Fra galehus til sommmerhus

Copenhagen Fashion Week åbnede onsdag. De to første show viste klart bredden i modeugen: Fra galehus til sommerhus.

Asger Juel Larsen tog udgangspunkt i en fantasi om en flok unge, der flygter fra en galeanstalt. Måske iført en af overlægens skjorter, de havde stjålet? Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En flok rastløse unge, der i en sær fremtidsverden gør oprør mod systemet og idømmes forvaring på en galeanstalt, hvor de skal henslæbe deres dage med at se daytime fjernsyn. Eller drømmen om lange sommernætter i sommerhuset, hvor den skandinaviske nat aldrig ender, og man svæver gennem lys og rum i bløde silkekjoler, mens nattergalen synger, og sommeren aldrig får ende.

Lyder det svært at forene?
Måske, men det skete i går eftermiddag, hvor det var temaerne for henholdvis Asger Juel Larsen og Whiites show, designet af Frederikke Hviid. De to holdt show med en times mellemrum på Rådhuset og demonstrerede effektivt og elegant, hvor bred Københavns modeuge faktisk er blevet.

Der var engang, hvor dansk mode var sådan noget fornuftigt noget, man kunne cykle verden rundt i, og som hverken skulle stryges og i hvert fald ikke renses, og hvor gud og hvermand og hans kedelige fætter kunne se på hvert stykke tøj, der blev vist, og sige »det tager jeg på«. Sådan er Asger Juel Larsen slet slet ikke.

Manden er tosset. På den gode måde. Som et fantasifuldt barn, der aldrig er holdt op med at forestille sig og hengive sig til sine forestillinger. Oversat til mode gav det først en række indgange med klare hospitals­referencer, hvide og perforerede så de lignede netundertrøjer i neopren og med armbånd, der minder om det, man får om armen, når man indlægges. Tænk lange tunikaer, store hættetrøjer, hvor velplacerede snit skråt på bagsiden giver masser af fylde. Mønstre i både sort og hvid, der både mindede om nærbilleder af Aliens fra filmen af samme navn, af glitrende slanger og af paisleymønster på syre. Både i mørke grå nuancer og i en okkergul. Senere kom skovmandsskjorten møder klanternet, og især en grøn jakke, der lignede overfrakkens trenchcoat vendt på vrangen, var velfungerende. Han viste også en række mere skrædderinspirerede jakker og suits, der ikke er nær så velfungerende som dem, hvor han gakker lidt mere.

Tøj til den voksne kvinde

En, der ikke gakker, og som altid har gjort en dyd ud af det, er Frederikke Hviid, der hos mærket Whiite, laver tøj til kvinder, der lever rigtige liv. Det er den voksne kvinde, der har brug for en afslappet garderobe, der både fungerer på kontoret, til forældremøde og i sommerhuset.

Kollektionen var inspireret af fornemmelsen af sommeren, der aldrig holder op, af en brise fra havet og solens stilhed. Blå himmel, tasker pakket til ugers blød frihed, drinks i danske sommernætter. Drømmen om den sommer, vi i år faktisk oplevede.

Det giver, ikke overraskende, en kollektion, der er noget mere afdæmpet end Asger Juel Larsens. Farverne var brændt orange, grå, hvid, lidt sort, blå og en støvet flaskegrøn. Bløde bukser i let silke, fine skjorter i løst fit, tunikaer og kjoler. Mest vellykket er Frederikke Hviid, når hun rammer elegant møder afslappet og laver sæt af bukser med fast lining tilsat en afslappet skjorte, mens bukser med en snor i løbegang om livet bliver lidt for sjasket og joggingagtigt uden at have nok sportyreferencer til at bære det lette look.

Frederikke Hviid viste drømmen om den perfekte sommer, hvor silke, blød uld og fine kjoler smyger sig om en, mens natten aldrig ender. At nogle af sættene virker som om, de lidt for meget refererede til denne og forrige sæsons pyjamasmode, ligesom nogle af de rundede skuldre ikke var så vellykkede, kan man nu sagtens tilgive. Det bliver en god sommer. Og kan man håbe, en god modeuge. Tilsætter man et andet af onsdagens arrangementer, nemlig Ole Ydes uformelle præsentation af sine ultrafine kjoler, kan man ikke andet end at glæde sig over udvalget.

I København kan man være, hvem man vil. Bare man tør.