Fonnesbech: Her larmer det ikke

Fonnesbech kæmper stadig med at finde opskriften på, hvordan man laver et luksusmærke til folk, der ikke vil prale.

Foto: Emil Hougaard.  Fold sammen
Læs mere

Fonnesbech har en god opskrift.  Man tager et gammelt dansk stormagasin, der i sin storhedstid betjente byens fineste damer fra adressen på Strøget. Familien ejer stadig ejendommen, stormagasinet lå i.

Man har en ung arving, der gerne vil genoplive arven fra fortidens gode dage ved at lave et luksusmærke, som igen skal servicere byen - og verdens - fine damer, men nu dem, der er til bæredygtig mode.

Og så har man har nu  ansat en begavet designer, Mia Lisa Spon, der blandt andet har en fortid i Spon Diogo, efter at Fonnesbech har vist et par famlende kollektioner, der var ret kedsommelige.

Onsdag eftermiddag, i overværelse af det, der burde være en typisk kunde, nemlig kronprinsesse Mary, viste Fonnesbech så sin kollektion inspireret af Sahara og komplet med en musikant, der spillede sit hjemlands vemodige sangen og sand på gulvet.

På modellerne sad klassiske outfit med hilsen til ørkenen som safarijakken, dog med korte ærmer, trenchcoats med bare skuldre, men også en klassisk model med skrå lommer, kjoler i en grov bomuld med et bomuldsbånd og dobbelte ringlukninger, hvor man kan trække bomuldsbåndet igennem, så det sidder fast (folk, der dyrker yoga, vil kende båndet fra yogabånd, man maser stive lemmer på plads med).

Her var en kedeldragt i tynd grøn silke, nærmest som en hilsen til Denys Finch-Hatton, han kunne være fløjet gennem ørkenen i den, her var silkekjoler i blød gul og her var lange velsiddende bukser og smukke jakker.

En pæn kollektion, men er det nok?

Det var velsiddende, det var fint, og det var allermest det, man vel bedst beskriver med det gode gamle danske ord effortless, altså ubesværet, nemt og samtidig ikke afslappet eller sjusket. Det lignede tøj, man ikke var til stads i, men stadig tøj, som man tog sig godt ud i. Tøj til virkelige liv, også udenfor ørkenkulissen.

Det er et sympatisk projekt, Fonnesbech har gang i, og det er pænt, flatterende og brugbart tøj, men det er stadig et åbent spørgsmål, om der er plads i verden til endnu et mærke, som i den høje ende af prisskalaen forsøger at lave den perfekte udgave af de klassiske typer tøj, som f.eks. den gode trenchcoat.

Men med Mia Lisa Spons ankomst har tøjet fået en stramhed og gode detaljer, der giver det karakter, som brugen af bindebånd, der forsvinder ind i ryggen, samt lukningerne med bomuldsbåndet, der kan justeres i længden og både er dekoration og funktion.

Fire på en kjole er dog i overkanten, ingen har brug for så megen mulighed for justering, at man kommer til at ligne indmaden i en kuffert.

Kort sagt: Mægtig meget pænere. Og større chance for, at opskriften ender med at give succes.