Fremadstormende Le Fix: Fra graffiti til gazelle

Le Fix har fået Gazelle-status som hurtigtvoksende virksomhed. Det københavnske mode-, kunst-, tatoveringskollektiv har rod i 1980ernes graffitimiljø, men favner i dag både gamle diskere og hiphoppere – og en hel generation af unge. For en Lacoste poloshirt kan betyde noget for dig, og noget andet for mig – men den betyder noget.

Peter (th) og Benny (tv), partnere i tøjkæden og brandet Le Fix. Her er det Peter
Læs mere
Fold sammen

Der hænger tre stykker tøj i Le Fix. Der hænger selvfølgelig flere hundreder som i alle andre modebutikker, men vi skal tale om tre af dem. En hvid Lacoste poloshirt. En Fila træningstrøje. Og en mørkeblå sømandstrøje fra S.N.S. Herning.

Når jeg ser den hvide Lacoste poloshirt, tænker jeg på Henri Leconte. Jeg er gammel tennisspiller, og som teenager i starten af 80erne, da den røde grus var længst inde under huden på mig og skurrede i mit blod, var den lidt aparte franske tennisspiller ham, der spillede i hvide Lacoste-trøjer og shorts.

Fila træningstrøjen får mig til at tænke på Björn Borg. Han spillede i det italienske sportsmærke. McEnroe spillede i Sergio Tacchini. Guillermo Vilas i Ellesse. Og Nastase og Lendl i Adidas. På vores regnehæfter i skolen skrev vi navnene på spillerne, ketcherne og tøjet: »Vitas Gerulaitis. Snauwaert. Sergio Tacchini«.

Her 35 år efter er alle de nævnte tøjmærker repræsenteret i Le Fix. Men når kreativ direktør Benny Kusk ser Lacoste, tænker han ikke på tennis. Han tænker på hiphop fra slut-1980erne: EPMD – Eric and Parrish Makin’ Dollars. Og når salgsdirektør Peter Johansen ser Fila, ser han rapperen L.L. Cool J for sig. Adidas er for dem begge uløseligt forbundet med gruppen Run DMC. Og Ellesse og Sergio Tacchini får dem til at tænke på fodbold og fankulturens særlige dresscode.

Jeg er født i ’69. Peter Johansen og Benny Kusk er født i ’73 og ’74. Der er med andre ord fire-fem års forskel på os. Det gjorde en kæmpe forskel dengang. I dag er det ikke så vigtigt. Vi tilhører alle den første generation af »brand kids« – eller mærkevaredyr, som det blev kaldt.

Vores ældre søskende, der var unge i 70erne, og generationerne før dem, lå også under for moden, men for dem var det ikke afgørende, hvilket mærke der sad på afghanerpelsen eller kassebukserne – der sad i øvrigt ikke noget mærke, jo, måske i nakken, men i hvert fald ikke på brystet.

For os var mærkerne altafgørende. Og som alt andet, man har følt så stærkt for, er det kun naturligt stadig at have en vis loyalitet over for mærkerne og måske også blive nostalgisk omkring dem.

Det er her, Le Fix kommer ind i billedet.

Fra graffiti til gazelle

Pede og Benny Bee, som de to kaldes til daglig, står bag modedelen af Le Fix og Le Fix Gallery. De har butikken i Guldbergsgade på Nørrebro, hvor det hele startede, men styrer i dag deres forretning fra et fire etagers baghus i Kronprinsensgade, hvor de har tøjbutik i to etager samt galleri og administration. Navnet Le Fix dækker også over et træværksted og tatoveringsbutikkerne Le Fix Tattoo Nørrebro og Le Fix City Tattoo i Købmagergade.

De forskellige afdelinger er delt op i selvstændige selskaber, men de fem-seks indehavere er gamle venner, og hver især bidrager de til det særlige Le Fix-univers. Et vildtvoksende sammensurium af interesser og subkulturer, der alle går tilbage til det danske skateboard-, graffiti- og hiphopmiljø i sidste halvdel af 80erne. Og som trods mangel på alt, hvad der hedder busi-nessplaner og virksomhedsstrategier, har fat i den lange ende.

Le Fix er netop blevet udnævnt som Gazelle-virksomhed af dagbladet Børsen, hvilket dækker over, at man over en fire-årig periode har haft kontinuerlig vækst og har fordoblet sin omsætning eller bruttoresultat.

Opvæksten

Peter

Foto: Asger Ladefoged. Peter Johansen. Fold sammen
Læs mere

»Jeg voksede op i Tåstrup,« starter Peter Johansen. »Den ene halvdel af mine venner var noget ældre end mig. De rendte rundt med langt hår og grønjakker og hørte Metallica og Judas Priest. Den fik ikke for lidt med stramme cowboybukser. Den anden halvdel ville identificere sig på en ny måde og begyndte at høre amerikansk hiphop.

De kiggede på kulturen i USA. Graffiti på togene. De begyndte at gå i løsere tøj og basketbluser. Jeg selv gik i hvid T-shirt og bomberjakke som rockerne og dem, der hørte metal. Og så brede bukser og brogue-sko som hiphopperne. Så kom Bros-skjorterne, ikke silke og heller ikke satin, men derhen ad og sådan lidt oversize.

Jeg fik skudt huller i begge ører, og så var det ind på Daddy’s Dancehall som 17-årig og forsøge at ligne en på 23. Min søster var postpunker, så jeg var også vildt interesseret i det, der skete i England. Jeg lyttede til The Cure og New Order. Jeg begyndte på en mere skjortet stil, lyse cowboybukser og sikkerhedssko, som vi filede læderet af med en nedstryger, så vi fik metalsnude foran på skoene. Så kom jeg i lære som slagter.

Min far døde i en relativ ung alder, og jeg har nok været rimelig rowdy, utilpasset. Jeg voksede op ved siden af en slagter, og slagtermesteren havde fulgt med i mit liv og vidste, at min far var død. Min mor havde også talt med ham, og en dag kom han og tilbød mig en læreplads, når jeg var færdig med folkeskolen. Jeg tænkte »Puha!«. Så skulle jeg ikke tænke på gymnasium eller handelskole eller noget andet. Så var dén på plads.

Da jeg havde været der et par måneder, fik jeg at vide, at så slapper vi lige lidt af ude i byen. »Nu repræsenterer du slagterbutikken, så stop med at lave ballade.« Halvvejs gennem uddannelsen gik jeg ind til slagtermesteren og sagde »Hey, jeg skal ikke være slagter, det er ikke mig.« Og så sagde han »Det vidste jeg sgu godt, men der er aldrig nogen, der er stoppet her.«

Så jeg gjorde min uddannelse færdig, stoppede dagen efter og tog i militæret. Der mødte jeg Morten, som jeg åbnede Pede & Stoffer med.«

Benny

Foto: Asger Ladefoged. Benny Kusk. Fold sammen
Læs mere

»Jeg voksede op i en kollektiv-agtig ejendom i Silkeborg,« starter Benny Kusk. »DR havde et program, der hed »Biffen«, og de viste graffitifilmen »Style Wars«, hvor man så alle legenderne fra USA, som stadig er legender og i dag sælger malerier til en halv million. Den film triggede Danmark. Nogle var ude og male samme dag, som den blev vist.

Dengang var det med autolak, som kom i otte forskellige farver, i dag er det graffitimaling til graffitimalere – der er flere hundreder at vælge imellem, og det er en kæmpe industri. Første gang, jeg selv malede, var på et Carlsberg øldepot langs banen i Silkeborg.

Jeg havde tegnet op og fyldt ud, som det hedder, og så skulle jeg gøre det færdigt, men det var blevet alt for mørkt, og jeg kunne ikke se noget. Jeg var 11 år. Så jeg stod bare og tænkte »Hvordan faen gør man det her?« Hjemme i kollektivet var alle typer repræsenteret. Der var nogle, vi kaldte hippier, selv om de ikke var rigtige hippier.

En af dem tegnede os altid i hovedet, hvis man var gået kold. Så vågnede man op med briller på. Så en dag klippede vi hans hestehale af og lagde den pænt på hans bryst, mens han lå og sov. Det var sådan, man tænkte. Hippierne og hiphopperne.

I ’87 flyttede jeg til København sammen med min mor. Graffitikulturen var større i København, og jeg fik hurtigt mange venner, der havde samme interesse. Da jeg skulle have en uddannelse, flyttede jeg tilbage til Silkeborg og gik på Teko i Herning hver dag, hvor jeg uddannede mig til skrædder og produktudvikler.«

En butik i Silkeborg og en sort skraldesæk på Christianiacyklen

De to mødte hinanden i 1990erne. Peter Johansen var på det tidspunkt den ene halvdel af den nyskabende tøjbutik Pede & Stoffer i Klosterstræde, som i britpop-årene med bands som Oasis og Verve var blandt de første i København til at tage sneakers ind i en modebutik og lægge et par Adidas ved siden af et italiensk jakkesæt.

Benny Kusk arbejdede for det Christiania-baserede streetwear-mærke Alis og havde startet hobbyprojektet Le Fix på sidelinjen med de to barndomsvenner Rasmus Jacobsen og Jesper Holm, der i dag arbejder med kunst og tatovering under Le Fix-navnet.

Navnet kom efter Fix, en ældre dames fine butik i Silkeborg, og fik tilført et lille franskklingende »Le« under et ophold i New York. Her fik Benny Bee signeret et værk af graffitikunstneren Futura 2000 og fik ham til at stile det til Le Fix.

»Han har en meget kendetegnende håndskrift, og da man først så navnet der på tegningen, havde man ikke andre muligheder. Det så bare rigtigt ud,« husker han. Futura, som han kalder sig nu, har Andy Warhol-status inden for sit felt i dag og sælger sine værker til svimlende beløb.

Denne tidlige udgave af Le Fix lavede T-shirts med graffiti-print og blev nærmest overnight et hit i Japan. De fik deres tøj ind i de vigtigste japanske butikker, og da det gik vildest for sig, solgte de 6.000 stykker tøj per sæson. Samtidig kom Kaj til verden. Benny Kusk havde syet en lille hætteklædt og benløs skabning, som japanerne tog til sig som maskot og begyndte at samle på. I dag er Kaj-logoet på Le Fix’ egne produkter.

En regnvejrsdag omkring årtusindskiftet kom Benny Kusk forbi Pede & Stoffer med en sort skraldesæk på Christianiacyklen. Han havde nogle rester af »det der Le Fix« – om de ville prøve dem af i Pede & Stoffer? Det ville de gerne.

»Det blev solgt på en uge,« husker Peter Johansen om starten på deres venskab. »Vi fandt ud af, at vi havde en masse fælles bekendte og en fælles interesse for tøj. Med Pede & Stoffer var jeg landet et sted, hvor det hele gik op i en højere enhed for mig. Jeg interesserede mig for musik, for mennesker, der havde kant, og for at lave forretning. I tøjbranchen blev det hele bundet sammen.

Jeg havde mange venner, der lavede prints på T-shirts, men det blev tit meget outreret. Benny havde en uddannelse, hvor det ikke stak af for ham. Han havde en mere dybdegående interesse for tøj og ramte den altid meget godt på sømmet, hver gang vi talte sammen. Enten kendte jeg ikke det, han talte om, men blev inspireret af det. Eller også kendte jeg det i forvejen og delte hans begejstring.«

Men der gik noget tid, før de to fandt sammen professionelt. Peter Johansen forlod Pede & Stoffer og begyndte at arbejde for smykkefirmaet Arena. Benny Kusk stressede over succesen i Japan og ville gerne tilbage til graffitien og hellige sig sin kunst et par år. Han spurgte japanerne, om de kunne holde en pause i leveringen på to år.

»Det kunne vi sagtens. Da vi så vendte tilbage, sagde de: »Hvem er I?« Man holder vist ikke lige en pause i Japan, tror jeg,« siger han i dag med et tørt grin. »Det var nu heller ikke en særlig god forretning. Det var nogle svære produkter at håndtere, og trods al hypen fik vi ikke meget ud af det.«

De voksne gadedrenge

Foto: Asger Ladefoged. Le Fix handler ikke kun om tøj, men at forbinde interesser. Fold sammen
Læs mere

Det skulle derfor være anderledes, da Benny Kusk, Peter Johansen og den tredje partner Valdemar Kludt i 2007 teamede op om Le Fix version 2.0. For at se, om man kunne blive ved med at dyrke sine interesser og have det sjovt og samtidig prøve at lave business ud af det. De blev mere og mere bevidste om værdien af deres fælles baggrund – og at der gik mange rundt i København som dem.

Da de danske hiphoppere i Malk De Koijn gav gratis koncert på Rådhuspladsen i København i 2009, kan jeg huske, at jeg kiggede mig omkring på publikum. Jeg var målløs over, hvordan de fleste kunne hvert et ord i de alt andet end nemme tekster. Jeg gætter på et stort sammenfald mellem den flok og Le Fix’ kunder.

Og når foldboldfans drager mod Parken til endnu en kamp iført klassiske engelske Baracuta-vindjakker og Clarks Wallabees ruskindssko og måske en hvid button-down skjorte, er der stor sandsynlighed for, at de har stemt den alt andet end tilfældige uniform af hos Le Fix.

»Vi er voksne gadedrenge, og vi henvender os til voksne gadedrenge. Hvordan skal man karakterisere ham? Er du god mod ham, er han bedre mod dig. Er du grim mod ham, er han grimmere ved dig. Men vi opfører os ordentligt. Vi er godt opdraget hjemmefra. Jeg er selv opdraget med, at hvis jeg ikke lavede ballade, til jeg var 25 år, så var jeg ikke en ordentlig dreng. Hvis jeg lavede ballade, efter jeg var 25, så var jeg ikke en ordentlig mand,« forklarer Peter Johansen i et forsøg på at definere det spændingsfelt, Le Fix opererer i.

Benny Kusk kommer med sit bud:

»Verdens bedste fodboldspiller er Messi. Han blev kåret igen her for nylig. Men han er en vildt kedelig person, som ikke giver det samme, som for eksempel Cantona gjorde. På samme måde tror jeg også, at vi kommer længere med frækhed. Du behøver ikke være verdens bedste, det er bedre at være god til noget og lidt fræk, bare du er skabende. Sådan ser jeg også os selv. Vi er ikke rigtig accepteret i fashionverdenen, men vi gør det, vi synes, der skal gøres. Og vi er tro mod det, vi kommer fra.«

»Når folk parodierer hiphop, er det altid noget med »Vi er true« eller »Vi er loyal«. Det er de ord, de altid kaster ind for at lave sjov med det. Ordene bliver misbrugt og vandaliseret, men de bliver jo også brugt, fordi der er hold i dem. Der er noget ærlighed i det, fordi det netop ikke er en modeting eller en sæsonting.«

»Du kommer ikke til at se os sidde i »Godmorgen Danmark« og sige, at den her sæson skal du gå i gråt, og du skal have flagret bukser på, og du skal dit, og du skal dat. Vi er meget mere kontinuerlige i den stil eller produktgruppe, som vi står bag,« siger Peter Johansen.

»Jeg plejer at sige, at vi arbejder på samme måde, som når Coca-Cola ændrer smag. De gør det så langsomt, at man ikke opdager det. Vi ændrer os heller ikke radikalt fra sæson til sæson, men har et langsomt flow. Vi arbejder med at ændre os, det er man nødt til, men over længere tid,« forklarer Benny Kusk.

»Vi elsker mode lyder måske lidt forkert, for mode er ikke noget, vi går særlig meget op i«

Foto: Asger Ladefoged. »Sådan ser jeg også os selv. Vi er ikke rigtig accepteret i fashionverdenen, men vi gør det, vi synes, der skal gøres« Fold sammen
Læs mere

Der hænger tre stykker tøj i Le Fix. Vi har talt om Lacoste og Fila. Tilbage er der den kraftige mørkeblå uldtrøje fra S.N.S. Herning. Når jeg ser den, tænker jeg længere tilbage end 80erne. Jeg tænker på gamle lysbilleder af mine ældre søskende. De ligner noget fra en gammel Far Til Fire-film, når de trækker en stor kælk gennem skoven i Odder i starten af 1960erne sammen med min far, der har smalle bukser og ikke så meget som et gråt stænk i det ravnsorte hår.

Jeg har selv tre af strikketrøjerne, og den nyeste af dem har jeg snart haft i ti år. Min søn på 19 ønsker sig en til jul. Vi kan med andre ord risikere at købe vores tøj i den samme butik. Vi er begge i målgruppen. En teenager og en mand på snart 50. Det lyder patetisk. Er det måske også.

Men ikke ifølge Le Fix. De mener, at der findes en bred farbar vej, hvor en efterhånden ældre aldersgruppe kan købe sit tøj uden at være en desperat børnevoksen med hængerøv og beanie – eller en »bøv«, som det hed for nogle år siden.

»Vi har kunder på vores egen alder, der kommer ind i butikken og skynder sig at sige: »Det er til min søn eller fætter.« Hvor vi siger: »Prøv nu at kigge dig omkring, det er faktisk også til dig.« De går derfra med en pose i hånden og et smil på munden, for det er også til dem.

Vi er mange, der er »de første brand kids«. Produkterne fra 80erne er en fortælling, som vi genskaber for nogen, som måske har ladet den gå for nogle år siden, men stadig kan se noget kærlighed og romantik i det.

Og så er der dem, som har fulgt med hele tiden, hvor det bare er en naturlig emotion at nå hertil i dag.

Strikketrøjen fra S.N.S. er det, man kalder en carry-over. Det er vedvarende produkter, der aldrig kommer på udsalg, men ligger over fra sæson til sæson, fordi de har en vis kvalitet og historie.

Man går ikke ind og ændrer på den, for den er allerede lavet på den optimale måde. Halvdelen af Le Fix’ egne produkter er også på den måde. Resten laver vi, så de kommer hver anden måned, for især de unge også gerne vil have, at der sker noget nyt, og at der er en løbende udvikling,« forklarer Peter Johansen.

»De unge rykker jo også os,« indskyder Benny Kusk. »Man mødes med dem, og de tager tingene et andet sted. Vi er jo også nødt til at transformere os til nutiden. Det gælder graffiti, det gælder mode, det gælder alt. Vores rolle som brand er at få det hele til at hænge sammen. Vi elsker sport, og vi elsker kunst – vi elsker mode lyder måske lidt forkert, for mode er ikke noget, vi går særlig meget op i. Men vi forsøger at kapsle det hele ind,« siger Benny Kusk.

»Og de to kan sagtens mødes,« mener Peter Johansen. »Der kommer et tidspunkt, hvor man uden at være belærende møder en ny generation, der interesserer sig for det samme som dig, og som gerne vil vide, hvordan det var dengang i slut-1980erne. Man har et ansvar for at få fortalt tingene til de unge. Uden at sige »Gør sådan og sådan!«.«

Når de unge kommer forbi Le Fix, kan de for eksempel se originalværket til Malk De Koijns seneste album. Det er Benny Bee, der har broderet gruppens navn som et stykke graffiti. Det er ikke til salg, men det er graffitien og streetarten i Le Fix Gallery på 3. salen.

De kan komme forbi og se en original spraydåse fra det norske firma Quick udstillet som et vigtigt historisk vidnesbyrd – fra dengang man malede graffiti med autolak og radiatormaling. Men tegningen fra Futura 2000, hvor navnet Le Fix blev født, må de tænke sig til. Det er for risikabelt at have det værk liggende fremme.