Et harmløst kærlighedsbarn

Lovechild 1979 var en kedsommelig opgang.

Lovechilds show vekslede imellem barnligt og voksent, men endte med at være små kedeligt. Foto: Copenhagen Fashion Week. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Temaet for Lovechild 1979s kollektion, der blev vist torsdag aften på Rådhuset, var transformation, overgang fra ung til voksen, fra barndom til voksenliv, fra frihed til ansvar.

Det betød en vekslen mellem tøj, der næsten var naivistiske barnagtigt, et print med stjerner og måner, der så ud som om, at det var lavet med inspiration fra Ikeas natlamper over mod mere klassisk tøj som lange frakker.

Der var bløde bukser med vidde, skjorter - også vist med en mere T-shirtagtig type trøje over - et jakkesæt i velour i dyb mørkeblå.

Her var kjoler og buksedragter i silke, hvor ærmet ikke var syet til for oven, så stoffet flagrede og afslørede en bid hud, blondekjoler, skovmandsskjorte-stof i grønt og sort med hilsner til 1990'erne og skjortekjoler i blå og hvidstribet.

Det var ganske udmærket, men det var aldrig mere. Det var kedsommeligt og hverken provokerende, flatterende eller nytænkende, og det var desværre ret tydeligt, at Anne Dorthe Larsen, der står bag Lovechild ikke er en gudsbenådet konstruktør.

Meget af tøjet virkede, som om det var tegnet på papir, hvor det nok havde fungeret, men aldrig var kommet til at leve i 3D. Som en marineblåvest, der bugtede sig underligt om modellens bagsiden og trak sære folder.

Tilsæt dertil meget højt musik, der virkede som et næsten desperat forsøg på at give showet kant og energi, men det gælder her som i skænderier, man får ikke mere ret af at råbe højt. Og man bliver ikke mere farlig af at spille høj musik.

Jo, det var gode dele, især fine frakker, to i Loden, en piget med masser af vidde og en mere stram damemodel  - begge i mørkegrønt (overraskende nok). De var såmænd fine, men gennemgående var det en harmløs kollektion, der var glemt igen det øjeblik man gik ud af Rådhussalen.