Den pyntesyge tatovør

Morten Barbré, manden bag tatovørbutikken The Old Barber Shop, lancerer en smykkelinje.

Ejeren af The Old Barbershop Morten BarbrÈ med sin nye smykkekollektion. Fold sammen
Læs mere

Morten Barbré er ramt af et alvorligt tilfælde af pyntesyge.

Da han var fire år gammel, var hans højeste ønske et rigtigt jakkesæt og en ring. Han er vokset op i en helt almindelig familie i Hundested, mor, der var ejendomsmægler, far, der var kranfører. Da han var ti, løj han om at have fået lov og fik skudt hul i begge ører, og da han var 15, fik han sin første tatovering. Nu er stort set hele hans krop dækket.

Morten Barbré er indehaver af tatovørbutikken The Old Barber Shop, kendt fra TV3’s serie »Tattoo Salonen«.

»Butikken går godt, og jeg ville gerne udvide, men jeg ville gerne gøre noget andet end at åbne en mere, og jeg har altid selv været glad for smykker. Det er jo også pyntesygen. Men jeg ville lave noget, der var ordentligt, ikke bare nogle sølvsmykker fra Kina. Der er så mange grimme smykker i tattoo- og rockmiljøet. Hvis du vidste, hvor mange grimme kranier, jeg har set.«

Derfor er smykkelinjen eksklusiv. Priser begynder ved 34.000 kr. Hvidguld, 18 karat guld og diamanter. Alt bliver lavet på et værksted i Vanløse.

»Jeg kunne sagtens have lavet en serie i sølv, som vi kunne sælge i butikken, men det er ikke sådan, jeg selv er. Jeg sparede sammen længe, og jeg gik en del ture rundt om Klarlund og kiggede ind af vinderne, før jeg købte mit første Rolex. Hvis jeg ikke har råd til en Kogle, køber jeg ikke en falsk PH, men venter. Jeg prioriterer kvalitet, og jeg tror, at andre vil gøre det samme.«

Serien indeholder signetringe, hvor man kan få indgraveret forbogstaver eller med mikroskrift selvvalgte budskaber, så små, at de kun kan ses med lup, en række halskæder og en kraniering.

»Når folk ser den, ser den måske voldsom ud, men på en pigehånd kan den være ret feminin og elegant. Nogle synes, at et kranium er meget voldsomt, men at minde os om døden er en hyldest til livet og en påmindelse om at bruge det. Vi har kun det ene liv, få noget ud af det det. Gør, hvad du har lyst til. Hvis man tænker sådan, kan man sagtens blive tatoveret eller gå med smykker. Og så skal man huske, at det hele bare er pynt.«

Smykkerne kan købes i Klarlund. De koster fra 34.000 til 97.500 kr. Kollektionen udvides løbende.