Dansk kunstner indretter for franske Céline

Fra Mændenes Hjem til 10.000 kroners tasker. Den danske kunstner FOS’ indretning af luksusbrandet Célines eksklusive butikker i London og Paris er endnu en vellykket fusion af avantgardekunsten og modeverdenen.

Taskestativet til venstre i billedet er designet af FOS. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FOS hedder i virkeligheden Thomas Poulsen, men lad os for nemheds skyld kalde ham FOS. Céline – som er ejet af luksuskoncernen LVMH, der også står bag Louis Vuitton og champagnen Moët Hennessy – hedder bare sådan og har de seneste fem-seks år været blandt modebranchens mest feterede brands. En transformation, der kan tilskrives den britiske designer Phoebe Philo, som i 2008 blev chefdesigner for mærket med sine skulpturelle kreationer, kun en modig – og velhavende – kvinde kan bære. På samme tid har FOS stået bag en lang række kunstværker, der i et krydsfelt af skulptur, design, arkitektur og performance skriver sig ind i en kasse, kunstneren kalder socialt design. Et af hans signaturværker var OsloBar på Israels Plads, som i 1999 blev en skæv blanding af skulptur og offentligt rum, og senere redesignede han Mændens Hjem (sammen med kollegaen Kenneth Balfedlt, red.)på Istedgade, der fik tilført træklædte vægge som i en bjælkehytte og soverum i behagelige farver.

Gode forbindelser

FOS’ ouevre handler kort fortalt om, hvordan rummet definerer vores måde at interagere på. Men det er meget mere komplekst end det, så det får kunstneren selv lov til at forklare om lidt. Først skal vi nemlig lige have forbundet linjerne fra FOS til Céline, og det kan gøres meget simpelt. FOS’ gallerist i London hedder Max Wigram, og han er såmænd gift med... Phoebe Philo.

Da Céline-designeren for halvandet år siden deltog i et projekt, hvor en række modedesignere skulle lade sig inspirere af en billedkunstner, valgte Phoebe Philo et tryk af FOS. Og da modemærket samtidig var begyndt en gradvis tranformation af sine butikker, blev FOS involveret i arbejdet.

Den første butik på Mount Street i London åbnede for fem måneder siden, og den seneste i Paris har netop slået dørene op. I det stramme rum med hvide vægge, marmorsøjler og tykke tæpper på gulvet er FOS’ skulpturelle og skøre objekter placeret og tilføjer rummet noget levende og organisk.

Et vitrineskab af marmor, et spejl, en femarmet lysestage, urtepotter af terrakotta-ler, en bøjlestang, der ligner en node, en lyskrone af messing og drikkeglas på et bronzebord er blandt de objekter, FOS har skabt. Alle genstande har taget udgangspunkt i nogle af kunstnerens eksisterende værker, som han har fortolket i forhold til Célines univers.

»Det er interessant for mig, hvordan æstetik kan påvirke det sociale, eller hvordan det sociale kan omsættes til æstetik. Mit arbejde har altid handlet om at skabe rum, hvor design og arkitektur er i spil, fordi design er meget mere end livsstil, men en grundlæggende struktur til den måde, vi organiserer vores liv på,« siger kunstneren – der i sin ungdom gik under navnet »Containerarkæologen« på grund af sin forkærlighed for at klunse ting og sager fra containere.

Kostbar mode

Herhjemme sælges Céline hos Storm og Birger Christensen og er noget af det omtrent mest kostbare, et par modebegærlige fingre kan komme i nærheden af. Omkring 10.000 kroner for en såkaldt clutch i A5-størrelse, 17.500 kroner for en læderjakke og sandaler i omegenen af 4.000 kroner taler med versaler om, at her kan kun de færreste være med.

»Det kan godt være, at vi bare taler om læder og stof, men nogle af Célines kreationer mener jeg virkelig rører ved nogle poetiske tangenter,« siger han og tilføjer så alligevel med et glimt i øjet:

»Men når man så ser på prisen, skal man godt nok skal være poetisk over for sine likvider.«

Som en humoristisk kommentar har FOS designet butikkens dørhåndtag, så det på ydersiden af indgangdøren er formet som en slags afrikansk stammeknogle, mens det på indersiden er rent og modernistisk. Så man med FOS’ fortolkning bevæger sig fra det uciviliserede til det civilserede i løbet af den tid, man opholder sig i butikken. Men bortset fra det har FOS ikke udført sit arbejde med ironisk distance.

»Jeg er interesseret i, at mit kunstneriske virke bevæger sig inden for en klassisk, kunstnerisk ramme, men at nogle af de ting, jeg producerer derinde, også tipper over i en kommerciel design-virkelighed, som alle de andre dimser og dingenoter, vi omgiver os med. Men objekterne er designet ud fra en anden praksis, end en designer ville arbejde med, og derfor synes Céline måske, at det er relevant for dem at vælge mig frem for en mere traditionel designer,« siger han og taler om det punkt, hvor vippen balancerer mellem design og kunst.

»Der er flere og flere gallerier, som arbejder i krydsfeltet mellem design og billedkunst, og flere og flere mennesker vil ikke bare have et designerbord, men et bord lavet i kun ét eksemplar af en kunstner.«

Både lysekrone, glas og urtepotter er i princippet til salg, og i øjeblikket kan man se FOS’ drikkeglas på Galleri Susanne Ottesen.

»Det er designobjekter, som kan sælges, men det vil ikke klæde dem at blive solgt i mange eksemplarer,« siger han.

Kunst, design eller...?

Arbejdet med at transformere Céline-butikkerne i London og Paris tog halvandet år, og nu er FOS i gang med at skabe indretning til butikken i Tokyo og London-stormagasinet Harrod’. Hver eneste gang en beslutning er blevet taget, har Phoebe Philo været inde over, men desværre har hun takket nej til at udtale sig om arbejdet til MS. Til gengæld vil FOS gerne tale om dobbeltheden i at være en kunstner, som arbejder for et ærkekommercielt foretagende.

»Jeg har skullet forholde mig til min egen kunstneriske integritet i forhold til det kommercielle, for der er noget dér, som provokerer. Hver gang er det en balancegang, hvor det er meget tydeligt, når man falder. Så er man pludselig ham, der står i hjørnet af caféen, og folk skæver til en og siger »ham dér var sgu meget fed engang«,« griner han.»Men jeg skulle slet ikke bruge tid på at overveje det, for jeg havde i mange år arbejdet i retning af design og var så småt i gang med at få sat en produktion i gang. Det har været en kæmpe udfordring at omstille min arbejdsmetode og finde ud af, hvordan tingene skal fungere,« siger kunstneren, der ud over sine kunstprojekter og designarbejde også har musik- og performanceprojektet Small White Man, som han optræder med.

»Det er nu, det hele samler sig. Nu er vi voksne. Jeg vil gerne lave mere af dette og på sigt også arkitektur. Og jeg vil have et resonansrum mellem det billedkunstneriske og designdelen. Jeg kan huske, da jeg som barn så en dokumentarfilm om Per Kirkeby, hvor han arbejdede på seks malerier på én gang. Sådan skal mit arbejde også være.«