Kvalitetstid

I en verden af skiftende moder og luner regerer Geismars Væverier på tronen af den tidløse kvalitet. Med moderne designere og nye varer har det hæderkronede firma igen placeret sig på tidsåndens forkant.

Foto: Erik Refner

OPHØRSUDSALG! Ordet i vinduet undrede ikke Ulrik C. Rafaelsen, da han kørte ned ad Vesterbrogade vinteren 2003. Han og konen, Vibeke, havde længe gået og undret sig over, at det legendariske og siden 1866 københavnerkendte, Geismars Væverier, var begyndt at slække på kvaliteten af deres klassiske og uopslidelige boligtekstiler og housecoats. Da indehaveren oven i købet tonede frem på TV2 Nyhederne og forklarede lukningen af underskudsforretningen med, at kunderne alligevel købte deres sengelinned i supermarkeder og varehuse, og at væveriets varer i øvrigt holdt alt for længe, var der kun ét at gøre: Realisere drømmen om at genskabe det danske dynebetræks svar på Rolls-Royce. Med andre ord – købe Geismars Væverier.

»Da jeg så indehaveren på tv, tænkte jeg: Jeg er helt uenig. Folk vil have kvalitet,« husker direktør, Vibeke Snedgaard Rafaelsen.

»De gamle indehavere gjorde den fejl, at de havde taget kampen op med varehusene for at konkurrere og er dermed gået på kompromis med Geismars kendte kvalitet. Hvis det kunne lade sig gøre at få prime time-omtale, når man lukker sådan et firma, kan det også lade sig gøre at få det, hvis man åbner et, tænkte jeg.«

Den skrantende legende i det københavnske forretningsliv og leverandør til danskernes nattesøvn gennem mere end 100 år blev på halvandet år vakt til live af den tidligere marketingdirektør i L’Oreal og legetøjsproducenten Hasbro og hendes ingeniør-mand. Godt hjulpet på vej af friværdiernes glade millionærer, firmaets »gode historie« og tradition for kun at sælge varer af den bedste langfibrede ægyptiske bomuld.

Det startede på adressen Hovedvagtsgade 6, hvor C. F. Geismar i 1866 åbnede sin manufakturhandel, hvor han solgte andres varer. Firmaet fik succes, og med et håndvæveri på Amager blev den stigende efterspørgsel tilfredsstillet. I 1888 blev det til et dampvæveri på Peter Bangsvej. Samme år fik virksomheden den fornemste pris på Nordisk Industriudstilling. I 1920erne udvidede man med dampvaskeri, hvor man vaskede og udlejede linned til hoteller og restauranter og senere også til private. I 1941 havde firmaet 300 medarbejdere, og ingen i kongeriget var i tvivl om, hvad man skulle have af sengetøj, hvis det skulle være topmoderne og kram. Krigen og varemanglen satte en stopper for bomuldsvævningen, og man måtte nøjes med at lave stof af f.eks. dansk hør og dets affaldsprodukt, blår. Til sidst nøjedes man med at vaske og sy metervarer, der var vævet i Schweiz og Belgien efter firmaets gamle metoder og mønstre. Sengetøjet fra Geismars Væverier har gennem årene været en så selvfølgelig del af danskernes hverdag, og nat, at »institutionen« fik sin egen replik i tv-serien »Matador«. Da Fru Skjold Hansens datter, Iben, vil have nogle lagner af sin mor, så hun kan sy sig en cottoncoat, ligesom den Ellen har, og som Daniel har designet og syet af to lagner, får hun af sin moder at vide, hvad de i virkeligheden er lavet af: »De fine lagner, Geismars bedste kvalitet«. Det er afsnit 18, hvis nogen vil tjekke.

Vibeke Snedgaard og hendes mand kridtede firmaet klar til nutiden med nyt og luftigt salgslokale i det gamle posthus i Store Strandstræde, nyt logo kreeret af den prisbelønnede tegnestue, Kontrapunkt, og nye varer og snit kom på hylderne i den kendte Geismar-kvalitet. Nu kunne man pludselig få kimonoer, natskjorter og pyjamas’er i tidløs design. I dag kan firmaets boksershorts af den langfibrede bomuld (den, der holder og ikke fnulrer i modsætning til det kortfibrede indiske) få enhver mand med klassisk kvalitetssans til at ryste på hovedet af Calvin Kleins og Armanis ditto. Duge i irsk langhør designet af Louise Campbell, plaider af Anne Heinsvig og dameskjorterne af Ivan Grundahl er andre eksempler på, at Vibeke Snedgaard Rafaelsen ved at kombinere kvalitet med nyt design, har bragt Geismars Væverier ud af »Matadors« flueplettede nostalgi uden at blive moderne på døgnfluemåden.

»Da jeg ringede til Ivan Grundahl og spurgte, om han ville designe nogle skjorter til os, syntes han, det var en fin idé. En halv time efter ringede han igen og sagde, han havde lavet fire skjortedesigns til os,« fortæller direktøren, der snart også vil kunne tilbyde skjorter til herrer.

Skal hun blive bomulds-faglig, fortæller Vibeke Snedgaard Rafaelsen, at det, der gør deres varer dyrere end andres – et sæt sengetøj kan fås for mellem 900 kr. til 3.000 kr. – blandt andet er, at den langfibrede bomuld kun udgør omkring otte procent af verdens bomuldsproduktion, og at man får tingene vævet i Europa. Ægyptisk er blot et navn overleveret fra fortiden. I dag kommer bomulden fra marker i Peru, Mellemøsten og USA. Firmaet får sine stoffer testet på Teknologisk Institut for trækbrudsstyrke, vaskeægthed og peelingtendens (når bomuld fnulrer, red.) Vibeke Snedgaard Rafaelsen indrømmer, at Geismars Væverier med vilje ikke lever op tidens krav om 100 pct. økologisk produktion.

»Vi anvender ikke økologisk bomuld, fordi stabellængden (fibrene, red.) ikke er lang nok og riv- og trækbrudsstyrken ikke er optimal i den økologiske bomuld. Vi har valgt at gå efter det kvalitetsmæssige,« siger hun og glæder sig over, at flere og flere vælger at spare op for at få råd til sengetøj og andre varer fra butikken i Store Strandstræde og de få andre steder, der sælger Geismars varer.

Det er ikke nyt, at hæderkronede firmaer går i samarbejde med designere for at følge med tiden. Fritz Hansen, Royal Copenhagen og Louis Poulsen har gjort det samme. Vibeke Snedgaard Rafealsen har i modsætning til mange andre ikke villet bruge væverier i Østen, fordi man der, i følge hende, ikke kan leve op til firmaets kvalitetskrav. I stedet bruger man faste væverier i Schweiz, Belgien, Tyskland og Frankrig. Også med personalet er firmaet rykket ud af fortiden. Man startede en mentorordning blandt de ca. ti ansatte, og direktøren fandt hurtigt ud af, hvordan medarbejderne kunne blive mere tilfredse.

»Nogle ansatte arbejder og har det bedre, når de er ansat på deltid. Derfor skal vi kunne tilbyde det. Men det er individuelt, og man skal behandle sine medarbejdere forskelligt for at give dem alle optimale arbejdsvilkår.«

Positionen som en af Københavns mest kvalitetsbevidste forretninger understregede man også ved at holde fokus på enkle og tidløse designs og ikke, som tidens livsstils-forstoppelse ellers tilsiger, forfalde til at udvide varesortimentet.

»Vi holder os langt væk fra livsstilting som parfumer og cremer, nips og lys, som man ellers ser andre steder. Jeg hader det,« siger Vibeke Snedgaard Rafaelsen.

Firmaet har stadig kongehuset som kunder, men man skilter ikke med det. Blandt andet fordi direktøren ikke synes om idéen med, at man selv skal ansøge for at få titel af leverandør til Kongehuset. Og fordi en lille snert af hende ved, at der, trods den gode PR-effekt og den ærefulde krone i et firmas logo, der følger, også hænger noget altmodisch ved titlen.

Men som Vibeke Snedgaard Rafaelsen siger:

»Jeg er nok lidt ambivalent med det.« n