Lala Berlin: Gud, hvor det pyntede!

Lala Berlin var rykket udendørs og viste en kollektion inspireret af junglen i Elefantportens skygge.

Lala Berlins show fandt sted i Carlsberg Byen, hvor rammerne gav et ekstra pift til den nye kollektion. Foto: Ida Marie Odgaard. Fold sammen
Læs mere

Lala Berlin var rykket i junglen med sit show, »I'm Jungle«, som blev vist ved Elefantporten på Carlsberg, og det var en forfriskende forandring fra sidste år, hvor showet var knap så heldigt.

Der var to hovedideer: Den mere eksotiske jungleinspiration med prints i saftige grønne farver og dyreprint, lige som bånd på sort hvide frakker gav et etnisk pift og tasker i groft stof gav fornemmelse af jungle. Og en mere romantisk og yndig - næsten bondepigesød - med hvid og lyseblå. Her var også grov strik i klare farver som gul, blå og grøn, mens en grov kanvas blev brugt med rustikt broderi til både kjoler og jakker.

Location og kollektion mødtes i Elefantporten

Man kunne måske indvende, at der ikke var særligt mange ideer i Lala Berlins kollektion, og at kjolerne med tynde stropper, åben ryg og flæser i lag blev vist endog rigtig mange gange, bare i forskellige materialer, og var der nogen, som ikke fangede ideen med at lave felter af netstof i nogle af de enkle kjoler og dermed give kig til huden, må de have insisteret på at sidde med lukkede øjne.

Det blev en anelse ensformigt til sidst, men tøjet var nydeligt, velfungerende og pænt. Stor, stor opgradering i forhold til sidste show i februar. Og så var det en fremragende location, som holdet bag showet havde fundet.

Lige dele imponerende, storladent, københavneragtigt og så stadig overraskende, fordi man fik lov til at se et område, man kender godt, tæt på, på en ny måde. Fantastisk, at et udenlandsk mærke på den måde tager byen til sig og lader den gøre noget ved sig.

Lille bitte magisk københavnerøjeblik med tysk accent - vielen Dank.