Designet er absolut tystnad

»Essensen af det ny årtusindes æstetik« har man kaldt den nedtonede stil fra svenske Claesson Koivisto Rune. Nu fejrer arkitekt- og designtrioen 20 års jubilæum – med enkle ting som en pude, en bakke og en lysestage…

Det er 20 år siden, de tre studerende Mårten Claesson, Eero Koivisto og Ola Rune mødte hinanden i biblioteket på Konstfack i Stockholm og fandt ud af, at de havde andet end de sorte rullekravesweatre til fælles.

Men man kommer til at kigge langt efter flagene, konfettien, skrallerne og den kulørte kagemand. Spraglet festivitas eller for den sags skyld larmende design har aldrig været stilen hos arkitekt- og designtrioen Claesson Koivisto Rune. Tværtimod er de indbegrebet af stilrenhed og har intet mindre end MoMA’s ord for at være »selve essensensen af det ny årtusindes æstetik«.

I løbet af deres første 20 år har trioen bredt sig over snart sagt alle tænkelige produkter og projekter fra pastelfarvede tandbørster, egoistboliger i Uruguay og mobiltelefoner for Huawei til fem-etages kulturinstitutioner i Japan og langstilkede glas til den svenske champagneguru Richard Juhlin – og de har ikke bare spredt sig over hele verden med deres arkitektur, møbelkunst og industrielle design, men også udbredt deres filosofi gennem intensiv undervisning og foredrag.

Dertil kommer de foreløbig fem biografier, der allerede er skrevet om dem, samt det hav af bøger og magasiner, de optræder i.

På deres egen stille, men ekstremt produktive måde, er de blevet Sveriges måske mest indflydelsesrige formgivere. Den halvrunde fødselsdag fejres derfor i stedet med vanlig diskretion og med den underspillethed, der gennem hele karrieren har været Claesson Koivisto Runes kendetegn.

Arkitekt- og designtrioen markerer nemlig jubilæet med en lille elegant kollektion af ting til husholdningen, Smaller Objects, som blev præsenteret tidligere i år til Stockholm Design Week i februar.

»Når jeg ikke kan finde de ting til husholdningen, jeg ønsker mig, begynder jeg selv at designe dem. Det har altid været en passioneret proces for mig, lidt som en hobby,« fortæller Mårten Claesson om tilblivelsen af Smaller Objects.

Den første kollektion består af noget så simpelt som en pude, tre serveringsbakker, en udendørs fakkelholder, en kollektion af husnumre, tre fyrfadslysestager, et skærebræt, drinksbrikker og en bakke til krydderurter. Men modsat så mange andre moderne designvirksomheder, der dyrker individualitet og tilbyder forbrugeren et væld af kombinationsmuligheder, kan du ikke få Smaller Objects i forskellige størrelser og materialer eller i lige præcis din yndlingsfarve – Claesson Koivisto Rune har truffet beslutningerne for dig.

Til gengæld understreger de, at de har truffet de sikre valg.

»Jeg er meget påpasselig med, hvad jeg bærer ind over dørtærsklen. Disse genstande består alle testen. Vores første kollektion består af otte indlysende og dog diskrete genstande, som passer ind i mange forskellige kontekster,« forklarer Eero Koivisto, der er af finsk afstamning, men er opvokset i Sverige som sine to kompagnoner.

Smaller Objects er otte almindelige genstande til husholdningen, som på ingen måde er larmende nye eller smarte eller formet helt anderledes, end man har set før – men ved nærmere eftersyn åbner de sig for en som gennemtænkte objekter, hvor det netop er de små valg og fravalg, der gør forskellen og viser, at godt design ofte ligger i detaljen.

Sjældent har man set så tyndt porcelæn som i deres fyrfadslysestager – »Bisque« hedder de, hvilket også er navnet på det tynde materiale, der gør det let for lyset at trænge igennem.

Serveringsbakkerne er fremstillet af bøg, der ikke afgiver bismag til maden og samtidig er en træsort, der naturligt besidder antibakterielle kvaliteter.

Drinksbrikkerne »Cold coaster« er lavet af fedtsten, som har en særlig evne til at holde på temperaturen, så kaffen forbliver varm lidt længere, og gin tonic’en ikke bliver kedelig så hurtigt.

Og dimensionerne på krydderurtepotten »Parsley, sage, rosemary and thyme« passer til de urter, man køber i supermarkeder, så man hurtigt kan omplante dem uden yderligere besvær.

Dertil kommer de små spræl som puden, hvis mønster ved første øjekast ser abstrakt ud, men ved nærmere eftersyn er skabt af kort fra Helsinki, Berlin, Los Angeles, Rio de Janeiro og mange andre steder, også København.

Smaller Objects er et registreret varemærke, og der er lagt op til flere kollektioner – eventuelt skabt af andre end lige de tre herrer selv.

»Ligesom med alt andet, vi er involveret i, tror vi på at dyrke det mere langsigtede perspektiv. Jeg håber, vi får muligheden for at påvirke og inspirere folk til at vælge godt designede hverdagsting, der vil blive sat pris på, indtil de er givet videre eller arvet,« fortæller Ola Rune.

Smaller Objects fås i forskellige designbutikker og fra webbutikken smallerobjects.com.Claessonkoivistorune.se