Henrik Vibskov: Meget mere end en gøgler

Henrik Vibskov har skabt en virksomhed med millionomsætning uden investorer i en branche, hvor mange knækker nakken på praktiske problemer. Han har fået tildelt ver- dens største designpris. New York Times er på fornavn med ham. Han er verdensklasse trommeslager – og netop nu er han aktuel med en soloudstilling på Gammel Strand.

Designer, kunstner og musiker Henrik Vibskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var lidt hårdt at være Vibskoverne hjemme i Kjellerup nord for Silkeborg i 1990erne. Mens naboernes børn fik uddannelser, købte hus, stationcar og fik børn, var Vibskovernes børn vilde og lidt på noget, der i jysk optik lignede afveje. Den ældste søn var droppet ud af 2.g og var flyttet til Århus for at leve af at spille musik. Datteren droppede ud af 1.g ugen efter og flyttede i kollektiv, og den yngste søn Henrik flyttede af omveje til København og lavede, sagde hans far, når han blev spurgt, »vistnok tøj af grøn salat.« Det var, mildt sagt, ikke noget, der imponerede så mange i provinsbyen.Klip til maj 2013.

Baggården ved Kunstforeningen Gl. Strand. Henrik Vibskov sidder på træbænkene og lader sig interviewe for anden gang til denne artikel. Han snakker også lidt i telefon og forsøger at ordne flytningen af sit kontor, værksted og arkiv. Måske er han kommet til at sige ja til at drive en café på Papirøen på Christiansholm. Her opmagasinerede danske aviser indtil for få år siden det papir, der skulle trykkes på. I dag er magasinerne tømt, og nu rykker de kreative ind.

Også Vibskov, der hidtil har holdt til i et baghus på Vesterbro. Han har forsøgt at overtale udlejeren til at lade ham få det bedste lokale, men udlejeren ville gerne lave en cafe. »Så gør jeg det. En café og en bar. Så kan vi også få kaffe. Det kan vi vel godt.« Det siger han tit. Det kan vi vel godt, så gør vi det, så prøver vi. Der er ikke ret mange ’ikke’er i hans sprog. Eller ’umuligt’. Bare ting, der sker, og ham, der flyder med.

Han er resultatet af fjumreår
Omkring ham er håndværkere, praktikanter og ansatte i gang med at sætte hans første solo-udstilling i Danmark op. Her udforsker han, hvad man kan bruge tekstil til. »Det kommer til at larme lidt, når vi saver, er det okay?« siger en ung pige til ham. Hun taler engelsk og er en af de praktikanter, der kommer fra alle steder på kloden for at være tæt på ham og hans arbejde.

For Henrik Vibskov er kommet langt væk fra Kjellerup, og han er blevet til noget, selvom han har taget en vej, der ville give enhver politiker nervøse tics i dag. Han er resultatet af fjumreår en masse, men beviset på, at man i den grad kan komme frem, selvom man ikke tog den lige vej.

Henrik Vibskov kommer fra et klassisk jysk middelklassehjem. Hans mor var røntgensygeplejerske, og hans far ansat på den lukkede på sygehuset – som man siger i Jylland, sygehuset, ikke hospitalet – i Viborg. Han voksede op i den lille by, gik på den lokale skole, hvor han var en ret genert dreng, der blev endnu mere genert, da hans krop pludselig gav sig til at vokse og han blev en meget høj, meget tynd dreng.

»Jeg har været og er faktisk meget genert, så da jeg begyndte at vokse og blev en lang bønnestage, var det jo frygteligt. Frygteligt. Genert, det er jeg faktisk til dels stadig.«

Som da et postbud kommer ind i den gård, hvor første interview finder sted. Han spankulerer over til bordet og rækker Henrik Vibskov en pakke.

»Til Henrik Vibskov HIMSELF,« siger postbuddet og griner. Han rækker den lille skærm frem, som Vibskov kvitterer på, mens han nærmest vrider sig af generthed. Lige dele underholdt af posten og lidt flov over ham.

»Jeg vidste bare, at han ville sige noget. Jeg VIDSTE det,« siger han.

Alligevel har han altid søgt opmærksomheden. Først som musiker, senere som designer og kunstner. Han har spillet trommer, siden han var ti, da hans ældre søskende manglede en trommeslager i deres band og gav ham et trommesæt. Han sad ude i skuret og øvede sig og spillede i skolen.

»Musikken var en måde at blive set på og være kreativ på. I starten var det for at gøre indtryk på pigerne i klassen, så på pigerne i parallelklassen og senere på andre. Sådan er det vel altid. Man gør det for at imponere nogen.«

Jeg havde ikke træsko på, men næsten
Han blev erklæret måske egnet, men kom i gymnasiet, og som den eneste af de tre søskende, blev han også student. Broderen gik ud af 2.g for at leve af at spille musik, søsteren gik ud af 1.g ugen efter og flyttede i kollektiv i Århus, men Henrik Vibskov blev student, kom ind på bygningsingeniøruddannelsen og brugte det første år i praktik i et murerfirma, hvor han i månedsvis stod på en byggeplads og fræsede alle fuger på Kornmod Realskole i Silkeborg, en fem etager høj bygning. Dag efter dag. Da han begyndte at læse i Århus, gik det ikke så godt.

»Jeg havde ikke træsko på, men næsten, og det var virkelig et kulturchok for mig at komme fra den lille by til storbyen i Århus. Det var meget overvældende.«

Han begyndte at glemme at gå i skole. Bare en dag eller to. Og så en uge. Og en måned. Da året var slut, stoppede hans SU. Han kom på kontanthjælp og skulle aktiveres, så han fik et job på det lokale jobcenter, som piccolo. I virkeligheden kopierede han bare hele dagen. De andre arbejdsløses papirer. I Århus mødte han andre unge kreative, der var søgt til Århus. F.eks. Mikael Simpson og Mikkel Metal, som han kom til at spille musik med. Han fik kontanthjælp, arbejdede lidt, og han lærte ting, der aldrig stod i læreplaner eller skemaer.

»Vi havde forskellige grupperinger, som mødtes, og hvor det betød enormt meget, hvad man hørte. Man ville aldrig kunne sige, at man hørte noget pop, og jeg opdagede, at jeg følte mig tilpas og var god til at aflæse koder for, hvad der var rigtigt. Der betød tøjet også meget, men ellers gik jeg ikke op i tøj. Jeg spillede musik. Det var først, da jeg kom på højskole, at jeg begyndte at lave tøj. Og det var et tilfælde. Det sted, jeg gerne ville have været, var fyldt op, og så sagde min tante, at min kusine Rikke da skulle på en højskole, og der var flere ledige pladser.«

Det var her, det hele begyndte for alvor, og historien er svær at fortælle, fordi alting lyder både simpelt, indlysende, virkelig kringlet og meget usvært, når Henrik Vibskov fortæller. Jamen, han kom på en højskole, hvor han ved hjælp af fravalg (hellere dø end stå på scenen, så ingen teaterlinje) kom på designlinjen, og så søgte han ind på Designskolen, selvom det egentlig ikke havde været planen (med en legendarisk ansøgning, der var konstrueret af vakuumerede syltede agurker, som desværre lækkede og tilsvinede alle andre ansøgninger. Det tog de ikke så pænt på Designskolen).

Han »fyrede den af og byggede tårne af kartofler og tandstikkere til afgangsprøven«, men kom ikke ind. Bagefter gik han på en aftendesignskole på Frederiksberg, mest fordi det gav ret til SU, hvor de andre studerende lavede fine jakker i brokade og sæt i tweed, mens Vibskov lavede sære kreationer og fik læreren til at sige »Henrik er en MAJET speciel ung mand«. Han lavede også nogle shows på Vega. Med en masse munke, husker han. »Det var nok mest for sjov, det var ikke så brugbart.« Og så gik han rundt på Gl. Kongevej i jakker af Rockwool og så noget aparte ud.

»Når mine unge praktikanter spørger, hvorfor jeg altid går i sort tøj, og siger, at jeg, som laver så farverigt tøj, da burde gå i noget mere spraglet, kan jeg kun sige, ’jeg har gjort mit. Jeg har fyret den så meget af. Det er jer, der er bagud.’«

Tøj er vigtigt
Og så kom han ind på den mest prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London, hvor blandt andre Alexander McQueen, Stella McCartney og Phoebe Philo har gået. Deres portrætter hænger på gangen, så de unge studerende kan se dem og vide, hvad de skal leve op til.

Henrik Vibskov ved ikke helt, om han hænger på gangen selv, men han underviser der.

»Måske hænger jeg der, ikke endnu, tror jeg.«

Genert vrid i kroppen.
»Tøj er vigtigt. Det er også derfor, jeg stadig gider lave det. Det er sådan, vi aflæser hinanden. Det er sådan, vi viser, hvem vi er. Tøjet signalerer så meget. Om man er usikker, sikker, om man gemmer sig i sin hættetrøje. Derfor er det interessant at lave, også efter 17-18 år. Det er en vigtig måde at kommunikere på.«

Han kom fra London lidt brat. Hans afgangskollektion med grise havde fået stor opmærksomhed i medierne, og han havde fået et år af sin professor Louise Wilson (som han karakteriserer som »en noget kraftig dame, der er meget skrap.« Hun svinede alle til på »motherfucking low«-måden, så de stod og rystede, når de skulle ind til hende) til at blive og udvikle sin første kollektion, men kort efter fik han et to-årigt legat fra Statens Kunstfond, som egentlig var tænkt til at støtte unge iværksættere med at komme i gang. Så var de sikret en ydelse hver måned. Men han fyrede alle 80.000 kr., han fik det andet år, af på en gang på at sætte en produktion af et par bukser i gang.

»De bukser gjorde det for mig. De var fra min afgangseksamen, og jeg syede nogle stykker og solgte dem og lidt flere og solgte dem. Mig på overlockeren og en ven, der syede sømmene. Det hang slet ikke sammen. Men jeg brugte så pengene på at få produceret en større portion, og så solgte jeg 40 til Nørgaard på Strøget. Dagen efter ringede de derinde fra og sagde, at det var angående bukserne.

De er meget sirlige med ordresedler og styr på tingene, så jeg troede, der var sket en fejl og sagde, at jeg altså havde afleveret dem. »Det ved vi godt, vi har solgt dem, vi vil gerne bestille nogle flere.« Dér gik det op for mig, at det her kunne man tjene penge på. Det her kunne jeg leve af. Det var en af de gange, hvor jeg ramte noget rent, som blev en trend. Det sker nogle få gange, jeg har også prøvet det med mine tørklæder, da jeg fandt en producent, der kunne lave dem med grisene på. Men jeg ved desværre aldrig helt, hvornår det sker igen. Nogle gange har jeg fornemmelsen af, at det er nu, og så laver vi lidt flere, når vi producerer. Andre gange sker det, uden jeg anede det på forhånd.«

Ham, der laver sjovt tøj
Firmaet har omkring 30 ansatte (målt på, hvor mange de er til julefrokosten). De omsætter for et tocifret millionbeløb. Han har ingen investorer og ejer stadig selv firmaet, kun butikkerne har han med en partner. Alligevel er det i Danmark nemt at tænke på Henrik Vibskov som ham, der laver sjovt tøj. Skøre farver, sære snit. Lidt udklædning, lidt klovn. Ikke så nemt at tage helt alvorligt. Næh du, et suit det ved man, hvad er.

Men det er dumt. Henrik Vibskov er den eneste skandinav, der officielt deltager i herremodeugen i Paris, og det har han været siden 2003. Hans tøj sælges verden over, han har egne butikker i København og New York, og han er et navn, som New York Times nævner uden at forklare, hvem han er. Han underviser på Central Saint Martins og The Istituto Europeo Di Design in Madrid og the Antwerp Royal Academy of Fine Art, er censor på designskoler verden over, han har fået verdens største designpris, Söderbergprisen, og han viser nu sin første soloudstilling på Kunstforeningen Gammel Strand, der ellers har lagt navne til udstillinger af Emil Nolde, Per Kirkeby og Kathrine Ærtebjerg.

Han har udstillet på PS1/Moma i New York, Palais de Tokyo i Paris og The Kennedy Center i Washington. Og så spiller han for øvrigt stadig trommer og det på et niveau, så han har turneret verden rundt med Trentemøller, og det, der forhindrede ham i at være med på sidste turne, var hans første datters fødsel. Det er ikke sådan decideret gøgleragtigt, vel?

»Folk vil så gerne sætte andre i boks. Det vil de også med mig. Det forstår jeg godt, det gør alle. Så de ser mig som en ting, og det er nemt at forholde sig til. Hvis jeg skulle beskrive mig selv, ville jeg sige, at jeg arbejder med tekstiler, og at jeg er multidisciplinær.«

Han taler ikke sig selv op. At være en del af Chambre Syndicale og deltage i herremodeugen i Paris som eneste skandinav omtaler han som »noget rundbord, jeg er med i, og det er jo ganske fint,« men derfor irriterer det ham alligevel, når folk enten kalder ham gøgler eller tror, han kun bruger sin tid i København.

»Når vi holder show i København, kommer folk nogle gange hen og siger ’ej, I skulle da næsten tage til udlandet med det der.’ Det show har vi så vist i Paris en måned før. Den her udstilling kommer også fra Paris. Nogle gange tænker jeg, at jeg ikke gider mere i København. I vores budget står der nul ud for show i København, men vi laver det alligevel hvert år, fordi jeg synes, det er vigtigt at vise danskerne noget andet og mere. Der er tusindvis af modeshows, som ligner hinanden, og jeg keder mig nemt selv til dem. Jeg vil gerne prøve noget andet af. Går det galt, giver det også noget. Man er nødt til at satse lidt.«

Giver magi til kollektionerne
Installationerne, som også ledsager hvert modeshow – fra en oppustelig tunge i skarp pink, fugle, der blev hejst op i loftet af kutteklædte mænd, æsler i Søndermarken eller stribede oversize hamsterhjul, modellerne gik inde i - er hans måde at gøre andet end bare at vise tøj frem på. På den måde brander han sine kollektioner. Eller, som hans pr-dame siger, ’giver kollektionerne en magi’. Samtidig fokuserer han på håndværket i kollektionerne. Noget, der er avantgarde og ikke kan gå på Gl. Kongevej, og noget, der er klassisk og flatterende og kan sælges på Gl. Kongevej. Den kombination har givet ham succes.

Hvad fremtiden bringer, ved han ikke. Da han for sjov sagde »jeg går snart på pension,« sagde hans bogholder »det har du sgu ikke råd til.«

»Jeg er jo både en meget stor styrke og en stor hæmsko for mit firma. Sker der noget med mig i morgen, står det skidt til. Hvordan vi løser det, ved jeg ikke. Vi får se. Lige nu går det jo meget godt.«

Sådan endte det.
Meget godt for hele flokken Vibskov. Hans bror blev præst ved Domkirken i Roskilde. Hans søster har en restaurant i Hellerup. Henrik Vibskov har et kreativt imperium.

Han siger farvel og arbejder videre. Han skal have løst det der med kontoret og caféen. Men det går jo nok.