti år har vi mennesker på den næste stjerne. Ikke Mars, men den næste stjerne! For dengang skulle alt opfindes fra bunden. I dag er der ekspertise og virksomheder med speciale i rumfart. Vi arbejder sammen med Lockheed Martin, som allerede har bidraget til otte NASA-fartøjer, der har landet på Månen og endnu flere, der er sendt i kredsløb. Vi har samarbejde med Paragon Space Development Corporation, der allerede bygger mobile life support systems – de eksisterede ikke dengang, udtrykket eksisterede ikke, da Kennedy talte om at drage til Månen. Så den store forskel er, at denne gang findes meget af teknologien allerede. Mars One skal op på 25 ansatte i løbet af otte måneder, men vi bliver mange flere med årene. Vi bliver nok ikke 10.000, men måske 5.000 eller 6.000, der arbejder på vores projekt, selv om kun de 500 eller 1.000 arbejder på Mars One."

I kalder Mars-missionen "The Next Giant Leap For Mankind" med reference til den første månelanding.
"Når folk taler om Apollo-missionerne, bruger mange dem nærmest som en undskyldning for, at vi i kraft af dem fik udviklet ny teknologi. "Der kom så mange gode ting ud af det," siger de og henviser til computeren, visse materialer, etcetera. Jeg synes overhovedet ikke, det er relevant. Det vigtigste, der kom ud af Apollo-missionerne, var historien. Neil Armstrongs ord hører vi stadig tre-fire gange om året et eller andet sted i radioen eller på tv, og det er 46 år siden! Billederne af fartøjet, der kørte på Månen, astronauterne, der hoppede rundt på Månen, det var det, der betød noget og viste os, hvad menneskeheden kunne udrette. Computeren ville være opfundet alligevel, måske et par år senere, men who cares? Men historierne ville ikke eksistere uden selve missionen."

Og det er vigtigt fordi…
"Fordi det er inspirerende. Når børn om 500 år skal lære om det 21. århundrede, vil de lære, at det var århundredet, hvor mennesket første gang forlod Jorden. Og det vil ske i det 21. århundrede, hvad enten det bliver os eller nogle andre. Og det vil stadig være inspirerende om 500 år."

Hvad er på programmet for de 100 udvalgte den kommende tid?
"I september 2016 vil vi koge de 100 ned til de seks hold af fire, som vi ansætter fuldtid og træner frem til missionen. Hvert år bliver de låst inde i kopien og testet for alt, hvad der kan gå galt på Mars. Jo flere ting man kan klare som team, jo stærkere bliver man. De skal lære at reparere og bygge ting, der går i stykker, de skal kunne klare førstehjælp og den mest gængse kirurgi, og i vanskeligere tilfælde skal de kunne stabilisere en patient nogle dage, indtil de har fået instrukser fra Jorden. Det lyder måske ekstremt her i Sverige eller Holland, hvor sundhedssystemet er veludviklet, men det er et stort fremskridt i forhold til mange andre steder på Jorden. Alle opdagelsesrejser har altid været et skridt fremad, men også et skridt tilbage på nogle punkter med værre uddannelse, værre boliger, værre levestandard. Det har altid været en del af at være opdagelsesrejsende, og det vil det også være her."

Hvad med fysisk træning?
"Det vigtigste er, at deltagerne er sunde. Men vi har ikke brug for bodybuildere. De skal rejse gennem rummet i seks måneder, og jo stærkere du er, når du forlader Jorden, jo mere muskelmasse mister du. Så når de når frem, vil de alligevel ligne hinanden. Det hjælper med andre ord ikke at være ekstrem stærk. Men det er vigtigt at være i form. Det interessante ved Mars er, at den er mindre end Jorden, så der er mindre tyngdekraft. Efter seks måneder rejse i rummet er man meget svag – man mister 20 procent af sin muskelmasse – men man lander på en planet, der kun har 40 procent af tyngdekraften her på Jorden, så man vil føle sig som Superman. Man kan løfte noget, der er mere end dobbelt så tungt på Jorden. Så sund er bedre end stærk."

Björn Borgs kollektion hedder "Training for Mars" – men hvad med tøjet, når man først er kommet derop?
"Det bliver faktisk ikke så anderledes end det, vi er vant til. Indenfor kan man gå klædt, som man vil. Udenfor har man rumdragt på. Så forskellen er ikke så stor. Men vi kommer til at anvende antibakterielle materialer, så man ikke skal vaske tøjet så tit som her på Jorden. Vand er meget sparsomt på Mars."

Lad os sige, det hele lykkes. Hvad skal de egentlig lave deroppe?
"Hvad gjorde folk, da de emigrerede til Den Ny Verden? Australien eller Nordamerika? Mennesket bygger altid. Når Mars One lander på Mars, er der et beboeligt miljø deroppe, men det er ikke deres hjem endnu. De skal de lave det om til. Og langsomt vil de få den samme luksus som her på Jorden. De vil begynde at bygge større rum, hvor de kan have træer og få følelsen af natur igen. De vil bygge rum, der er store nok til, at man kan løbe en tur. Langsomt vil de bevæge sig fra overlevelse på Mars til at have et egentligt samfund med små landsbyer. Du kan ikke plante et træ på Mars, det vil altid være indendørs områder under tryk, hvor folk kan gå og trække vejret. Men en af mine ideer er: Forestil dig en kæmpe donutformet struktur – det er den mest effektive måde at skabe et stort areal på lidt plads. En donut, hvor hullet indeni er ti meter i diameter,  og ringen udenom er 100 meter. Det gør, at man faktisk kan løbe en 300 meter i sin egen… donut. Og den er samtidig stor nok til, at man kan plante træer der."

mars-one.com, bjornborg.com