Dansende statuer skulle promovere pels

Kopenhagen Fur lod statuer danse for at vise deres pelsdimser frem. Resultatet var en meget fin hyldest af forskellighedens skønhed.

Foto: Ida Marie Odgaard. Foto: Ida Marie Odgaard.
Læs mere
Fold sammen

Hvad gør man, hvis man er verdens førende auktionshus indenfor minkpelse og godt kan regne ud, at hvis global opvarmning bliver værre og værre, får færre lyst til pels? Man prøver, som Kopenhagen Fur har gjort det seneste årti, at gøre pels interessant på andre måder.

Og hvad gør man så, hvis man er Kopenhagen Fur og laver kollektionen »Oh by Kopenhagen Fur«, der i grove træk består af småting og dimser i pels, som man gerne vil vise frem for pressen og andre inviterede gæster under Københavns modeuge?

Kopenhagen Fur havde tænkt sig grundigt om og fået en idé, der på papiret lyder skør, men som i virkeligheden fungerede forbløffende godt.

Gæsterne var inviteret i Brøndsalen, hvor de sad foran et mørkt tæppe. Da det faldt til jorden, stod der ti dansere på ti podier, som statuer. Hver danser var kalket, så kroppen var dækket af grå farve, og hver bar en række pelsdimser, tasker, runde pomponer (tjek en teenager nær dig, de har dem!) og kraver.

Én efter én ramte spotlightet, og statuetten kom til live og dansede på sit podie. Nogle næsten muntert, andre kraftfuldt, nogle som robotter, andre som akrobater.

Danserne var vidt forskellige, deres hud var i forskellige toner af hudfarvet, deres kroppe forskellige former af mennesket -høje, lave, tynde, buttede - men alle sammen muskuløse, raske, levende. Det var koreografen Toniah Pedersen, der stod bag.

Det var en nydelse at se mennesker, der ikke er skind og ben til en modeuge. At se forskelligheden og skønheden i den, og at den ikke kommer i en udgave, der er 180 høj og har et  BMI under 18 (hvilket også kan være pænt, bevares, det bliver bare kedsommeligt i længden).

Ulempen ved showet var måske, at det var svært at se pelsdimserne tæt på. Men farveskalaen, i dyb lilla, en mørk orange og en gammelrosa var smuk, og der var flere af de velfungerende styles, som Kopenhagen Fur har lavet længe, som gik igen (inklusive det, der er verdens mest geniale pastaske med rem, der passer over brystet, og som kun kan indeholde pas og en telefon på rejser, men som forhindrer panik, når man igen tror, at man har smidt sit pas væk).

Også de flade tasker med pels på den ene side og lang rem var fine – lige dele eksklusive af pelsen og brugbare i kraft af formen.

Point for det – og for at lade dansende statuer hylde mangfoldigheden. Det fungerede så meget bedre, end det lyder.

Se kollektionen her: