Hård kritik udviklede dansk designer

Peter Jensen fejrer ti års jubilæum som designer af dame- og herretøj og glæder sig over, at han slap væk fra den danske trang til ukritisk tværfaglighed.

Designer Peter Jensen viser sine kollektioner gennem ti år på Designmuseum Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er et sted inde i Peter Jensen, man ikke kan ramme.

Derinde, allerinderst ved han, at han er god nok. Du kan råbe ham ind i hovedet, at alt, hvad han laver, er elendigt, det har han oplevet mange gange i London. Du kan kritisere og diskutere, og han lytter gerne, ja han vil faktisk gerne kritiseres. Han tager det til sig, men han tager det ikke ind. Han tvivler ikke, for der, allerinderst inde, ved han, at han kan noget særligt.

Det er fyldt op med kærlighed og nutellamadder. Med telefonfis, udklædning og et andet menneskes uforbeholdne kærlighed. Peter var fantastisk, uanset hvad, mente Johanne, og det har præget ham.

Peter Jensen er designer. Han laver dame- og herretøj, og det har han gjort i ti år. Det markeres på en udstilling på Designmuseum Danmark, det tidligere Kunstindustrimuseet, dette efterår. Her viser han sine kollektioner, der alle er inspirerede af stærke kvinder, en muse pr. kollektion. Fra skøjteprinsessen Tonya Harding til Gertrude Stein.

Læs også:

Kompromisløs designer
Superdesigner endte i glemsel
Mig og mit hjem: Lampedesigner Tom Rossau

Han er uddannet i London, hvor han stadig bor og har boet så længe, at det nu er hjemme. Han voksede op i Løgstør. Jylland på den lille by og provinsagtige måde. Faderen var tømrer, moderen hjemmehjælper. En storesøster. En helt almindelig barndom. Indtil de andre drenge i klassen begyndte at vokse, og Peter Jensen stadig var barn. Han begyndte at eksperimentere med sin stil. Gå i Matas, købe hårfarve og have voldsomt mahognifarvet hår. Finde sin fars gamle militærting frem og bruge dem. Gå i skole i kjole:

»Det bliver man da mobbet for. Det må jeg sige,« siger han.

Det siger han tit. »Det må jeg sige.«

»Men den var måske også lige lidt kort.«

Han griner.

»Det var dér, min interesse for tøj begyndte. Eller måske mere for hvad stil var. Det var vigtigt for mig. Det var noget, jeg skulle prøve og gøre. Jeg skulle leve det ud, og det gjorde jeg så. Så kan jeg være glad for, at jeg fik gået i de kjoler, jeg skulle som barn. Jeg ved ikke … det var bare sådan. Det skulle jeg,« siger han:

»Jeg kan være meget, meget stædig. Når jeg vil noget, gør jeg det.«

Selv om de mobbede. Det gjorde ikke noget, helt derinde, allerinderst.

Eller da han efter tre år på Danmarks Designskole søgte ind på Central Saint Martins, en særdeles eftertragtet designskole i London.

Modelinjens leder kiggede hans mappe i gennem og sagde: »Det er lort, det er lort og det der, det er også lort. Det hele er lort,« og så kiggede hun op:

»Det eneste interessante ved dig er dine briller.«

Og Peter Jensen blev ikke vred, ked  af det eller sur. Han blev lettet.

»Det var en befrielse at komme til London. Det må jeg sige. I København der var så meget tværfaglighed og gruppearbejde og torsdagsmøder, hvor vi skulle snakke om, at Louise havde menstruation, og hvorfor hun havde det. Der var så lidt faglighed. Kun nogle få fag. Jeg havde Jette With, en ældre dame, der til drapering altid sagde: ’Du sveder på fingerspidserne’ til mig, og jeg var ved at tisse i bukserne, hver gang vi skulle have hende, men den faglighed, den tager man jo med sig. Hun sendte mig ud at skylle hænderne i iskoldt vand, og det husker jeg stadig på,« siger han:

»I London er man stolt af det, man laver. Og man er mere konkret. Øvelsen der er at finde ud af, hvem man selv er. Hvor man kan placere sig i branchen. Jamen, bare, at man skal lave en forretningsplan, hvor man i København skulle være tværfaglige. Og i London får man kritik, virkelig hård kritik. Jeg var virkelig bange, hver gang jeg skulle fremlægge et projekt for skolens leder, og undervejs er det da hårdt, men bagefter forstår man meningen. Så ved man faktisk, hvem man selv er, og hvad man kan og vil.«

Følg modestoffet på Facebook

For det rørte ham ikke inderst inde.

»Det er godt at få kritik. Det udvikler man sig af. Men det bryder man sig ikke om i Danmark. Jeg arbejder som censor på flere modeskoler, og sidst jeg var i Danmark, fik jeg at vide på andendagen, at jeg var for hård. Jeg skulle være sødere ved eleverne, de blev faktisk kede af det, sagde man. Men det forstår jeg ikke. De skal ud og kæmpe om de samme job i den samme internationale branche. Så nytter det ikke, at de er vant til, at alle taler sødt til dem.«

Han har selv klaret sig. Godt i et lille firma med seks ansatte. Sælger til 120 personer. Han ejer selv 70 procent. Bestemmer selv. Er kun sig selv og helt sig selv og vil helst have det sådan.

»Det er det eneste, jeg er god til. Jeg ved, jeg kan det her. Der er ikke rigtigt andet, jeg kan. Jo, jeg er god til at gøre rent, rigtig god, det må jeg sige. Men ellers kan jeg ikke andet,« siger han.

Han drømmer om at få lidt flere ansatte, så han kan slippe for at rejse så meget. Være mere hjemme. Han elsker at se fjernsyn. Og spille kort – men kun med folk, der hader at tabe. Dem, der er ligeglade, er kedelige at spille med. Slapper han af, ser han Matador. Yndlingsafsnittet er »Lauras Store dag.«

Han er fascineret af kvinder. Stærke kvinder. Som hans mormor og farmor var. Hver sæson bygger han sin kollektion op om en muse. En kvinde, som han bruger som inspiration. Det kan være Jodie Foster eller Tonya Hardinger, skøjteprinsessen, som forsøgte at skade sin modstander, kort før OL:

»De er et arbejdsredskab for mig, muserne. Jeg bruger dem både til at kunne forklare mit team, hvad det er, vi laver, men de giver også noget selv til kollektionerne og til showet. De skaber et univers, og de er et arbejdsredskab, så jeg jeg kan blive ved med at få ideer. Selv om jeg egentligt ikke er bekymret. Det er det her, jeg kan.«

Og så er vi tilbage inderst inde. I troen på, at han er, ikke bare god nok, men god.

Den kommer også fra Johanne. En ældre kvinde, noget ældre end hans forældre, som boede overfor. Som passede ham som barn, og som han besøgte hver eneste dag efter skoletid. Her fik han nutella på franskbrød og lov til at klæde sig ud og lege.

Læs også:

Kompromisløs designer
Superdesigner endte i glemsel
Mig og mit hjem: Lampedesigner Tom Rossau

»Hun var en herlig dame, det må man sige. Men man var enten inde i varmen eller ude. Kunne hun  lide folk, jamen så kunne hun lide dem, kunne hun ikke, så kunne hun virkeligt ikke lide dem. Der boede en dame overfor, som sov til middag. Hende brød hun sig ikke om. Så hver dag ringede vi til hende, når hun var gået i seng. Når hun tog røret, smed vi på. Hver dag,« siger han:

»Jo, hun var speciel. Men for hende kunne jeg ikke gøre noget galt. Overhovedet. Alting var godt, og jeg var fantastisk. Hun var fuldstændigt ligeglad, fuldstændigt, da jeg begyndte at gå i kjoler. Min mor var bekymret, for hvad ville min far synes. Johanne var ligeglad. Jeg kunne ikke gøre noget som helst forkert. Aldrig nogen sinde. Det er der, det kommer fra, tror jeg.«

Han nikker:

»Det må jeg sige.«