Lige ud ad Nørrebrogade

Wood Wood lignede sig selv. Måske lidt for meget.

Copenhagen Fashion Week Wood Wood - modeshow på Refshalevej 163. Onsdag 29. januar 2014 Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Var det ikke bare Wood Wood«, lød det i pressebussen efter Wood Woods show, der blev vist i en klatrehal på Refshaleøen, og efter en afstikker til Glyptoteket sidste år (og en tur i den offentlige meningsmaskine efter at have kritiseret Lina Rafns brug af en Wood Wood kasket i X-factor) var Wood Wood tilbage i de sporty omgivelser, som understøtter mærkets identitet, hvor der konstant kombineres sportsreferencer med mere formelle.

Og jo, det var det. Det var Wood Wood på både godt og ondt.

Kollektionen var inspireret af filmen Navarones Kanoner, som foregår under Anden Verdenskrig og handler om en gruppe allierede soldater, der skal tilintetgøre kanonerne på en græsk ø. Den hyldede og fortolkede filmens karakterer og deres påklædning.

Tydeligst var det at se i nogle damesættene, som var næsten fyrreragtige, komplette med små fine tørklæder, bundet om håret i bedste Grace Kelly stil. Her var struttende skørter og jakker, der sad til i taljen. Farverne var blå, gule (Karl Oskar, sammen!), rødlige, grå og sorte.

Her var de velkendte og velfungerende jakker, her var sporty bukser og mere formelle, nogle begge med et bukseben i stivere stof og det øverste stykke i mere shiny sportsagtig kvalitet, lige som en klassisk duffel coat fik et felt af blankt blåt stof på ryggen. En lille detalje, der gør tøjet mindre formelt og mindre voksent uden at det bliver fjollet eller barnligt.

Det er en formel, Wood Wood har brugt med hel længe, og det er en formel, som virker, men den kan ikke bruges igen og igen, og selvom kollektionen var egentligt ganske udemærket og der var masser af fine ting, men der var også fornemmelsen af, at der ikke skete så meget nyt (behøvede vi f.eks. at se bukser og en tunikalignende overdel til pigerne endnu en gang? Og hvor var de prints med håndtegnede ansigter af mærkets helte, som både pressetekst og rygter fra dem, der havde set kollektionen, talte rosende om), og at mærket ikke, som sidste gang på Glypoteket, hvor kollektionen var ekstremt god, fik et skub opad.

Denne gang gik det mere lige ud (ad Nørrebrogade, som nok skal blive fyldt med Wood Woods tøj i efteråret)