Chris Pedersen: Nu larmer jeg selv. Det behøver mit tøj ikke at gøre.

Chris Pedersen er modevært på DRK og manden bag den kommende store modeudstilling på Brandts i Odense. Her fortæller han sin egen historie i seks sæt tøj. Fra at være en lille anderledes dreng i Kerteminde, der fik tæsk, fordi han så mærkelig ud, til at have fundet så meget ro i sig selv, at han ikke længere behøver at klæde sig på for at få opmærksomhed.

Chris Pedersen fotograferet til Berlingske MS på McDonalds på Kgs. Nytorv d. 19 februar 2015. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1977-1985

Chris Pedersen er født i 1977 og vokser op i Kerteminde som den yngste af tre søskende. Grøn catalinajakke, fløjlsbukser.

»Vi havde været ret velhavende, da jeg var helt lille, men min familie mistede alt under Kartoffelkuren. Min far var murer og måtte arbejde i udlandet for at tjene penge – han var væk i to uger og så hjemme i en.

Min mor havde flere rengøringsjob, hun stod tidligt op og gik fra det ene til det andet, men hun var altid hjemme, når vi kom fra skole. Min mormor var død, men min morfar var meget hos os, han havde arbejdet på Træværftet.

Mine søskendes venner kom også meget hos os, jeg havde ikke selv så mange venner, men de var der, så det var et hus med meget leben i. Som lille havde jeg en samling af håndsæber og en med små metalcykler, og jeg syede kapper til My Little Pony, men mine forældre siger stadig, at de ikke havde nogen idé om, at jeg var til mænd, før jeg sprang ud som 18-årig.

Jeg har altid været anderledes i forhold til mine søskende, jeg har altid været pyntesyg og har gået op i, hvad jeg havde på. En af de første ting, jeg kan huske, at jeg virkelig gerne ville have, var en grøn catalina-jakke, sådan en tynd silkeagtig jakke.

Jeg havde den på i skole første skoledag. Måske i 1. eller 2. klasse. Jeg har fødselsdag 2. juni, så jeg tror, jeg fik den i fødselsdagsgave. Jeg havde også et par bukser, vist nok i fløjl, i samme farve, og en stribet trøje, der også matchede. Og så havde jeg jakken over skuldrene som en lille kappe.

Det var første gang, jeg fik tæsk i skolen. Det var også der, at de begyndte at kalde mig homorøv. Jeg sagde aldrig noget derhjemme. Det var skammen over at være anderledes, samtidig med, at jeg ikke ville være som dem. Det er et tveægget sværd. Og så vidste jeg godt, at når far var hjemme, skulle det ikke handle om mig.

Det måtte jeg klare selv. Jeg har senere tænkt på, hvad det gør, at et barn, som skiller sig ud, vælger det i stedet for at ligne de andre, selvom man bliver mobbet. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men det har altid været sådan. Det var vigtigt for mig at have den jakke på som en kappe, selvom jeg risikerede at få tæsk.«

1987-1993

Chris Pedersen går i skole i Kerteminde. Grønne bukser, stjålet batiktrøje.

»Jeg har altid arbejdet. Da jeg var 11-12 år gammel, fik jeg en avisrute, og de penge, jeg tjente, brugte jeg på tøj. Inspiration fik vi gennem ungdomsblade som Mix og Vi Unge, som vi købte, og måske lidt fra DRs ungdomsprogrammer som Alle Elsker Debbie.

Da jeg blev lidt ældre, fik jeg fat i mit første Vogue. Det kunne man købe om sommeren, hvor der var mange turister i Kerteminde. Min første pigekæreste Mette og jeg klædte os ens, kan jeg huske. Lyserød polo, lyse smækbukser og et lyserødt bælte.

Senere begyndte jeg at spille teater og være med i musicals inde i Odense, og der var en periode, hvor jeg spillede i et punkorkester og fik ældre venner, som jeg hang ud med. Jeg kan huske en periode, hvor vi gik i hippietøj, og der findes et billede af mig i grønne bukser, en batik-t-shirt, jeg havde stjålet i Sergeant Pepper i Odense, og halvlangt lyst hår.

Mine venner så godt ud, jeg var lidt grim og for tyk. Jeg trøstespiste nok en del, så jeg var en størrelse 36 i jeans. I dag er jeg str. 31-32. Grungemoden, som vi dyrkede efter hippietiden, var noget med en masse lag på lag, en Noa Noa langærmet trøje og så en t-shirt og en band-t-shirt yderst, hvilket var godt for mig, for jeg var virkelig pæreformet med brede hofter og smalle skuldre.

Jeg havde det ad helvede til. Alle andre fik kærester, og jeg prøvede også med nogle piger, men det kunne jeg af gode grunde ikke finde ud af. Jeg har altid vidst, at jeg var til mænd, men jeg havde en idé om, at jeg først ville springe ud, når jeg var blevet student. Jeg skulle have gode nok karakterer til at kunne komme på universitetet og komme væk.

Mit hippielook handlede også om oprør. Ude på landet var hippierne jo stadig en klar modpol til middelklassen og alt det pæne, og vi var unge og naive, så oprøret blev fundet i 70erne, rock’n roll og netop Steppeulvene, som vi lyttede ekstremt meget til.

Jeg kan også huske, at min bror tog mig med i biografen og så The Doors i 91, da jeg var 14. Jeg var vildt betaget af Hendrix, Morrison, Janis Joplin og Kim Larsen, hvis bror boede på min gade.

På en måde repræsenterede hippietiden stadig et oprør. Drengene med langt hår og alle farverne. Min far drillede mig ofte, når jeg skulle ud. »Skal I høre rockmusik, ryge tjald og tale ondt om vores land?« spurgte han.«

1995-1997

Chris Pedersen går på Mulernes Legatskole, der ligger i Vollsmose. Han bliver sproglig student i 1996. Klaus Samsøe-trøje, Influenza-bukser.

»Det var fantastisk for mig at komme i gymnasiet, jeg fik venner. På det tidspunkt åbnede verden sig lidt. Odense var en større by. Man kunne se smalle film, og man kunne gå til koncerter på Rytmeposten.

Da jeg var 17-18 år, gik jeg ind til en meget smart frisør i Odense, hvor en klipning kostede 600 kroner. Hun klippede kun en lille bitte smule af mit lange hår og gav mig et skørt pandehår. Da jeg kom hjem, grinede min mor af mig, og dagen efter tog jeg derind igen og fik helt kort hår med en Tintin-frisure.

På det tidspunkt så jeg op til Mikkel Kjeldberg, der også kom fra Kerteminde, men var lidt ældre end os og med i en jazzgruppe. Jeg syntes, han var vildt flot klædt på, og jeg ville gerne være som ham.

Han havde en masse Klaus Samsøe-trøjer og gik i sort og hvidt, så jeg tog til Odense og købte to par bukser fra Influenza, der kostede 900 kr. stykket, og to trøjer fra Klaus Samsøe, sådan en cardigan med lynlås, sort hvid og meget grafisk, og så så jeg sådan ud resten af gymnasiet.«

1996-2005

Chris Pedersen arbejder et år i London, inden han flytter til København. Han læser kommunikation på RUC, før han skifter til kunsthistorie på KU. Sorte bukser, In Circus by Rene Gurskov, en kittel, DKNY, tynd sort strik fra Raf Simons, sko fra Prada Sport.

»Da jeg var blevet student, tog jeg til London et år sammen med en ven, men han tog ret hurtigt hjem igen. Det var ikke en særlig god tid, for jeg var enormt ensom. Jeg var lige sprunget ud, og det var svært at være alene i en fremmed by og skulle i gang med noget helt nyt.

Jeg arbejdede i en parfumebutik, der hed Evelyn and Crabtree, hvor prinsesse Diana købte sine sæber. Jeg fik 11 pund i timen, min ven, der lavede burgere, fik kun fire. Vi havde grå bukser og nystrøget skjorte på. D

et passede mig godt. Jeg kan huske, jeg også købte en baskerhue og gik rundt med. Når jeg havde fri, drak jeg utrolig meget rødvin og røg mange cigaretter alene. Jeg spiste kun baked beans og bagels det år.

Da jeg kom hjem, vejede jeg 60 kilo, og min mor troede, jeg var blevet alvorligt syg. Jeg syntes bare, jeg var enormt flot, i hvert fald med tøj på. Tøj sidder virkelig pænt på en tynd krop, men uanset hvad jeg gør nu, kan jeg ikke se sådan ud mere.

Jeg gider ikke være sådan en, der ikke spiser. Jeg ville egentlig have været videre til Berlin eller Paris, men en af mine veninder skulle på højskole og havde en lejlighed, jeg kunne leje. Så tog jeg til København og fik job i Democrats, hvor Peter Ravn lavede grafiske t-shirts, det var ham, der lavede t-shirts til Gangway.

Jeg festede hele tiden, der var en klub i Pisserenden onsdag, Le Kitsch i Boltens Gård torsdag, butikken lå ved siden af Floss. Tit kom jeg fra byen og direkte ind i butikken. Der var ikke noget toilet, så vi havde et skilt, man satte på døren, hvis man lige smuttede fem minutter på toilettet. Så vendte jeg det og lagde mig til at sove på nogle kasser i baglokalet i flere timer.

Det varede til Peter Ravn fandt mig. Så blev jeg fyret. Kort efter fik jeg job i Roger, en stor genbrugsbutik i Pisserenden. En del af lønnen var, at man kunne købe tøj derinde, og der var ikke ret meget sort tøj, så derfra handlede det kun om at se så vild ud som muligt.

Da jeg begyndte på RUC, kom jeg i et par sorte bukser fra In Circus by Rene Gurskov, en kittel fra DKNY, en meget tynd sort strik fra Raf Simons med Brett Anderson på og tunge sko fra Prada Sport. Sådan var der ikke andre, der så ud på RUC.

Der var også en periode, hvor jeg havde affarvet håret, men var barberet skaldet, så jeg nærmest havde et playmobil-hoved. Jeg brugte hvid mascara, også i mine øjenbryn. På et tidspunkt havde jeg et par gamle jeans, som jeg var blevet ved med at sy lommer og kiler i, når de gik i stykker. Malene Bernt, der nu har Gubi, kom op i Roger og ville købe dem af mig.

Det måtte hun godt, sagde jeg, men jeg ville have et par bukser fra Gucci, som hang nede i vinduet i butikken, det var fra Tom Fords første kollektion, og jeg brugte dem med en sort skjorte, knappet næsten helt ned, og et stort bælte med logo. Jeg stylede faktisk mig selv som jeg havde set, han så ud, når han kom ud og bukkede.

Jeg var sprunget ud og var landet i et mere eksperimenterende rum. Der var et enormt fokus på queer-teori, Dunst-gruppen optrådte i ungdomshuset, og hele den der udvisken af grænserne mellem kønnene var i fokus i homo- og undergundskulturen.

Jeg kom også meget i New York, hvor club-scenen var domineret af bl.a. Amanda Lepore og hele hendes crew. På mange måder var det vel en videreførelse af bl.a. David Bowie, Ziggy Stardust og alle de ting, som han havde sat gang i i 70erne. Jeg havde brug for og lyst til at »ryste« posen og eksperimentere lidt. Både med seksualitet, køn, kultur og look. Det gjorde jeg så også«

2005-2014

Chris Pedersen flytter til New York i en periode. Tilbage i Danmark bliver han headhuntet som moderedaktør på Euroman, så han får ikke skrevet sit speciale færdigt. Han bliver chefredaktør på Cover Man, inden han bliver ansat på DRK for at lave mode-TV.

Stramme sorte bukser, røde seler, hvid skjorte, Doc Martens støvler.

»Jeg havde fået en kæreste, som hed Jesper, der også læste kunsthistorie, og som samtidigt arbejdede som sekretær på Lundbeck. Vi brugte alle vores penge på at feste og at rejse, og hver sommer tog vi en måned eller to til New York.

Da jeg nogle år senere flyttede til New York og var i praktik på magasinet Nylon, gik det op for mig, at folk kunne huske mig, og fordi jeg var skaldet og havde de markante briller, stak jeg ud.

I New York dyrkede jeg et skinheadlook, kan man vel sige: ekstremt smalle bukser, en hvid skjorte, røde seler og lange Doc Martens med røde snørebånd. Hvis man fjerner det røde, er det dybest set, som jeg går klædt nu, for jeg blev klar over, at jeg var nem at genkende, hvis jeg gik i det samme tøj altid. Nærmest som en uniform.

Det er altid den hvide skjorte og noget sort. Nogle gange har jeg marineblåt på, og så føler jeg mig helt vild. Så bruger jeg et par markante briller eller et dyrt ur. I dag har jeg et Georg Jensen på, men jeg har også et Rolex-ur. Jeg købte det, da jeg havde fået job på Cover. Jeg har altid fejret begivenheder ved at købe en stor ting.

Da jeg kom hjem fra London, fik jeg penge tilbage i skat og gik direkte ned i Louis Vuitton og købte tre tasker. Jeg har den ene endnu. Louis Vuitton var ikke specielt smart dengang, men jeg har altid været tiltrukket af ikoniske mærker.

Jeg kunne huske et billede af Joan Collins med det største »fuck jer«-smil og en bagagevogn fyldt med Louis Vuitton-tasker og kufferter. Når man køber noget, køber man selvfølgelig ind i en drøm, men jeg synes også, man får noget af den drøm med.

Det er en måde at sige »så nåede jeg så langt« til mig selv. På samme måde, som at en fake-ting altid vil minde en om, at man ikke havde råd til den rigtige, minder gode ting en om det, man kunne.

Jeg har altid fejret, når der skete noget godt. Da jeg fik fast job på DR, købte jeg en Børge Mogensen-sofa. Jeg har aldrig lånt til den slags. Det er penge, jeg har sparet op. Jeg har aldrig lånt til andet end min lejlighed. Jeg er ret god til at spare op, jeg klatter ikke penge væk til hverdag, jeg har ingen fladskærm, der er næsten ikke noget i mit køleskab.«

2015-

Altid i sort og hvidt, ofte sort blazer, hvid skjorte, sorte bukser.

»Jeg er efter nogle svinkeærinder kommet tilbage til min gamle sort-hvide gymnasieuniform. Det er vel noget med, at når man bliver så sikker på, hvem man er, behøver man ikke længere se så vild ud. I mange år var jeg f.eks. vred på mine forældre over, at de ikke havde ladet os vokse op med bøger og klassisk musik. Men da jeg var sidst i tyverne, indså jeg, at det er mit valg at leve anderledes, ikke deres.

Og jeg kan se, at de altid har gjort det bedste for os. Jeg har fundet ud af, hvem jeg selv er, og nu larmer jeg selv så meget, at mit tøj ikke behøver at gøre det for mig. Samtidig er der noget økonomisk over det.

Tænk hvad det koster, hvis man skal have en pink jakke, når den er smart, og tre måneder senere er den det ikke mere, og man skal have noget nyt. Nu køber jeg to par Levis 501, et par Converse og ti hvide t-shirts, når jeg er i New York.

Jeg køber hvide skjorter, når jeg finder nogle der er pæne. Det er det. Det sidste år har jeg købt et par Saint Laurent sko på udsalg, en trøje fra Joseph og noget træningstøj. Jeg har måske brugt 6.000 på tøj i alt. Det er ingenting i forhold til, hvad jeg gjorde tidligere. Men jeg ved, hvad jeg gerne vil have nu. Jeg kommer også til at se sådan her ud om ti år. Og om tyve.«

Chris Pedersen står sammen med museumsinspektør Liberty Paterson bag udstillingen Danish Fashion Now, der fra 27. marts kan ses på Brandts Klædefabrik. Her vil blive vist tøj fra en række danske designere, ligesom et udvalg af Kronprinsessens kjoler for første gang vil blive udstillet.