Helt ud af Malene Birgers skygge

Christina Exsteen viste sin klart bedst kollektion for By Malene Birger.

Christina Exsteen præsenterede den nye kollektion på Glyptoteket torsdag eftermiddag. En kollektion som formentlig har gjort selv Malene Birger stolt. Foto: Copenhagen Fashion Week. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ENDELIG!

Christina Exsteen smilede stort efter By Malene Birger showet torsdag på Glyptoket, og det havde hun god grund til. Hun viste sin suverænt bedste kollektion, siden hun overtog den svære plads som Malene Birgers efterfølger i huset, der bærer hendes navn.

Det var som om, at hun havde fundet sig til rette i pladsen, så hun både kunne være sig selv, men samtidig frit bruge de elementer, som Malene Birger selv så suverænt raffinerede.

Det betyder oversat til almindelig dansk, at kollektionen, kom i sindssygt smukke farver, dybe toner - som vi kaldte juvelfarver, sidst de var fremme - en dyb bordeaux, en mørk petroleum, dyb grøn, havde en slank silhuet.

Der var både workwear (man kunne slå ihjel for det pæne mørkeblå jakkesæt med perfekte bukser og en elegant jakke) og festtøj, som ville fungere til voksne kvinders liv. Både det de har på kontoret og det, de dyrker udenfor.

Her var tøj til festerne, men også til hverdagen og allerbedst var der en afslappet elegance over det. En selvsikker kvinde, der kombinerer sit tøj, som det passer hende.

En herrejakke og en blondekjole, en pels svunget over en festkjole med samme nonchalance som var det en badekåbe, en tynd silkekjole med blondekanter og en langærmet blondetrøje med høj hals.

Her var den udsmykning med sten og pailletter, som Birger herself brugte, men brugt anderledes, eksempelvis på lommer, hvor det fik form som store grafiske felter og kun sparsomt på revers.

Her var farvestrejf fra indersiden af en læderjakke, hvor foret frækt var turkis mod det bordeaux ydre, og fra foret i taskerne, som var krænget åbne og båret over armen.

Både de gode bukser til kontoret og den smukke kjole til julefrokosten. Men allermest en fornemmelse af, at her var en designer, der havde fundet ro til at lave det tøj, hun tror på.

Det var fantastisk fint at se, og det er svært at tænke andet end, at Malene Birger som selv for første gang i sæsoner overværede showet må have været glad. Og lidt stolt.

Huset By Malene Birger er virkeligt i gode hænder. Nu.