Kunsten at designe en årsrapport

Et firma, der »designer« sine årsrapporter. Det lyder ikke godt. Måske endda ulovligt. Men det handler langtfra om kunstigt oppustede nøgletal, når lampeselskabet Zumtobel Group hvert år hyrer designere eller kunstnere som Snøhetta og Olafur Eliasson til at være med.

Årsrapport. Tænk på ordet. Tallene i den kan måske være nok så lækre, men selve rapporten er det sjældent. I hvert fald er overskudsgrader og revisorpåtegnelser næppe ord, der går under betegnelsen »sexede,« og ofte er rapportens eneste illustration virksomhedens og revisionsselskabets logo.

Ikke desto mindre er »sexet«, hvad den østrigske lampekoncern Zumtobel Group siden 1992 har forsøgt at gøre sine årsrapporter, som i sig selv er små designobjekter.

For ifølge virksomheden skal det være en oplevelse at dykke ned i den årlige opsummering – ikke kun for aktionærer, bestyrelsesmedlemmer og erhvervsjournalister, men også for alle andre. Derfor får anerkendte kunstnere eller designere hvert år mulighed for at sætte deres præg på rapporten. »Med rapporten styrker vi positioneringen af vores brand og virksomhedskultur, ikke mindst fordi vi deler vores inspirationskilder med læserne,« siger kommunikationsdirektør Astrid Kühn-Ulrich, der slår fast, at »moderne kunst, arkitektur og design fungerer som en stærk inspirationskilde for en lys- og lampeproducent som Zumtobel Group.«

Kunstnerne får stor frihed til at give deres bidrag til årsrapporten, der dog skal kredse om temaet »lys«. Tidligere har blandt andre dansk-islandske Olafur Eliasson medvirket, og i regnskabsåret 2013/14 var det det verdenskendte norske arkitekt- og designfirma Snøhetta, som Berlingske tidligere har portrætteret, der gav sig i kast med projektet. Resultatet er den næsten 400 sider lange »Living the Nordic Light«, der naturligvis også er spækket med regnskabstal – man skal bare 300 sider igennem for at finde dem. For på de mange forudgående opslag har Snøhetta fokuseret på, hvordan det er at leve hele sit liv i enten konstant dagslys eller konstant mørke, som det er tilfældet nord for Polarcirklen.

»Lys som tema er især interessant, fordi det for os som arkitektfirma spiller en altafgørende rolle i vores arbejde. Og med vores firmas geografiske oprindelse (i Norge red.) var det naturligt at vende blikket nordpå,« siger Kjetil Trædal Thorsen, der er Snøhettas grundlægger.

Årsrapporten samler både nordisk historie, forskning i menneskers relation til lys, samt fotos og beretninger af fire ældre nordmænd og svenskere, der alle har levet omkring et århundrede nord for polarcirklen. Steder, hvor sommeren byder på midnatssol, og vinteren på totalt mørke. Som Kjetil Trædal Thorsen understreger, tilhører de fire den sidste generation, der har oplevet at leve i en tid uden elektrisk lys.

Blandt dem den 102-årige Marie Guldbrandsen, der i årsrapporten til forfatteren Åsne Seierstad fortæller, at »da vinteren var på retur, begyndte stråler af sollys at krybe over horisonten. Man kunne fornemme solens tilstedeværelse, selv om man ikke kunne se den. Børnene sad hver dag i køkkenets vindueskarm og ventede. Stirrede på lysningen mellem fjeldene Børringen og Gompen. Det var der, solen altid viste sig først.

»Der! Der kommer hun!« skreg de i kor ved glimtet af den gule skive. »Gudskelov,« sukkede deres mor, »Gudskelov, solen kom tilbage igen.« Og så hilste alle solen.«

Marie Guldbrandsen døde for et par uger siden. Kort forinden havde Snøhetta sendt interviewet til hende på norsk, eftersom årsrapporten kun er skrevet på engelsk og tysk.

»Marie læste historien, og fire timer senere døde hun. Det var noget af det sidste, hun gjorde,« fortæller Martin Gran, der leder selskabets afdeling for brand design. »Til hendes begravelse læste familien dele af interviewet op, fordi de mente, at der var mange fine passager, der viste de forskellige sider af Maries liv og personlighed.«

Rørende, ville flere sige. Hvem havde troet, at en årsrapport kunne være det?

Og Kjetil Trædal Thorsen kan da heller ikke forstå, at der ikke er flere virksomheder, som har fået den idé.

»Hvis vi havde haft lidt flere penge, havde vi (Snøhetta .red) bestemt også selv givet os i kast med sådan et projekt.«