Marmor – lige så smart som i firserne

Marmor er tidens smarteste materiale. Fra saltbøsser til blow dry saloner.

Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Isabella Friis Mikkelsen for nyligt åbnede blow dry-salonen »Blow« i Adelgade i det indre København, blev der skrevet meget om, at nu åbnede der for første gang et sted i København, hvor man efter udenlandsk forbillede kunne komme forbi og få stylet sit hår. Ret mange sjove ordspil på det der med at få et blowjob og en del om hendes kendte kæreste, men ikke et ord om hvad Blow også er.

Nemlig et supereksempel på en af tidens allerstærkeste materialetrends, for nøjagtigt som der er mode i tøj, møbler, sko og bilfarver, er der også mode i materialer. Tænk bare på 2000ernes plasticforkærlighed, hvor Philippe Starck var mesteren, og alle ejede en lampe i klar acryl (i hvert fald Ikeas kopi til 19 kr.).

Eller de sidste mange års forkærlighed for det åh så naturlige. Findes der overhovedet et hjem, fotograferet til et boligmagasin, der ikke har indeholdt mindst et lammeskind, tilfældigt henslængt over en stoleryg i bedste Noma-style?

Men der er hverken plastic eller lammeskind på Blow. Der er marmor.

Marmor i flere farver. Marmor på gulv, vægge og borde.Salonen er indrettet af David Thulstrup Studio, der beskæftiger sig med butiksindretning i ind- og udland, i øjeblikket især i Kina, men tidligere har David Thulstrup blandt andet indrettet for Chanel i USA.

»Vi ville gerne have en stemning af Firenze i 1950erne, hvilket vi f.eks. kunne få ved at bruge den gule marmor. Det var en tidsperiode, hvor man måske turde lidt mere, end vi gør i dag. Marmor er eksklusivt og samtidig naturligt.«

Men marmor kan man ikke kun finde i Adelgade. Eller i København. Se bare Saint Laurents nye butikker, der er indrettet med sort marmor. Julianne Moores nye badeværelse, indrettet af MADE LCC. Eller i den mere tilgængelige ende Normann Copenhagen, der laver alt fra sofaborde til saltbøsser i marmor. 

Er den rigtige marmor for hårdt – eller for dyrt – kan man også få masser af print med marmor. Se bare Alexander Wangs første kollektion for Balenciaga, hvor han lige udpenslede for de fattesvage, at marmor er smart. Modellerne gik på et marmorgulv, iført kjoler og overdele af marmormønstret tøj. De er forlængst udsolgt, men på dansk har Storm & Marie lavet kjoler og skjorter med marmor, og vil man hellere have effekten derhjemme, kan man få puder eller tapet, der ligner mormor.

At marmor er så hypet et materiale lige nu, er der flere grunde til, mener David Thulstrup.

»Det er et godt post-krise materiale, fordi det udstråler luksus og dermed en modsætning til den designmæssige periode, vi er kommet ud af, hvor alle dybest set skulle bo, som var de flyttet ind i en Claus Meyer-butik: lammeskind, træ og lidt mat gråbrun på væggene og som det mest ekstravagante et keramikfad med blommer. Det er ikke kun derfor, det dukker op nu,« siger David Thulstrup.

»En af de allerstørste tendenser lige nu er, at man undersøger materialerne og arbejder med dem. Man gør noget nyt og prøver på den måde at give sit produkt en storytelling. Med marmor er der de sidste år kommet flere teknikker, som gør, at man kan bearbejde marmoret på nye måder med laserskæring og fræsning. Nu behøver man ikke længere have en stenhugger til at stå og bruge tusindvis af timer, men en maskine kan gøre det. Så de nye teknikker giver et materiale, der også er eksklusivt, relevant på en ny måde.«

Et andet firma, der konsekvent bruger marmor, er det danske firma Han Kjøbenhavn, der både har butik i København og i New York. Her er marmor altid en fast reference. I alle kollektionerne indgår sort, blå og hvid og eg og marmor. Nogle gange vil marmor-referencen være en farvetone, andre gange vil den – som i dette efterår – være mere tydelig, hvor et par solbriller er farvede som marmor. 

I butikken i New York kan marmorpræferencen altid ses. Her er marmoret brugt til både udstillingsmontrer og til en vindueskarm, både i sort, brunligt nistret og hvid. Fordi marmor kan noget særligt, siger den ene af de to indehavere Tim Hancock:

»Marmor er tidløst og af god kvalitet, og ved at bruge det kan man signalere de to ting, uden at det bliver alt for ’heritage’ og for nørdet. Det er smukt, og jeg har altid følt mig tiltrukket af det.«

Det kan man også se i en kampagne for det thailandske mærke Jaspal. Her byggede GrenaaBuchard, der stod bag kampagnen, et set af marmor til Jaspals kampagne for mærkets herrelinjes aw2012 kollektion. En nydelig ung mand læner sig op ad en firkantet mørk marmorblok, mens baggrunden er lys marmor. Det er valgt for at give et særligt indtryk, siger kreativ direktør i GrenaaBuchard, Kim Grenaa:

»Det er en generel tendens inden for de internationale modebrands om at imagekampagner og modeshows skal have et mere og mere glamourøst og luksuøst udtryk. Det er marmor med til at understøtte.«

Men marmor er også rykket ind i de danske hjem, hvor f.eks. Normann Copenhagen har brugt det på både borde og noget så hverdagsagtigt som salt- og peberbøsser. For Brit Bonnesen, der er firmaets designer og brand manager, er der mange gode grunde til at bruge marmoret:

»Marmor er et elegant materiale, der bidrager med et levende og legende udtryk samtidig med, at det udstråler kvalitet og holdbarhed. Marmor kan ændre udtryk alt efter hvilken slags marmor, der er benyttet i designet. Det giver mange muligheder for at indrette sig med marmor.«

Hun tror på, at trenden fortsætter:

»Næste år kommer vi til at se endnu mere marmor – alt fra små objekter som skærebræt og køkkenredskaber til større flader som sofaborde og gulve – og ikke kun det mælkehvide marmor, men også forskellige slags farvede marmor.«

Det er David Thulstrup, designeren bag Blow, enig i.

»Marmor er stadigvæk dyrt, så folk, der køber ting i marmor, har besluttet sig for, at det er en ting, de tror på designmæssigt. Man impulskøber ikke en marmorting, så man skiller sig heller ikke hurtigt af med den. Jeg tror, det vil fortsætte. Især med den farvede marmor som den syregrønne fra Brasilien eller den blå fra Argentina. Marmoret kan så meget, at det kun vil fortsætte.«

Se selv, derude.

Marmor
Ordet marmor stammer fra det græske ord marmaros, der betyder klippeblok. Marmor er en bjergart, der findes i store dele af verden, blandt andet i Syd- og Nordamerika og i Europa. I Norden findes der marmor i Mellemsverige og Norge, hvorfra marmoret til Marmorkirken i Frederiksstaden kom fra. Der findes også marmor i Belgien, Spanien, Tyskland og Frankrig.

Marmor fra de græske øer Naxos og Paros var de mest brugte marmortyper i antikken, men også marmor fra Atiika blev brugt, blandt andet til Parthenontemplet på Akropolis i Athen.

Det mest berømte marmorbrud ligger i Carrara i Norditalien, hvor man siden 283. f. kr. har brudt en særlig finkornet hvid marmortype, der kan poleres, så overfladen bliver let gennemsigtig. Blandt andet Michelangelo og senere danske Bertel Thorvaldsen foretrak denne type marmor, mens Bernini i barokken brugte flerfarvet marmor.

Kilde: Den store danske Encyklopædi