Komiske og forhadte: Hvor blev hipsterne af?

Hipsternes grinagtigt prætentiøse selviscenesatte flokdyrsindividualisme gjorde dem til den mest foragtede generation i mands minde. Nu er de for længst draget videre og deres nekrologer skrevet. Men fik vi egentlig taget ordentlig afsked med en generation, der fik flere tæsk end de fleste?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For de uopmærksomme iblandt os, som hipsterne skubbede af ungdommens piedestal, dukkede de pludseligt op med deres opmærksomhedskrævende longboards og mærkværdige schnurrbarts, der blev til fixiecykler, og femifuldskæg, som 00erne skred frem.

De var halvcool og totalirriterende, når de slentrende i moderigtig, veluddannet meningsløshed fra Kihoskh mod Café Dyrehaven forvekslede Sønder Boulevards nyrenoverede urbanitet med forfaldsromantik på den der »se lige mig midt i alt det autentiske-« måde, som gjorde sig lige godt på Facebook og til Søren Solkær-fernisering i Øksnehallen ’09.

De var firstmovers, der kom for sent og sugede al hjerteblodet ud af tidligere ungdomskulturer og genbrugte symbolerne med selvretfærdig skødesløshed i nye blasfemiske sammenhænge, der fik dem til at fremstå så fjernt fra Allen Ginsbergs Angelheaded Hipsters, som man kunne komme.

Selv om de ikke for alvor ville være ved hende, lukkede og slukkede de så småt, da de som andre tidsåndsengle før dem, der havde mistet Hendrix, Lennon og Cobain, blev til en samlet generation, da Amy Winehouses spinkle krop ikke længere kunne bære det vanskelige sind og den store stemme.

Deres nekrolog er for længst skrevet, og hvis vi strækker os alt, hvad vi kan, kan vi skimte de sidste af dem, mens de sætter deres Nansensgade-lækre Christianiacykler til salg i deleøkonomiens blå avis og forlader de kreative kontorfællesskaber for at gå ind ad centraladministrationens døre til forstadslivet – »på deres egen måde«.

Alt, der er tilbage, er en lokalbegejstret historie i Fyens Stiftstidende med overskriften »Hipster-Øl – Flere københavnere drikker Albani« og kvinder med kradsede kinder og meningsløse krusedulletatoveringer, der skar et kort øjeblik ind i den ungdommelige udødelighedsfornemmelses evighed, der også en dag forgår.

Men fik vi egentlig nogensinde taget ordentlig afsked, eller havde vi for travlt med at forbande deres historieløst forældrefinansierede gentrificering, selv om der trods alt ikke var meget lokalmiljø at smadre i Kødbyen, der altid har lignet noget, Christiane F glemte et sted i 70erne.

Der var sådan set heller ikke noget galt med kaffebarer på tre kvadratmeter og bæredygtig upcycling – og fordelen ved at have fundet sin gamle pladespiller frem fra loftet er, at man igen har noget at ønske sig i julegave i en tid, hvor alt ellers er blevet digitaliseret ud af sin fysiske form og af en eller anden grund har mistet noget af sjælen i samme ombæring. Og måske var det i virkeligheden det, hipsterne gjorde: Ledte efter sjælen.

»Du er anderledes – præcis som os«

Der blev grinet ad dem, ad dem, der altid griner ad ungdommens insisterende nødvendighed, på samme måde som de selv blev grinet ad, dengang de var unge og uforståeligt smukke og patetisk selvhøjtidelige. De blev hånet, og som de velorienterede mennesker, der forstod alt på meta-planer, som de var, mødte de ikke hånen med punkens foragt, men tog den til sig som inkluderede adfærdsvanskelige børn i klassens time. Hadet var overalt.

På T-shirts stod der »Death to hipsters«, barer skrev »No hipsters«, og for en tid var »Fucking hipster« det udtryk, der sagde det hele bedst. Den halvanonyme blogger Copenhipster spiddede essensen af det, han kaldte »byens farverige ungdom«, med talebobler som »vil I ikke nok se mig som det unikke og skæve væsen, jeg er«.

Det blev aldrig mere opmærksomhedssøgende, end da en flok hipstere i 2012 arrangerede en »spontan« mediavarslet pop-up- fødselsdagsfest for den sagesløse indehaver af »Isted Grill«, der blev til en menneskelig statist i deres narcissistiske selviscenesættelse, der vist mere var til ære for de sociale medier end for ham.

Et par år senere kom Vesterbro-vandrehjemmet Urban House så for sent, at selv hipstermediet Vice måtte gøre dem viralt til grin fra Williamsburg til Kødbyen, da Urban House i en promotionsvideo fyldt med tatoverede fuldskægsunge på mikrobryggeri uforvarent formulerede sloganet for generationen med ordene:

»Du er anderledes – præcis som os.«

I jagten på »det ægte«

Hipsternes eget selvhad og forsagelse kunne man observere for fuld udblæsning i Go’ Morgen Danmark, da den »Visuelle Hipster«, sin interesse for obskur islandsk musik til trods, blev landskendt for koldsvedende at benægte ethvert tilhørsforhold til hipsterne, altså lige bortset fra rent visuelt.

Præcis dér, mellem selvhøjtidelighed og selvforagt, var han det visuelle billede på sin generation, som den canadiske skribent og tidligere filmskolestuderende Douglas Haddow opsummerede, da han i Occupy-biblen Adbusters skrev:

»Vi er en fortabt generation, der desperat forsøger at hægte os fast på alt, der føles ægte, mens vi er for bange til selv at blive ægte. Vi er den sidste generation, en kulmination af alt tidligere, ødelagt af livløsheden, der omgiver os. Hipsteren repræsenterer den vestlige civilisations endeligt – en kultur, der er så fraværende og distanceret, at den intet nyt bringer.«

Det er selvkritik, der vil noget, og måske var den selvkritik noget, der i det mindste var ægte. For det var, som om de var lammede af indsigt. Når alle har adgang til den samme viden, de samme produkter, de samme rigtige meninger, så er der kun symboler tilbage til at skille sig ud med.

De kunne tyde matrixens brudflader og hele virkelighedens dobbelthed, som måske bedst bliver opsummeret i et billede, der for nylig tog turen på de sociale medier, hvor en kvindelig amerikansk soldat tager afsked med sin datter, mens der står »Mommy has to go kill some children your age in Syria«.

Idéen om helte, idealer, ideologier og at ens holdninger kunne have et fast udgangspunkt, var for længst gået tabt, da hipsterne sparede op til en skægtransplantation.

Mens de unge, der fulgte efter, er så hysteriske med at udelukke alt andet end deres eget køns- eller etnicitetspolitiske verdensbillede, at de lægger sig i fosterstilling i safespaces ved den mindste modstand, så konstruerede hipsterne en virkelighed, der flød mellem det bedste fra tidligere tider.

For os, der voksede op med lyden af skrattende LPer, virkede det overdrevent prætentiøst at sidde hos den lokale barista og endorfin-fixe med sin transportable rejsegrammofon og en skålfuld bæredygtig tang. Men for den generation, der lod sig definere ud fra hvilke filtre, de valgte på Instagram, var det en akavet søgen efter det ægte, der blev skåret bort i den digitale komprimering af hele livet.

Hvis bøgerne var blevet til e-bøger, venner til Facebook, musikken til MP3-streams, film til Pirate Bay, aviser til nyhedssider, konversation til Google-søgninger og polaroider og highfashion til Instagram, hvad var der så overhovedet tilbage i den fysiske verden ud over deres skæg, deres tatoveringer, deres kroppe og det, der er så obskurt, at det ikke kan googles?

Foragten for sin egen arv

De var en iscenesat generation som aldrig før, men de voksede også op som iscenesatte børn, der havde videooptagelser af selv barndommens trivialiteter i en direkte livestream fra fortiden. Deres barndom var ikke flimrende minder om afskallet maling i regnvejr og statiske billeder, der indfangede mikrostunder i et enormt ocean af dage og år.

Deres barndom var videooptagelser, lyden af en yngre mors stemme, genkendelsen af en fars ansigtsudtryk. Deres liv var et dokument over udviklingen fra det barn, der lå svøbt ved morens side, til det voksne menneske, der afsøgte livets muligheder et sted på Vesterbro.

Jeg forsøgte selv at finde ind til dem i artikler om tilfældighedstatoveringer og det feminine fuldskæg. Men jeg nåede aldrig ind til kernen. Jeg var en af de udenforstående, jeg selv foragtede som pseudointellektuelle samtidsnassere i min egen ungdom. Alligevel jagtede jeg dem.

For de var ikke bare det personificerede signalement af øjeblikket, men også af de ting, der skete, mens de voksede op. Man kunne se internettet, iPod, 11. september, tilgængelig porno, 00ernes evighedsoptur, Facebook, discountrejser, iPhone, løfterne om at være de feterede få erhvervsaktive frelsere af den danske velfærdsstat, og krakket, nedturen, finanskrisens brudte dåbsløfter, den globale opvarmning og spontane Tinderknald i deres sjæl.

Selv om jeg ikke havde nogen særlig empati for dem – tværtimod hadede jeg dem lidt for deres digitalsociale überskills, uautentiske autenticitet og for at være dem, der var unge efter mig – så var de børn af begivenheder i min tid, og derfor er de også mit ansvar. Det, som de postulerede kloge aldrig forstod, var, at foragt for hipsteren var foragt for den arv, man selv har skabt. De var et resumé af vores liv.

De var anderledes – præcis som os.