Hun laver tredimensionale tatoveringer

Marianne Eriksen Scott-Hansen bruger sin mavefornemmelse og sin gavefornemmelse, når hun udvikler nye ideer. Mød en sand original, der bevæger sig i grænselandet mellem design og kunst, og aldrig kunne finde på at lave et mønster eller slå en streg med lineal. Hun bruger sit øjemål.

Marianne Eriksen Scott-Hansen, mode- og smykkedesigner, fotograferet i sit værksted i et baghus på Frederiksberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Undertegnede skriver sjældent om mode, men har fulgt med i Marianne Eriksen Scott-Hansens arbejde i godt 15 år – selv jeg kan se, at hun er en original i ordets bedste betydning.

Marianne Eriksen Scott-Hansen laver ikke fine ting. Hun laver fantastiske ting. Hun var en mester i at spænde ben for sig selv i kreativitetens navn, længe før Lars von Trier og Jørgen Leth lavede en film om netop det. Hun går sine egne veje, hvilket som regel indebærer en masse omveje, for at nå frem til et udtryk, der ikke bare er dybt personligt, men ofte også bryder nyt land – hvad enten det handler om at tvinge nye betydninger ud af velkendte materialer, som man kan se lige nu i Royal Copenhagens påskeudstilling på Strøget, eller målet er at opfinde nyskabende designobjekter som hendes »tredimensionale tatoveringer« i skind og ophæver skellet mellem smykke og beklædning, fordi de er begge dele.

»Det begynder som regel med, at jeg laver en gave til en, jeg godt kan lide,« forklarer hun i sit lille værksted i et pastelfarvet baghus på Frederiksberg.

»Hvis gaven bliver godt modtaget, går jeg måske videre med det selv. En gave er et godt udgangspunkt, for den behøver ikke være smart eller passe ind i et koncept. Det er bare pure love.«

For eksempel gav Marianne Eriksen Scott-Hansen sin veninde og fætter nogle papirklip i gave sidste år. De faldt i god jord, så hun besluttede sig for at fordybe sig i papirklip, og sidste jul dekorerede hun så Birger Christensens vindue på Strøget.

»Som jeg har oplevet mange gange før, taler designet for sig selv, uden at man behøver at overtale folk eller rende folk på dørene,« forklarer hun.

Royal Copenhagens påskeudstilling er en overdådig vinduesdekoration, der kunne ligne Michelle Pfeiffer og Glenn Closes aflagte rober i filmen »Dangerous Liaisons« eller noget fra Vivienne Westwoods glansperiode. Samtidig indfanger den Royal Copenhagens snart 250-årige historie fra nutidens populære påskeæg til det berømte Flora Danica-stel med blomsterknolde, boder og et viltert rodnet, der vokser op og bliver til kulørte hyacinter, ranunkler, følfod, skilla og klematis.

Jeg var sikker på, at det var lavet af stof.

»Jamen, det er udelukkende papir. Jeg elsker at tage udgangspunkt i et ydmygt og almindeligt materiale, som alle kender, og ingen har nogen forventninger til – og så få det til at ligne noget fuldstændigt eksklusivt og luksuøst. Jeg kunne godt have fragtet et mærkeligt materiale hjem fra Japan eller fået nogle lækre farver hjem fra Frankrig, men jeg gik helt bevidst over til Karl Lund Papir på Nørrebro og købte nogle pakker med 500 styk printerpapir og nogle bundter silkepapir i de her fuldstændig banale farver, som man kan finde i ethvert billedkunstlokale på landets skoler.«

Hvorfor?

»Som udgangspunkt skulle jeg blande mig frem til noget, der er smukt og raffineret og rummer alle de her nuancer, man finder i Royal Copenhagens påskeæg. Men det skal være sjovt for mig, der skal være en nød at knække, en udfordring i stedet for at få det hele serveret på et sølvfad. De begrænsede farver var dejligt irriterende, men det er også lidt sporten i det.

Jeg startede med at blive lidt stresset, når jeg klippede i silkepapiret, for det mindede mig om, dengang jeg arbejdede som pædagogmedhjælper og lavede fastelavnsris sammen med børnene. Men det endte med at blive rigtig sjovt, til sidst havde jeg lært mig selv at blande papir, ligesom man blander farver. Lag på lag på lag. Jeg kan godt lide, at der også træder noget håndværksmæssigt frem, så jeg sad med alle mine mange, mange sakse og klippede igennem 24 eller 56 lag på én gang.«


Marianne Eriksen Scott-Hansen tog afgang fra Danmarks Designskole i 1995 på linjen unika beklædning. Et ekstremt forløb, forklarer hun, hvor de her få udvalgte studerende arbejder på at udvikle et eget personligt udtryk i løbet af uddannelsens fem år – og ikke sjældent udvikler »giga-egoer«.

»Det lykkedes mig at få mit eget kælderlokale, hvor der ikke var gulv, men bare jord, og jeg kan huske, at jeg arbejdede på det her afgangsprojekt, hvor jeg brugte menneskehår, som jeg klaskede sammen med flydende latex og formede en slags hamme som beklædning. Jeg var inde hos frisørerne på Strøget og hente hår flere gange om ugen. Når jeg tabte noget af håret ned på jorden, blev det en del af jorden, det var ligesom alt andet i mit liv i opløsning, alt var oppe til revision og ude i ekstremerne. Jeg var ude i alle afkroge af mit kreative indre. Skal jeg overhovedet være designer? Da jeg så endelig var færdiguddannet designer, fandt jeg ud af, at det skulle jeg ikke.«

Hvad gjorde du så?

»Så begyndte jeg at arbejde med kvindelige stofmisbrugere på Redens kvindekollegium. Jeg havde brugt fem år på at pille i min egen navle, så jeg ville lave noget, der var fuldstændig modsat. Så i et par år lavede jeg omsorgsarbejde for kvinder, der virkelig var nede at vende. Prøvede at gøre noget for andre uden nødvendigvis at skulle have noget ud af det selv.«

Allerede på Danmarks Designskole havde hun fundet sammen med Kristina Søndergaard, og efter nogle år startede de firma sammen under navnet Daughters Of Style. Fra start kom de ind i de rigtige butikker i London og fik deres tøj vist i de rigtige magasiner med det samme – de fik endda nogle af deres kreationer optaget i Designmuseum Danmarks permanente samling. Men som mange iværksættere strandede deres projekt, da de skulle tage stilling til, om de ville vokse eller ej.

»Der var flere, som var interesserede i at købe, men vi syntes, man skulle indgå for mange kompromiser. Og det var ikke det værd, syntes vi.«

Siden tiden med Daughters Of Style har Marianne Eriksen Scott-Hansen har arbejdet freelance. Hun har skabt smykker for blandt andre Klarlund og Lund Copenhagen – og da hun ikke er guldsmed, måtte hun ligesom med papirklippene lære sig selv at lave smykker. Hun har designet undertøj og badetøj for Katja K. Hun har arbejdet som censor på Danmarks Designskole og Margretheskolen. Og hele tiden har hun haft sine egne projekter på sidelinjen.

Det sidste halve års tid har hun leget med en hybrid mellem et halssmykke og et stykke beklædning, der dag for dag får flere og flere likes fra hele verden, når hun præsenterer dem på Instagram.

»Jeg vil gerne vise dem og på den måde få dem ud i verden, men det ikke så vigtigt for mig at sælge dem. Rigtig mange skriver til mig via Instagram for at købe dem, og jeg har da også solgt et par i ny og næ, men jeg kan ikke nå at lave så mange. Og det har heller aldrig været meningen.«

Hvad er meningen så?

»Jeg kan lide at skabe min egen vej ind i et projekt, og her ville jeg gerne løse en ny fortolkning af en mellemting mellem et smykke og beklædning, altså en anden måde at udsmykke kroppen på, som hverken var det ene eller det andet, men alligevel kunne begge dele,« starter hun.

»Så jeg tog udgangspunkt i skind og læder, både ægte og imiteret, men uden at forholde mig til ting som ærmegab, lukninger, sømme eller trådretninger. Dybest set har jeg en lille modvilje mod alt, hvad der hedder mønstre og skabeloner og tilskæring. Det gør det jo kun værre for mig selv, men jeg kan mærke, at jeg udvikler mig, hvis jeg har tillid til mit eget øjemål, og jeg har jo øvet mig på det så mange år, at det holder rigtig godt stik. Jeg vil have tillid til, at den streg, jeg slår, er rigtig uden at skulle måle den med lineal først. Den streg bliver til på sine egne betingelser og skal fungere lige så rigtig, hvis den kommer fra min hjerne, som hvis den kommer fra et eller andet system. Det lyder abstrakt, men det er den slags forestillinger, jeg gør mig.«

Er du ikke bange for at klippe forkert?

»Jeg har klippet i tusindvis stykker skind, og jeg vil vove at påstå, at de gange, jeg har klippet forkert, kan tælles på en hånd eller to. Jeg er helt frygtløs med det, jeg gør. I stedet for en skabelon, vil jeg gerne have, at min ting lever, og at jeg får bragt så meget liv som muligt videre, så mine ting også lever, når folk får dem om halsen.

Jeg begynder bare at tegne med tusch på materialet – for tiden er jeg optaget af drager og slanger blandet med lidt floralt eller organiske motiver eller dekorationer – og så klipper jeg det ud og klipper et halshul. Når nogen så tager det på, er det sjovt at se, hvordan deres ansigt lige pludselig er indrammet i en tegning, et smykke eller, som du kalder det, en tredimensional tatovering.«

Så du har to spor i din karriere?

»Ja, jeg er nok meget dobbelt i mit virke. Når jeg skal løse kommercielle opgaver for store kendte firmaer, giver det mig god benzin kunstnerisk set at lave det her ting. Jeg er nødt til at have noget kunstnerisk kreativt at øse af, hvor jeg er helt fri og ikke skal tage udgangspunkt i andres referencer eller stil. Så jeg producerer en masse ting sideløbende for hele tiden at opfinde mit eget udtryk og definere mit eget kunstneriske univers. Så behøver jeg heller ikke leve mine kunstneriske ambitioner ud i andres produkter, men kan tilsidesætte mit eget ego og leve mig ind i, hvad de ønsker.«

Alligevel sker der noget nu, der måske forener de to sider. Marianne Eriksen Scott-Hansen er ved at stifte et firma sammen med Helle Brøchner Aagesen, der »kan alt det, jeg ikke kan«. Første projekt er en kollektion af papirinstallationer til hjemmet, som kommer på markedet til efteråret.