Fra Løgstør til London

Hvis man kan finde humoren i som dreng at vokse op i Nordjylland og drømme om at blive tøjdesigner og samtidig slås med de fordomme, det fører med sig, kan man nå langt. Det har Peter Jensen gjort. I dag sælger han sit skæve, eksklusive design fra London

Foto: Erik Refner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Shit. Shit. Shit.« Det er det afgørende øjeblik i Peter Jensens karriere. Han befinder sig på kontoret hos Louise Wilson, den enevældige kreative leder på designskolen Central St. Martins, og det, hun kommenterer, er Peter Jensens mappe. Han er til optagelsessamtale på den prestigefyldte skole, og det går ikke godt.

»This is student crap!« fortsætter den store tykke dame med det knaldrøde hår. Hun er klædt i sort fra top til tå og har sølvsmykker hængende, hvor hun har kunnet finde plads til det. Over hendes hånd siver røgen fra en af dagens 30-40 cigaretter.

Peter Jensen er rejst til London fra København for at søge om optagelse på skolen, men det føles som om, han kommer meget langvejs fra. Som om verden venter lige på den anden side af døren til det røgfyldte lokale. Hvis hun altså åbner den. Peter Jensen spørger, om han må tænde en smøg.

»Det er kun mine yndlingselever, der må ryge herinde,« svarer hun. Det gør udslaget.

Han synker genertheden og ekkoer hendes toneleje med påtaget provokation:

»Er der da slet ikke noget, du kan lide?«

Hun kan godt lide hans briller, det må hun indrømme. Og den ramponerede kuffert, han har fundet i en container, og som han opbevarer sine billeder i, fordi han ikke har råd til en rigtig mappe af skind.

»Er jeg så kommet ind?« spørger han.

Peter Jensen mindes episoden over en latte hos Starbucks i Københavns Lufthavn. M/S møder ham, da han er på vej hjem til London efter at have besøgt den danske modeuge med sin efterårs- og vinterkollektion. Man kan allerede få hans mærke i udvalgte butikker, men flere har vist interesse for at forhandle »Peter Jensen«.

Nu er det ti år siden, den nørdede nordjyde blev optaget på Nordeuropas fineste designskole. De markante brune briller fra Synoptik har han stadigvæk, for de er blevet hans varemærke. Ellers er meget forandret.

Peter Jensen er blevet et navn i Londons modeverden. To gange årligt præsenterer han en ny kollektion under den engelske modeuge. Hans tøj sælges i butikker internationalt fra London til Tokyo. Orlando Bloom går i hans herretøj, og blandt hans kvindelige kunder er Amy Winehouse. Han tilhører den skare af yngre talenter, som TopShop har udvalgt til at designe sin eksklusive linje, og følger dermed i fodsporene på blandt andre Alexander McQueen. Han kommer stadig jævnligt på Louise Wilsons kontor på Central St. Martins, men nu sidder han ved siden af hende som kreativ leder af Men’s Wear på masteruddannelsen og er med til at udvælge de nye elever.

Den 37-årige designer ligner ellers ikke én, der flyver på business class. Han er klædt i lysebrune fløjlsbukser fra Levi’s, en lyseblå pullover og grønne Adidas. Han er middelhøj og slank på en måde, der får ham til at se drenget ud. Han har stadig ikke nogen mappe, men bærer på en skoletaske i grønt skind.

»Jeg er en bonderøv – det har jeg lov til at være,« siger Peter Jensen, der jævnligt griner af sig selv. I maj var han gæst ved en storstilet gallaaften i New York, som blev holdt af TopShop:

»Der var alle de berømtheder, man overhovedet kan komme i tanke om,« siger Peter Jensen, der sad lige i nærheden af Winona Ryder, og som var indkvarteret på Hotel 60 Thompson ligesom Brad Pitt og Hilary Swank. Udenfor røg han cigaretter med Marc Jacobs og Chloë Sevigny. Men hans borddame gjorde det største indtryk:

»Jeg sad ved siden af en milliardær fra Texas. Hun hed Miss Trash, og så er det ikke en gang løgn. Hun var helt overlæsset med diamanter, så jeg spurgte, om de var ægte, og om jeg måtte røre ved dem,« siger han.

»Are you kidding me?« råbte hun som svar, og det var begyndelsen til en smukt venskab. Miss Trash hører nu til Peter Jensens faste kunder.

Han taler med en blød, lys stemmeføring. Tilsat flade nordjyske vokaler. To dele let affekteret modebøsse á la London samt en del nordjysk bonderøv, hvis man skal bruge klichéerne. På én gang jordnær og særpræget. Tilsammen forunderligt betagende.

Peter Jensens tykke brilleglas – han har plus 4,5 på det ene øje og ca. plus 3 på det andet – får hans blik til at virke naivt eller troskyldigt. Måske er det en del af det nørdede image. Da M/S nogle uger senere besøger ham backstage i London, før han skal præsentere sin nyeste kollektion – forårs- og sommertøjet 2008 – gør han en ekstra dyd ud af det naive udtryk med de kuglerunde øjne, da Vogues fotograf foreviger ham i selskab med nogle af modellerne. Det ville ikke desto mindre passe godt til det tilnavn, hans stil har fået – nørd-chik. Men det vender vi tilbage til. Først tager vi turen med Peter Jensen fra barndomshjemmet i Løgstør til London.

Peter Jensen er født 24. marts 1970 i et gult murstenshus, hans far selv har bygget. Hans søster Hanne er syv år ældre, og Peter voksede i praksis op som enebarn. Fra haven var der udsigt til fjorden, foran huset var en lille forhave og en carport. Familien havde bil, men Peter kan ikke huske hvilket mærke, for biler optog ham over overhovedet ikke. Interesserne var Daisy-dukker, ABBA og veninderne Mette og Anita.

»Jeg fik for det meste lov til at være, som jeg var. Min far brød sig ikke om, at jeg legede med dukker og tog dem fra mig, når han så dem. Min mor lagde indimellem pres på mig og sagde, nu kan du altså godt gå til noget sport,« siger Peter Jensen, der meget mod sin vilje blev meldt til jollesejlads.

»Det kunne jeg slet ikke finde ud af. Jeg gik med til det én gang, men jeg sejlede rundt uden at komme nogen steder. Hun var nok en lille smule flov over, at hendes søn ikke opførte sig helt, som drenge skulle. Jeg ved ikke, om det direkte generede mig. De lod mig være et langt stykke ad vejen. Men ind imellem blev det lidt for meget, at jeg var så anderledes. Jeg gik langt ud over normaliteten i den lille by.«

Hans forældre havde etableret et køkkenfirma, og arbejdet som selvstændige tog det meste af deres tid.

»Mine forældre var en del af det her selvstændige Danmark, som jeg fornemmer, at der var et boom indenfor i 1970erne og 1980erne. De har altid haft utroligt travlt. Min far tog afsted, før vi stod op om morgenen, og kom hjem, når der skulle spises til middag. Jeg så ikke meget til ham. Jeg havde ikke en stor, stærk mandefigur i min barndom. Jeg har været omgivet af mange flere kvindefigurer.«

Når hans far ikke arbejdede, passede han sin hobby, brevduerne i et skur i baghaven. Hver eftermiddag blev Peter hentet fra skole af en ældre dame, der hed Johanne, som boede i huset overfor.

»Hun betød meget for mig, for der var ingen grænser hos hende. Det var et kæmpe frirum. Hun lærte mig at drikke kaffe meget tidligt. Hun havde nogle veninder, fru Søgaard og fru Mortensen, der kom og skulle have kaffe og ryge cigarer. Så sad jeg og drak kaffe med dem eller friserede deres hår – det lyder sikkert helt åndssvagt, men altså, jeg måtte alt, også hoppe i sofaen.«

Johanne blev en reservebedstemor for Peter, og da hun døde for to år siden, efterlod hun sit hus til ham. Senere da han blev teenager, var hans største interesse at sy, og sammen med veninderne farvede han sit hår mahognirødt.

»På det tidspunkt er det vigtigt, at man er en del af den samme kødrand, og det var jeg bestemt ikke. Jeg skilte mig meget ud, og man kan ikke gemme sig i en lille by,« siger han.

Når han mødte i skolen om morgenen, skete det, at dørmåtten blev trukket væk under ham. Han blev også kaldt øgenavne, han i dag har fortrængt.

Da Peter Jensen første gang nævner, at han blev mobbet, er det i en bisætning. Først da han bliver spurgt direkte, hvordan det var at være anderledes, er det som om, han kommer i tanker om det:

»Jeg tror, man har det sådan, at hvis man bliver mobbet dagligt i to-tre år, så tror jeg, at man får en styrke inden i sig selv – en »jeg skal fandme vise jer, I kan bare vente jer«. På et tidspunkt, hvor det var begyndt at gå mig godt, kom jeg tilbage og så hende der Tina, som var blevet småtyk og har fået tre børn. Hun er gift, men det går ikke så godt, får man at vide. Så tænker man, »der kan du bare se«,« siger Peter Jensen og tilføjer: »Nu er jeg sådan set ligeglad.«

Den nordjyske mentalitet, han er rundet af, har både været en udfordring og en hjælp. Det nordjyske behov for at afdramatisere tingene har været en styrke i den krukkede modeverden, synes han.

»Et eller andet sted er jeg glad for, at jeg er vokset op i sådan et lille samfund. Når jeg ser tilbage, har det givet mig en mulighed for at leve i min egen lille verden. Der var ikke så meget at give sig til, så jeg var nødt til at skabe mit eget univers.«

Eftermiddagene tilbragte Peter på sit værelse, hvor han lyttede til P4 i P1. Eller også syede han. I 8. klasse var han i erhvervspraktik i nabobyen Års i en tøjbutik, der hed »Torben«:

»Det gjorde stort indtryk på mig,« siger Peter Jensen og mindes sin første store modeoplevelse:

»De havde de fedeste Levi’s bukser, jeg nogensinde havde set. Det var liv eller død – dem måtte jeg bare have. Det var her min dannelse begyndte, kan man sige, og her jeg begyndte at klæde mig anderledes,« siger Peter Jensen.

»Bukserne skulle jo være helt stramme i lårene, så jeg måtte selv sy dem ind. Så gik jeg med de der helt stramme jeans og en stor skjorte over med lange ærmer og store basketballstøvler.«

Forbilledet var Boy George og de danske sangerinder.

»Jeg så Lis Sørensen i fjernsynet med et leopardbælte, så jeg kørte ind til stofbutikken i Løgstør og købte leopardplettet stof. Jeg klippede det ud og limede det på mit bælte. Mit største ønske var leopardbukser som dem, Sanne Salomonsen havde.«

Peter syede også tøj til tykke Karina inde ved siden af, for hun havde svært ved at finde smart tøj i sin størrelse:

»Der skulle meget stof til, for i 1980erne var moden jo voluminøs med store flagermuseærmer og den slags.«

En lørdag så han i Jarl Friis-Mikkelsens talkshow nogle elever fra Danmarks Designskole, og blandt dem var en enkelt fyr. Den aften tog Peter Jensens liv retning, men nogenlunde samtidig dukkede andre udfordringer op.

Som 15-årig fandt han ud af, at han er bøsse, og det var en udfordring et forholde sig til i det lille samfund.

»Jeg har en onkel, der kaldte mig Petrea, da jeg var lille. Jeg kunne ikke finde ud af hvorfor, for jeg kendte ikke navnet. Han har sikkert set noget, jeg ikke havde opdaget endnu. Men det kom ind i min bevidsthed meget tidligt,« siger Peter Jensen.

»Det har ikke været sådan »jeg bøsse, og nu skal jeg fortælle det til verden«. Jeg er gået stille med dørene og jeg lever et helt normalt liv. Der er ikke så meget slinger i valsen. Der ligger altid en eller anden forventning om, at så er man lidt fimset eller feminin. En dragqueen. Jeg gider ikke repræsentere det klichebillede. Jeg har fortalt mine forældre det og de tog det meget stille og roligt. Det var mest min mor, der lavede lidt drama. Min far kommer fra en familie med meget humor og han er god til at tage tingene oppe fra og ned.«

»Det er fra min fars side af familien, at jeg har arvet den humoristiske side. Min far er tolerant. Han har accepteret det nu. Det ved jeg, at han har, men det er kommet sent. Min far har... Jeg har aldrig følt, at jeg har lært ham at kende. Det er først nu, at jeg føler, at jeg lærer ham at kende. Meget sent i livet. Jeg kan se nu, at han elskede de forbandede duer. Det var det, han gjorde, så behøvede han ikke at koncentrere sig så meget om, hvad der skete inde i huset. Det var nok træls for min mor, men sådan var det,« siger Peter Jensen og fortsætter tøvende:

»Nu er de stolte af mig, men det er stadig svært. Det er ligesom, man har noget bagage med. Før i tiden har jeg indimellem tænkt, at der var nogle ting, jeg skulle arbejde igennem, når jeg blev ældre. Nu kan jeg måske mærke, at den tid er ved at være der.«

De første år efter skolen husker han med blandede følelser. Peter Jensen kom på efterskole, hvor han fandt ligesindede, der ligesom han var interesserede i det kreative. Samtidig var han usikker på sig selv, når det gjaldt stort set alt andet.

»Da jeg flyttede til Århus, havde jeg en meget smuk ven, en fyr, der var typen, som alle kom hen til og sagde, »nej, hvor er du altså bare pæn«. Jeg stod bagved og følte mig ikke som noget særligt.«

I dag er han gift med engelske Daniel, som han lærte at kende gennem en fælles ven for syv år siden. Sammen bor de i det fashionable Primrose Hill i et blåt townhouse ved siden af Regent Park og lige over for Jamie Olivers hus.

Men dengang smertede usikkerheden på hans egen tiltrækningskraft. Han tvivlede en del mindre på sig selv, når det gjaldt talentet for at designe tøj.

På det punkt gik det stærkt. Omkring Skjals Håndarbejdsskole. Århus Skrædderskole. Et halvt års jobtræning hos skrædderne på Århus Teater. Og en bachelor på Danmarks Designskole i København, hvor han kom ind i første forsøg. Indtil han den varme dag i maj 1997 stod på Louise Wilsons kontor på Central St. Martins i London.

»Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at skulle tilbage til København og til Designskolen. Jeg syntes, det var et hul i jorden,« siger Peter Jensen, der beskriver Danmarks Designskole dengang som et sted, hvor moden blev håbløst underprioriteret til fordel for møbeldesign:

»Det er sikkert blevet bedre i dag, men dengang var det ikke særligt fint. Jeg kunne heller ikke lide, at man skulle læsse så meget på tøjet som muligt. Der skulle helst 43 lommer på,« siger Peter Jensen, der mener, det var derfor, hans ting fik så dårlig en modtagelse på Designskolen i London.

Louise Wilson opfordrede ham i stedet til at designe tøj, som han selv kunne lide:

»Det var en befrielse for mig. Jeg havde bare lyst til at lave en grå V-halset trøje.«

Fra den første gennemgang på skolen, fik han kun én karakter: »Excellent«. Efter skolen tilbød italienske pengemænd ham at sælge sit brand og dermed sit navn til dem, men han takkede nej og udvidede i stedet for gradvist sin virksomhed med hårdt arbejde og én symaskine ad gangen. Hans stil blev kendt som klassisk design med et humoristisk twist.

Det bringer os tilbage til London, hvor Peter Jensen sidste søndag præsenterede sin forårs- og sommerkollektion for 2008.

Backstage myldrer modellerne, purunge, kønne og meget tynde mennesker, rundt blandt stylister og makeup-folk. En smuk ung mand sidder og kører fingrende gennem sit hoftelange hår. Seks-syv fotografer fra diverse modemagasiner har indfundet sig med deres assistenter, og dagbladet The Daily Telegraphs navnkundige modeskribent Hillary Alexander er kommet ind for at hilse på designeren. På et bord ligger poser med æbler og bananer spredt mellem juicekartoner og vandflasker. »Han er ikke så kendt uden for modebranchen, men alle de coole kids elsker ham,« bemærker en fotograf, der hedder Alastair om manden, der er i centrum for det hele.

Peter Jensen ligner stadig en lille dreng, der er gået forkert. Jeans, sweatshirt og de grønne Adidas-sko får ham til at se afslappet ud, men der er stress på. Han og hans partner i virksomheden »Peter Jensen«, Gerard Wilson, og resten af designteamet har været oppe hele natten for at få alle elementer i kollektionen til at falde på plads.

»Jeg har lige lidt travlt,« undskylder han: »Vi har lige opdaget, at det tager alt for lang tid at få modellerne til at gå hele vejen rundt.«

En tavle viser billeder af alle modellerne med deres navne og hvilket tøj, de skal have på. På stativerne hænger tøjet sammen med store skilte med modellernes fotos og navne. På gulve står skoene, der passer til. Der bør ikke være noget at tage fejl af, men under den seneste modeuge i februar, gik en af modellerne ud med en kjole, der sad på vrangen, så Peter Jensen er lidt bekymret for, om noget lignende sker igen. Luften er tyk af hårlak og nervøsitet.

Nu spiller musikken og den første model træder ind. Sæsonens muse er 70er-skuespilleren Mink Stole, en fast figur i den politiske ukorrekte kultinstruktør John Water’s filmiske univers. Tøjet er klassisk i 50er-inspireret teenagestil, farverne er pasteller og mørkeblå, men stilen er tilført Waters’ twistede univers. Peter Jensen har skrevet en lille historie i programmet om figurerne, vi ser på catwalken, f.eks.:

»Stakkels Taffy. Den forsømte datter af det überkriminelle skønhedsikon Dawn Davenport har aldrig fået lov til at blive voksen.«

Næste dag kommer anmeldelserne. Blandt de positive modeskribenter er Sarah Mower fra det indflydelsesrige webmedie style.com allermest begejstret. Hun indleder sin rosende omtale af kollektionen med en observation, der er utraditionel for en showanmeldelse, men rammende: »Åh, hvor er Peter Jensen dog fjollet og alligevel elskelig.«