Modeldronningen

I disse dage er det 30 år siden, at Eileen Ford skrev modelhistorie i Danmark, da hun opdagede Renée Toft Simonsen. Begivenheden blev epokegørende for dem begge og spiller en væsentlig rolle i en kommende biografi om USA’s ukronede modeldronning og hendes fantastiske karriere som »mor« for verdens smukkeste fotomodeller gennem et halvt århundrede. MS kom eksklusivt i audiens og kiggede i arkivet.

»Danmark har en stor plads i mit hjerte. Jeg har stadig gode venner, jeg elsker at følge med i jeres kongelige familie – og så kan jeg godt lide en dansk akvavit hver dag kl. 17 i stedet for en cocktail før maden.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Nina Mouritzen, Scanpix, private m.fl.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

 »Jeg har ikke noget talent, jeg er f.eks. den værste sanger, du nogensinde har hørt... det eneste jeg kan, er at spotte en god model.«

Eileen Ford, 89, sidder ved et skandinavisk almuebord i den solfyldte udestue, omgivet af kongelig dansk fajance, allerede klædt om i cashmere sweater til vores morgenmad. Telefon, New York Times og, måske til nogens overraskelse, tabloid-avisen New York Post er indenfor rækkevidde.

Ikke langt herfra hænger Annie Leibovitz’ legendariske reklamefoto af hende fra 1987, hvor hun læser i sin lige så uundværlige Wall Street Journal, selv om det var en reklame for American Express.

USA’s ukronede modeldronning bor passende i Hilltop House på 1.000 kvadratmeter i den mondæne del af staten New Jersey, hvor naboerne ligesom hende selv er selfmade millionærer, familien bag Johnsons babyolie, manden som opfandt Bic-kuglepennen...

Tilbagetrukket, men stadig interesseret i verden omkring sig. Men at verden stadig interesserer sig for hende, forstår hun ikke.

Alligevel er hun gået med til, at der endelig bliver skrevet en bog om hendes fantastiske liv.

»Jeg er en kendt ældre dame, men jeg var bedre kendt engang. Jeg har hjulpet en masse mennesker frem til det, de er i dag, men hvem vil gide læse om det? Det fatter jeg ikke,« siger hun med himmelvendte øjne.

Og modsiger så alligevel sig selv, da hun begejstret fortæller om det te-selskab, som den svenskfødte skuespiller Maud Adams overraskede hende med i Los Angeles for nylig, sammen med flere andre Ford-modeller fra 60erne. Om den Lifetime Achievement Award, hun modtog i Texas kort før jul. Om alle Renée Toft Simonsens børnebøger i reolen og brevene, som følger med.

I disse dage er det præcis 30 år siden, at Eileen Ford gjorde det, hun altid har været god til: at spotte det specielle talent ved en ung kvinde, da hun kom til København i foråret 1981 og mødte den 15-årige Renée Toft Simonsen.

»Jeg kan ikke på forhånd sige, hvad jeg går efter, andet end den berømte x-faktor. Du ser det først, når du møder personen. Om hun har den der specielle udstråling, som gør hende til en stor model foran et kamera,« forklarede hun mig, da jeg interviewede hende første gang i 1970erne om opskriften på succes. Da hun så Renée nogle år efter, var hun ikke i tvivl. Her var x-faktor for alle pengene.

»Hun var ikke kun usædvanlig smuk, hun udviklede sig også til et helt specielt menneske, se hvad hun har fået ud af sit liv! Hun var sig selv, hun strålede indefra. Der vil aldrig være nogen som hende. Den slags kommer kun én gang hvert 100. år.«

Det samme kan man næsten sige om Eileen Ford. Der er ikke mange af hendes lige.

Læs også:
Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag

»Hun var modellernes dronning, sin tids Katarina den Store, hun regerede sit imperium med hård hånd. Hun er en stærk kvinde og en skrap moster, ligesom andre store kvinder i det 20. århundrede, som Coco Chanel, Helena Rubinstein og Estée Lauder, der havde kæmpe indflydelse på en glamourøs branche. Hun har selv skabt det, hun har i dag, drevet af ambitionen om at være den bedste, og få ved, at hun allerede var en kæmpesucces i begyndelsen af 1950erne, hvor hun tjente flere penge end mange mænd,« fortæller journalist og forfatter Robert Lacey mig under sin grundige research blandt Eileen Fords venner og forretningspartnere i Danmark til sin kommende bog »Model Woman«.

Han tager udgangspunkt i hendes opvækst i Great Neck på Long Island, som lægger location til Great Egg i F. Scott Fitzgeralds berømte roman om den amerikanske drøm, »The Great Gatsby«, tre år efter hendes fødsel, og trækker en parallel til drømmen, som hun kom til at personificere, om end med en heldigere udgang end romanens.

»Hun er den ægte vare, hun kommer fra en baggrund med penge, vokser op i gode kår og beslutter sig for, at arbejde hårdt for at beholde det, hun allerede har. Hun er beviset på, at personlig integritet stadig gælder, hun er elsket og respekteret for at stå fast på sine lidt gammeldags værdier. Nogen var ligefrem bange for hende, men hun brugte sin til tider aggressive væremåde til at opnå det, hun mente var bedst for hende og modellerne,« fortæller Robert Lacey.

Det kan Renée Toft Simonsen skrive under på. Hun husker sit første møde med Eileen Ford som både »overvældende« og »skræmmende«.

Simonsen var med i Fords modelkonkurrence Face Of The Eighties, og da hun skulle møde dommerpanelet i København, var Eileen Ford allerede i gang med at rette på hende.

»Don’t pick your eyebrows, don’t cut your hair!«
 

Læs også:
Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag

Læs resten af interviewet på næste side >>
 

»Dengang anede jeg ikke, at man kunne plukke sine øjenbryn, jeg gik slet ikke op i den slags, og så startede hun med at lange ordrer ud!« husker Renée Toft Simonsen.

»Men hun var enormt flink samtidig, og, fandt jeg ud af, meget velovervejet. Hun besluttede nemlig, at hun ville gemme mig til året efter, fordi jeg var så ung, men sagde ikke noget om det til mig. Jeg var først lidt skuffet over ikke at vinde, men havde egentlig ikke forbundet konkurrencen med, at sådan en som jeg kunne blive til noget.«

Men året efter vandt Renée Toft Simonsen den internationale finale i New York.

»Min mor gik i koma over det og ville ikke skrive under før kontrakten var blevet oversat til dansk. Hun havde det, som om hun solgte mig til hvid slavehandel, hun græd og troede ikke, hun kunne stole på dem. Men det var netop det, hun kunne – de var ordentlige mennesker.«

Renée boede hos Eileen og Jerry Ford i et år, til hun var 18 år. Ret træls, syntes hun.

»Hun skulle ikke bestemme over mig. Hun var ikke min mor, selv om aftalen mellem Eileen og min mor netop var, at hun skulle passe på mig. Hun ville bl.a. have, jeg skulle tage med familien på landet i deres hus i Connecticut hver weekend. Der var altid mange besøgende, vi var tit 15 personer til frokost og middag, hun ringede med klokken, når maden skulle serveres, sådan lidt upstairs-downstairs. Lidt hyggeligt alligevel, når jeg tænker på de forhold, jeg selv kom fra – 5. sal med lokum på trappen,« siger Renée Toft Simonsen.

Men det eneste, modelbossen havde respekt for, var, hvis man havde et job, så Renée ringede til sin booker, Marian, og sagde: »Skaf mig arbejde i weekenden!«

Så kunne hun blive i New York og komme ud og danse efter fyraften.

»Hun har aldrig gjort noget, hvor jeg har mistet respekten for hende, selv da jeg som 24-årig stoppede som model, fordi jeg fik angst. Jeg talte i telefon med hende og forklarede situationen, bl.a. fordi jeg havde en stor kontrakt med Cover Girl, som man ikke bare går fra i utide. »Rolig, Jerry tager sig af det.« De opførte sig ordentligt, selv om jeg fra den ene dag til den anden ikke længere var en forretning for dem. Hun kunne godt se, at jeg skulle sættes fri. Så respekt for andre mennesker er noget, vi deler, og derfor er det er værd at have respekt for hende, for det er en væsentlig karakteregenskab,« siger den tidligere danske topmodel.

»Hun vil have sin vilje med de ting, hun tror på, og hun har en trang til at blande sig i andre menneskers liv, men det er nok fordi, det er omsorg. Jeg føler en stor kærlighed til hende og er glad for de ting, hun har gjort for mig.«

Tilbage i New York mødes jeg med Eileen Ford, der er blevet en personlig ven med årene, på den eksklusive, private University Club, som hendes afdøde mand Jerry Ford var medlem af.
 

Læs også:
Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag

Hun er på sin ugentlige tur til Manhattan for at få ordnet håret og de velmanicurerede negle, ikke langt fra den lille lejlighed på upper east side, hvor hun og Jerry lagde grunden til deres model-imperium, da hun blev gravid med den første datter Jamie i 1946. Efter en kortvarig karriere som model, stylist og tekstforfatter, begyndte hun at passe telefoner for sine modelveninder, når kunderne ringede – og ikke mindst at skaffe pengene hjem til dem.

Jeg spørger, om der lå feministiske motiver bag, også?

»Jeg er det mindst feministiske, du nogensinde har mødt! Jeg er vokset op med, at folk skal betales for deres arbejde, og jeg sørgede for, at modellerne fik deres penge. Det er ikke feminisme, det er business, og ikke fordi de var kvinder, men fordi de udførte et arbejde. De værdier har jeg også givet videre til vores børn, og jeg er stolt af, at min datter Katie i dag bruger al sin tid på at bekæmpe slaveri og udnyttelse af kvinder, mænd og børn i den tredje verden, men også vores del af den,« siger hun bestemt.

Hun har ikke lagt det »bossy« og de barske replikker fra sig, selv om hun er blevet mere bedstemor-mild med årene.

»Er jeg bossy? Ja, da. Ellers var jeg ikke nået derhen, hvor jeg er nu. Jeg oplevede, at mange at vores modeller ikke havde noget imod at få lidt retningslinier, at lære at spise med kniv og gaffel, at begå sig. Mange af dem ikke havde fået megen opdragelse, mens de voksede op. Jeg gjorde det for deres eget bedste. Og forretningsmæssigt fik jeg succes på at være en bestemt dame.«

En anden dansker, som har oplevet Eileen Ford i hendes velmagtsdage som ukronet modeldronning, er Trice Tomsen, dengang indehaver af Copenhagen Models.

»Jeg var rystende nervøs, den første gang jeg skulle møde hende i slutningen af 60erne. Jeg var i lånte fjer for at se lidt smart ud, selv om det nok ikke var hendes smag. Jeg så op til hende professionelt, fordi hun var dygtig til at se pigernes potentiale og meget reel, men hun var også meget dominerende. Hvis man ikke makkede ret, blev hun skrap – men samtidig var hun et meget generøst menneske, og jeg og min familie blev tit inviteret på besøg hos hende og Jerry i Connecticut.«

Lige indtil den dag Eileen Ford fik nys om, at en vis John Casablancas, som i slutningen af 70erne begyndte at true Ford Models’ position i Paris og senere i New York med sit eget bureau, ønskede at købe sig ind hos Trice Tomsen.

»Det var et drama uden lige. Jeg måtte vælge mellem hende og John, og hun har haft svært ved at tilgive mig siden, at jeg valgte at gå med Elite Models,« siger Trice Tomsen.

Årene refererer forfatter Robert Lacey til som »modelkrigen«, og han synes, at det er en vigtig del, når man skal skrive historien om det 20.århundredes store modeldronning, fordi hun kæmpede så hårdt for at bevare sin position og sit »rige«.

Han har bl.a. fået verificeret vandrehistorien om, at Eileen Ford sendte en bibel med navnet Judas understreget overalt med gult til en af sine nøgle-medarbejdere, da hun gik over til Elite Models i New York.

»Der var gode tider, der var dårlige tider. Det er allerede veldokumenteret. Jeg er født i vædderens tegn, så jeg har for vane ikke at huske det, som jeg ikke bryder mig om at blive mindet om!« siger Eileen Ford bare.

Det er 15 år siden hun begyndte at trappe ned og overlod roret til datteren Katie Ford, som – med forældrenes billigelse – solgte Ford Models i 2008 til et investeringsfirma.

»Jeg er glad for, at jeg ikke er model-agent i dag. Det må være frygteligt. Det er efterhånden mest filmstjerner og kendte mennesker på forsiden af bladene, det er da ikke til at leve af!« korser hun sig.

»Og al den snak om 50+ kvinder som forbilleder. Jeg er 89, og jeg har kigget mig i spejlet. Tror du, jeg har lyst til at se nogen i et blad, der ser ud som mig?! Jeg prøver hele tiden ikke at ligne en gammel dame på 89. Jeg har fået botox i panden, som jeg er meget glad for, og jeg vil se kjoler og makeup på yngre kvinder, fordi de giver mig lyst til at se så godt ud som muligt. Det er det, som modelarbejde altid har handlet om, at sælge os en drøm og en inspiration.«

Audiensen er forbi. Hun fik det sidste ord. Igen.

Læs også:
Mille Lehfeldt og den lunefulde lykke
Renée Toft Simonsen: »Jeg er da ikke en skid afklaret«
Pernille Rosendahl: Min mor er helt vildt stolt af mig i dag