Kom med til julepyntens wonderland

Nissepiger i lårkort, lumre julemænd og temajuletræer til vinelskeren, fastfoodspiseren eller skofetichisten. New Yorks største julepynts-butik i Little Italy har tusindvis af kitschet julestads – hele året.

Julrpynt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Freya Yde Mørch
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var, som om mine øjne eksploderede, og hjernen gik i momentalt koma, i de første sekunder efter mine fødder havde sluppet asfalten på den storbyvibrerende Mulberry Street og havde fæstnet sig på gulvet i butikken Christmas In New York. Hvis mine tanker kunnet have skrevet en sms, ville der stå: »WTF?«

Det var nok grantræet overhængt med farverige og glimtende burgers, pomfritter, hotdogs, ketchupflasker og Cola-dåser, der gjorde det. Et fastfood-temajuletræ, der slog tonen an og lammede mig et øjeblik, indtil jeg havde akklimatiseret mig og kunne tage imod velkomsten.

For jeg var trådt ind i julepyntens 13.000 kvadratmeter store wonderland, hvor alle grænser for, hvad man kan hænge på juletræet, er endegyldigt ophævet. Så længe det bare glimter og lugter en smule af jul. Eller egentlig ikke nødvendigvis, for hjernen skal virkelig arbejde på alle pumper for at regne ud, hvad en gang pomfritter har med julens højtid at gøre – med mindre man altså vil gøre et kikset forsøg på at ramme en teenagers interesse for Jesusbarnet. Eller bare vil give julen et kitschet anstrøg og et glimt i øjet.

Det sidste er der under alle omstændigheder rig mulighed for at finde materiale til i Christmas In New York, der kan bryste sig af at huse byens største og bredeste udvalg af julepynt – og sågar hele året rundt. Selv om sommeren kan man slå vejen forbi Mulberry Street 133 i hjertet af den hendøende bydel, Little Italy på Lower Manhattan, og købe sig til en smule corny, sjov eller anderledes julestemning.

Julepynt, nips og nisser

Væggene og gulvet er i bogstaveligste forstand dækket af tusindvis af stykker julepynt, nips og nisser, og hvis klichéen om, at der findes noget for enhver smag – og fetich, om man vil – nogensinde skal komme til sin ret, er det her.

Hvis du f.eks. gerne vil lave et tema-juletræ til vinelskeren, er der en hel væg med et udvalg af vinflasker (af forskelligt mærke), proptrækkere, druer, vinglas, mens en anden væg er plastret til med sko… små og store, med glimmer, med tyl og fjer, med lys i – og lige til at hænge op på træet. Du kan også bare lave et grøntsags/frugt juletræ med glimtende bananer, meloner, gulerødder, broccoli.

Eller mere bredt bare mad i skikkelse af glimmer-spegepølser, oste, chili con carne og brød. Et sliktræ med softice, doughuts, honningkagenisser, slikkepinde – eller et kaffejuletræ med bønner, kopper og Twix-chokolader. Eller et rendyrket New York souvenir-juletræ, hvor frihedsgudinden hænger med hvidt fuldskæg, julemandens »kane« er en Yellow Cab flankeret af en juleklædt NY-skyline, The White House eller World Trade Center – og som kronen på værket julemandens hjælpere som lækre Broadway-dansere i lårkorte nissekjoler.

Der er selvfølgelig også mere traditionelt julepynt i guld, sølv, blåt og lilla formet i trygge, velkendte hjerter, engle og julemænd (selv om han også findes som kvinde i lyserød glimmerkjole), men det meste pynt i butikken er noget, kun de færreste er stødt på før – eller troede eksisterede.

Så uanset om man er til kitschet og sjov julepynt eller ej, er butikken et syn værd, og det koster som bekendt ikke noget at kigge. Til gengæld skal man tjekke priserne, før man går kitsch-amok. For det er overraskende dyrt. Meget af pynten koster 60-100 kr. pr. stk.

christmasandcity.com