Den evige Yves på det store lærred

Ny film fortæller historien om Yves Saint Laurents svære liv og enorme talent.

Filmens kostumer var for en stor del orignale YSL-kjoler, udlånt af Pierre Bergé. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Yves Saint Laurent er død, men Yves Saint Laurent lever - i hvert fald på film. I 2010 kom dokumentarfilmen L’Amour Fou om ham, og i år portrætterer ikke færre end to film den berømte modeskaber.

En af dem, »Yves Saint Laurent«, instrueret af Jalil Lespert, har premiere på torsdag, og i oktober rammer endnu en, nemlig »Saint Laurent« af Bertrand Bonello, biograferne. Den første er støttet af Pierre Bergé, hans livslange partner, privat og forretningsmæssigt, den anden af de nuværende ejere af huset Saint Laurent Paris.

»Hans personlige historie er fascinerende, fordi det er historien om det generte modegeni, der kunne det hele, men var lidt for skrøbelig til livet,« siger modehistoriker Ane Lynge-Jorlén.

Historien om Yves Saint Laurent har det hele. Han er både historien om den store succes, om manden, der elskede skønheden, om ham, der gjorde kvinder smukke og stærke, om ham, der satte dem fri, ham, der ændrede modehistorien, ham, der ændrede måden, vi ser på moden – og på måden, vi køber den.

Men han er også historien om, hvordan det kan være svært at være et geni, når man også er et sart menneske, der rammer jorden hårdt, når man kaster sig ind i verden og forsøger at erobre den.

Opvæksten

Yves Saint Laurent bliver født i 1936 i Oran i Algeriet, hvor han vokser op, evigt tegnende, beskriver filmen. Og af og til observerende familiens gartners svedige overkrop. Han vinder i 1954 en konkurrence om at skabe den smukkeste kjole (Karl Lagerfeld vinder for bedste frakke, udmærket øje, de dommere havde), flytter til Paris og får job i tidens absolut største modehus, Christian Dior, mens mesteren stadig lever.

Da Dior dør pludseligt som 52-årig i 1954, får Yves Saint Laurent stillingen som leder af Dior, kun 21 år gammel. Han får ekstremt stor succes med sin første kollektion for Dior, der er en blødere udgave af Diors berømte New Look, og redder huset fra ruin, men de kommende kollektioner er knap så stor en succes.

At lede Dior, der ikke bare er et modehus, men en fransk institution, ville have været en vanvittigt krævende opgave for enhver, men udover sin unge alder har Yves Saint Laurent et svært sind. Han er ekstremt genert, og han er psykisk skrøbelig, hvilket fører til et sammenbrud, da han tvinges ind i militæret under Algierkrigen i 1960.

Dior-huset bruger hans sygdom som undskyldning for at fyre ham, og det, der kan lyde som den allerstørste nedtur, bliver til hans livs store optur.

For sammen med Pierre Bergé, som han er kærester med, åbner han i 1961 et modehus i eget navn. Først som haute couture, men da verden ændrer sig radikalt - på engelsk kalder man det så fint for youth quake, hvilket vel på dansk (og knap så elegant) bliver til ungdomsskælvet - følger han med, og i hans tøj kan man se kvindefrigørelsen afspejlet lige så effektivt, men meget mere elegant, som på billeder af perioden.

»Han havde en særlig sensibilitet for tidsånd og kultur: han var en af de første, der forstod at indlemme ungdomskulturen i high fashion, og desuden var han tidlig med at inkludere prêt-a-porter,« siger Ane Lynge-Jorlén.

For huset Yves Saint Laurent åbner som et haute couture hus, men allerede i 1966 åbner han og Pierre Bergé en forretning på venstre Seinebred - hvor Sorbonneuniversitetet, et af ungdomsoprørets arnesteder, også ligger - og kalder den for Yves Saint Laurent Rive Gauche, samme navn som prêt-a-porterlinjen, han skaber samtidig, også bærer.

Den butik er stammoder til alle modens flag ship stores, som intet stort (eller mindre) mærke kan leve uden i dag. Her får man muligheden for at gå ind i mærkets univers og købe bare en lille bid fra det, en flaske parfume eller et par solbriller.

Yves Saint Laurent viste vejen

Men ikke kun kommercielt, også i moden viste Yves Saint Laurent vejen, som gik fra haute couturen og modeller syet af lokale modeforretninger efter mønstre (ville man have en Dior, kunne man få den syet efter mål i Magasin) til tøj produceret af modehuset, men til priser, der var noget mere tilforladelige end haute couturen, og som kunne købes færdigt. Og han lavede tøj, der matchede den tid, som det skulle bæres i.

I 1966 lavede han f.eks. smokingen til kvinder, og det kan virke helt utroligt ufarligt i dag, men langt op i 1970erne var der restauranter i New York, der forbød kvinder i bukser at komme ind, så det var et dristigt bud på kvindemode.

»Hans »Le Smoking« er betydningsfuld i forhold til nye repræsentationer af kvindekønnet i moden,« siger Ane Lynge-Jorlén

Yves Saint Laurent lavede tøj, der lod sig inspirere af det, han mødte. Russiske kollektioner, af sit hjem i Marrakesh - som filmen skildrer uendelig smukt og uendelig trist med en række fester, hvor Yves Saint Laurent tager stoffer - og afrikansk inspiration, blandt andet til safarisættet, som han også gør moderne. Mode, der ændrer sig fra sæson til sæson, som tiden ændrer sig.

»Han forstod at balancere fransk haute coutures andægtige selvopfattelse med provokation - en balancegang der stadig i dag er relevant. Han havde et dannet og moderne kulturperspektiv, der spændte fra fremmede, eksotiske kulturer til pop-kultur.«

Han var det hele. Et geni. Og et plaget menneske, der brugte sig selv fuldt og helt. Den historie vil altid leve.

ARVEN EFTER YVES

Hedi Slimane er tredje mand på posten som kreativ chef for Saint Laurent Paris. Han har ændret huset radikalt. Men samtidig gjort det til mærket, moderne kvinder tager på, ikke kun drømmer om.

Yves Saint Laurent er død, men hans hus lever videre. I disse år særdeles godt. Og omdiskuteret.

Yves Saint Laurent selv viste sine sidste haute couture kollektioner i 2002. Han var en mand, der så ud som om han var blevet slidt op af livet. Psykisk sygdom og mange års misbrug havde præget ham. Væk var den vidunderligt smukke unge mand, som filmen Yves Saint Laurent, der har premiere på torsdag, beskriver.

En oppustet, nervøs og gammel mand gik på catwalken for sidste gang, omgivet af smukke modeller og hans livslange muser, Catherine Deneuve og Betty Cartroux.

Han var blevet skubbet ud af sit modehus i to omgange, da PPR group havde købt det, og hans post som prêt a porter designer blev i 1999 overtaget af hans absolutte modsætning, Tom Ford, den smilende texaner med åbenstående skjorte.

Yves Saint Laurent selv holdt sig væk fra Fords shows, men kommenterede gerne det, han så som Fords begrænsede talent med spydigheder som: »Den stakkels mand gør, hvad han formår«, sagde han blandt andet. Yves Saint Laurent døde i 2008 i Paris.

Tom Ford blev afløst af Stefano Pilatii, som fra 2004-2012 holdt modehuset levende, før Hedi Slimane i 2012 overtog posten som kreativ direktør.

Kreativ chef for Dior homme

Hedi Slimane havde tidligere, fra 2001-2007, været kreativ chef for Dior homme, som han gjorde ultraeftertragtet, da han skabte en ny meget slank silhuet (tænk teenagedreng møder Pete Doherty). Så eftertragtet, at Karl Lagerfeld tabte 40 kilo for at kunne bruge hans tøj (og hans læge blev millionær på at skrive en bog om hemmeligheden bag vægttabet, der mest er alt er: Lad være med at spise noget. Og bliv ved med at gøre det).

Han blev set som husets store frelser, den der virkelig kunne føre det franske modehus ud af tiden efter Yves Saint Laurent og give det sin egen profil igen. Til det første show sad Pierre Bergé på første række. Men mange var skuffede.

»Jeg blev først begejstret, da han blev udnævnt. Men jeg synes, det gamle logo var blandt verdens smukkeste, så det var voldsomt at starte med at ændre. ATet var et gammelt logo han brugte, hjalp lidt. Hans første show var jeg ikke imponeret over,« siger Malene Malling, der er forlægger og blandt andet udgiver Cover og Cover Man.

Saint Laurent Paris

Sådan var der mange, der havde det. Ikke nok med, at Hedi Slimane havde lavet Yves Saint Laurents logo om, så huset nu ikke længere hedder Yves Saint Laurent, men Saint Laurent Paris og havde flyttet husets kreative studio til noget så lidt fransk som Los Angeles, men hans første show var også en skuffelse for mange.

Tøjet var ikke elegant, og manglede den mystiske aura YSL havde før. Men det bliver købt. Malene Malling har forklaringen:

»Min skuffelse varede, til jeg fik tøjet på. Han laver simpelthen det tøj, som professionelle kvinder i dag har brug for. Den gode blazer, som den han lavede hos Dior Homme. Den læderjakke man drømmer om, smukke skjorter,de fine sko.

Hver gang, jeg tænker, at jeg mangler noget, kan jeg finde den perfekte udgave af det hos Saint Laurent. Og i den allerbedste kvalitet.«

Derfor køber hun tøjet. Og går med det. Under interviewet har hun, helt tilfældigt, en skjorte og sneakers fra mærket på.

»Hvis man tager et hus som Céline, så er det fantastisk smukt, men det er også lidt en uniform, og det er pænest, hvis du er meget høj og tynd og har et galleri i London. For alle andre kan det være svært at bruge. Saint Laurent er det modsatte, det er tøj, man nemt kan bruge..«

Men der er ikke meget fremmede kulturer over Hedi Slimanes tøj, ikke meget Østens mystik, ikke mange referencer til kulturhistorien.

»Man kan diskutere, om han er den rette til at føre huset videre, for den mystik, som Yves Saint Laurent havde, den har Hedi Slimane slet ikke. Man kunne sagtens have fundet en ung designer som Haider Ackermann, der kunne det. Men man kan ikke tage fra Hedi Slimane, at han laver tøj, som kvinder gerne vil gå i,« siger Malene Malling

Han laver tøj til kvinder der, hvor de er, sådan som de lever. Det er svært at forestille sig, at det ikke ville have fornøjet Yves Saint Laurent.