Henrik Vibskov: Pølsesnak og samuraier

Vibskov havde slagtere til at lave salami og samuraier som inspiration. Det gav faktisk god mening, selv om det lyder lidt langt ude.

Foto: Ida Marie Odgaard.
Læs mere
Fold sammen

Henrik Vibskov havde inviteret til show i Slagterboderne i Kødbyen, og det var en location, der skulle tages alvorligt. For han opførte et projekt, hvor salami spillede hovedrollen.

Med Vibskov er man vant til lidt af hvert: han har fyldt catwalken med cyklende installationer, med trommemaskiner, som modellerne aktiverede, han har lavet karrusel, selv spillet trommer for enden af catwalken, han har haft stofbryster hængende overalt, balletdansere, der dansede i vand og sære tentakler, der bevægede sig til musik og såmænd som en meterlang oppustelig tunge.

Så salami, jamen hvorfor ikke?

Og som de hang som røde stofpølser i midten af podiet, var de både meget smukke og underligt grove.

Slagterne gik frem og tilbage og flyttede rundt på dem, stoppede pølser under showet, mens modellerne gik forbi, og bagefter var der såmænd også en bod med salg af pølser, som på et gammeldags marked.

Pølsen skulle, skrev Vibskov selv i en pressemeddelelse, repræsentere det dyriske i os, det allermest instinktive, og samtidig også det, der næsten er det forbudte.

Kødet, som langsomt mister sin status som det vigtigste i et måltid, som det fine i en ret - tænk bare på den måde vi taler om mad, om kød og om 'tilbehør', ikke svært at se, hvem der er stjernen her - og er ved at blive noget, man spiser mindre af, måske slet ingenting.

Måske, skrev Vibskov, bliver det at spise kød, man kommer til at fortælle sine børnebørn om, »tænk jer, vi spiste kød hver aften«, og de vil gyse, som vi gyser, når vi hører om udstilling af oprindelige folk i Zoologisk Have.

Så kødet var det dyriske, som i kollektionen blev sat overfor det forfinede, raffinerede, kontrollerede i form af asiatisk kampsport.

Et visuelt tiltalende show

Og mens pølserne dinglede fra stativet i midten, viste Vibskov en kollektion med tydelig japansk inspiration.

Nogle af de kvindelige modeller var sminkede som geishaer, der var kimonolignende kjoler med store sløjfer i stift, som på en sumobryders frakke, lige som metoden bag kalligrafi blev brugt til at lave poetiske (jo!) portrætter af donuts og salamier.

Vibskov viste en del sæt, hvor kvinde fulgte mand eller omvendt, og hvor de nærmest bar det samme tøj, ofte samme print, tit ens i tanken, men en anelse forskellige snit, hvilket var mægtig fint, fordi det bliver så tydeligt, at vi selv kan vælge, hvor forskellige vi vil være.

Der er ingen biologisk grund til at give piger lyserødt på, de kan sagtens gå i den virkeligt pæne sweater i hvid, rustrød og grøn, som både mænd og kvinder bar. Helt simpel trøje, men rigtig god.

Og det er det, Vibskov kan. Det helt simple gode stykke tøj. Det knaldede stykke tøj. Og så et show, der er visuelt appellerende på en måde, som selv et barn ville værdsætte.

Det var flot, det var sjovt, det var fotogent. Og det var også til at tænke videre over. Bare lidt.