Hej, efterårshud

Når efteråret rammer ansigtet, kan man snyde sig frisk.

Foto: Thomas Lekfeldt

1. Eneste, jeg har at sige: GE-NI-AL. Den her balm er veludhvilet hud i en bøtte ... Jo ældre, jeg bliver, jo tydeligere bliver det, at huden bliver mat og grå, når jeg er træt. Man smører på, og vupti ser man ud som om, man er frisk. Ikke discokugle-perlemorsfarvet, ikke underlig primer-glat, bare udhvilet og en anelse friskere. Som om man har gået tur i frisk luft og sovet ti timer i knitrende sengetøj. Genial på trætte dage og til jetlag.
Armaniprima Glow-on Moisturizing Balm, 635 kr.

2. Træt kan man jo altid se ud. Urban Decay har lavet en række concealers i forskellige farver, og som amatør skal man være forsigtig, synes jeg, man kommer nemt til at ligne en klovn, der har malet sig i blinde, men den peach udgave er god til mørke rander under og om øjnene (hey, man er vel fyldt 40). Bare sørg for at fordele den med en stor pensel, ikke med fingrene, så bliver det pænest.
175 kr.

Foto: PR. Fold sammen
Læs mere

3. Når ens ansigtskulør skifter fra sommer til efterår (og senere til lyseblå forårsfarve), skal ens foundation også skifte. I stedet for at have flere flasker, har jeg MAC Face and Body Foundation (en god gammel klassiker af en grund, den er helt basic virkelig god, dækker, dækker ikke for meget, men kan lægges i flere lag og fås i mange nuancer) i den farve, jeg bruger om sommeren og en flaske helt hvid.

Når jeg selv falmer, blander jeg mere hvid i. Men ikke i en flaske, i en lille rejsestørrelsesbøtte, ca. til en uge af gangen. På den måde er det nemt at styre, hvor lys den skal være. Samme trick kan bruges med ens egen yndlingsfoundation i normal nuance og den lyseste, mærket fremstiller.
295 kr.

4. Da Tom Ford viste sin efterårskollektion i New York i september, var det den første, der kunne købes med det samme. Og selvfølgelig sendte han også en parfume på gaden samtidig. Ombré Leather er en typisk efterårsduft, der passer forbløffende godt til oktobers uld, drømmen om at få en pels i år og blade, der falder af træerne.
1.480 kr. for 50 ml.