En kuffert for livet

Michael Wilkens vil lave en kuffert, der kan holde et helt liv.

» Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Og hvad ville du selv gøre?«

En kæk kursist kunne ikke nære sig for at spørge, hvad ledelseskonsulenten Michael Wilkens egentlig selv ville stille op med ideen om et kuffertmærke, han plejede at bruge som case, når han holdt foredrag. For på dét tidspunkt havde han kun den ene kuffert, han havde fået lavet til sig selv, efter at han på en regnvejrsdag gik i ly for dårligt vejr på Egeskov Slot og så grevens gamle læderkuffert fra 1930erne.

»Sådan én ville jeg også have, men da jeg gik i gang med at lede efter en, kunne jeg ikke finde den i den kvalitet, jeg ønskede mig.«

Derfor tegnede han selv de første skitser til den perfekte kabinekuffert, før en ven, der er designer, lavede de endelige planer, og kufferten blev bygget. Den har stel i kulfiber, så den er let, men overtrukket med tyrelæder, med messingbeslag og detaljer i ædeltræ. Indeni er den indrettet med en lille bakke, der sidder fast over det store rum. I den kan man lægge de ting, man skal vise frem i security i lufthavnen, så det private indhold er adskilt fra det, der skal hives ud, så man slipper for at stå og rode i sit vasketøj efter sin toilettaske og sin iPad. Kufferten kommer til at koste 2.260 euro, godt 22.000 kr., men det vil det utrænede øje ikke kunne se, for det eneste mærke på kufferten er indehaverens initialer. For nu skal den sættes i produktion i firmaet Wilkens.

»Det var jeg jo næsten nødt til efter at være blevet spurgt, hvad jeg selv ville gøre. Jeg har både brugt mine egne ideer og de ideer, mine kursister kom med. En af dem var crowdfunding.«

Tanken er, at de første kufferter af typen W1 først produceres, når der er bestilt 200 styk og betalt et depositum på 500 euro pr. kuffert. Ved levering betales resten af prisen. Men de første 200, der køber en kuffert, vil få del i ti procent af omsætningen fremover, og håbet er, at det vil betyde, at de 200 med tiden får tjent deres kuffert hjem.

»Det bliver en kuffert uden noget logo, så man skal som kunde kunne hvile i, at man selv ved, man har købt en god kvalitetskuffert, man kan have resten af sit liv. For der er ikke noget mærke at vise frem. Men de kunder findes, det ved jeg.«

Foreløbigt har han fået depositum betalt af 24 kunder og regner med, at de sidste 176 bliver solgt i løbet af 2015.

Læs mere på Wilkens.com (hvor man også kan more sig med at designe sin egen kuffert i forskellige farver).