Fonnesbech: Er det nok at lave smukt tøj?

Fonnesbech laver smukt tøj i lækker forarbejdning, det er hævet over enhver tvivl. Men har mærket en plads i verden?

Copenhagen Fashion Week 2015. Onsdag d. 28. januar. Fonnesbech på Københavns Rådhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fonnesbech er lukket. Fonnesbech lever. Forklaring følger.

Fonnesbech var Københavns fine gamle stormagasin på Strøget, hvor man kom, hvis man havde råd til at købe skræddersyede kjoler fra kjolesalonen, spise frokost i restaurant Midi på toppen af huset eller havde brug for de importerede specialvarer, det fineste britiske regntøj, de bedste franske blonder. Firmaet blev stiftet i 1847, og stormagasinet lukkede i 1970.

Men Fonnesbech lever, for Celina Fonnesbech, der er femte generation i familien, har sammen med designeren Mette Julie Bundgaard Nielsen lavet et damemærke, der med udgangspunkt i Fonnesbechs værdier skal lave tøj til kvinder i 2015.

Mærket debuterede under modeugen i august 2014 og havde onsdag æren af at åbne modeugen med sit show på Københavns Rådhus kl. 12. Valgt fordi Fonnesbech arbejder med bæredygtighed, både i form af økologiske materialer, og med en tanke om at skabe en lille garderobe, der kan bruges på flere måder og som er så klassisk, at den kan bruges over flere sæsoner og derfor får et langt liv.

Det er tøj til kvinder, der måske ikke selv bruger ordet powerdressing, men som tager tøj på for at føle sig i stand til at erobre verden (med smartphone og en personlig assistent som nødvendige remedier). Tænk Claire Underwood i House of Cards møder den norske kronprinsesse.

Virkelig fint var de første sæt i dyb mørkeblå, inklusive en frakke med dybe dybe slidser og med brede firserskuldre, ligesom silkesæt med culottebukser med masser af vidde (i en fed silkekvalitet, der faldt smukt) og kjoler i ditto. Farverne var blå, en grålig turkis, en fin pudder, en skarp orange, en mørk rød og mørkegrøn kombineret med orange.  Fint og meget smukt forarbejdet i en kvalitet, som helt bestemt opfordrer til, at man køber lidt, men godt og bruger det ofte - også fordi designet er ret afdæmpet og dermed ikke hvæser "jeg er fra efteråret 2015."

Knap så velfungerende var overtøjet, der er tænkt som samlesæt, hvor man f.eks. kan knappe en underdel på en jakke, så man har en frakke - samme ide gik igen i sommerkollektionen, hvor en festkjole kunne skilles ad i dele som skørt og bluse og blusen kunne igen blive til en tanktop. Men det var svært ikke at tænke, at man realistisk aldrig ville få skilt delene ad - eller at de hver for sig lidt for meget lignede det, de var - en halv del.

På samme måde var de sidste indgange i en skarp orange mikset med en dyb flaskegrøn i et kraftigt materiale ikke så gode. Tøjet var så stift, at det sad uelegant på modellerne og fik dem til at se buttede ud (og det er de bestemt ikke!), lige som den afsluttende hellange kjole med et ærme og en bar skulder var alt for kraftig og for dominerende. Selv på Dronningen, der ellers har både pondus og figur til at bære det meste, ville den se underligt brovtende ud.

Så jo, Fonnesbech har gode takter, fine ideer, smuk udførelse og tøj til hende, der gerne vil powerdresse og se stærk og cool ud, og mærket er et bud på bæredygtighed, der ikke er fodformet og i håndvævet og fårelugtende uld. Men om det er nok til at slå bredt igennem,  når udtrykket ikke er mere signifikant, virker endnu usikkert.

Så om Fonnesbech skal leve, må tiden vise.

TV: Se modeshowet her: