Breitling fylder 130 år

MS besøgte Breitling i den undselige bjergby La Chaux de Fonds, hvor vi kom helt ind i ur-troldmændenes værksted. Derinde hvor urene til de bedste af de bedste produceres.

Breitling Navitimer er piloternes favorit og uret, der har stadfæstet Breitlings tilknytning til luftfartsindustrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

La Chaux de Fonds er en by, der bedst kan beskrives som grædemuren for denne verdens passionerede urnørder.

Den ligner enhver anden velfriseret schweizisk bjerglandsby. Omgivet af Jurabjergenes bløde bjergtoppe, der her i slutningen af efteråret har fået et drys af den første sne. Vi triller ind i byen fra syd i en Bentley Continental W12 Speed.

En særlig bil, men vi er også på en særlig tur. En slags pilgrimsfærd. Supermarkeder, tankstationer, villakvarterer og små etageejendomme ligger velholdt side om side nede i byen, med trimmede plæner og fortove uden ukrudt eller affald.

Bygningerne er ikke smukke. Snarere lidt triste i en snæver palet af grå og bleget gul. Ind imellem ligger små produktionsvirksomheder med firmalogoer fra f.eks. Ulysse/Nardin, Tag Heuer, Cartier eller Breitling. Alt er ordentligt uden at vække opsigt. For den uindviede.

Men bag navnene og de semitriste domicilbygninger gemmer sig cremen af klodens urindustri. Det er her, at de bedste tandhjulstroldmænd udøver deres kunst og laver nogle af de smukkeste og mest komplicerede urværker i verden.

La Chaux de Fonds er det helligste af det hellige for urentusiaster. Det forklarer også bilen, som er lånt for at køre hele vejen fra Danmark til Breitlings fabrik i La Chaux de Fonds. Og da Breitling står bag uret i den store Bentley, virkede det passende at udkommandere netop en Bentley til et besøg hos Breitling Cronometrie i La Chaux de Fonds i året, hvor mærket fylder 130 år.

Historien bag uret

Breitlings historie er speciel. Både fordi Leon Breitling aldrig havde nogen plan om at lave ure, da han grundlagde fabrikken i 1884. Han lavede stopure. Men også fordi fabrikken efterhånden – sammen med Patek Philippe og Rolex – er blandt de få schweiziske urproducenter, der har formået at bevare sin selvstændighed.

En selvstændighed som Breitling forsøger at bevare ved en kompromisløs jagt på uafhængighed.

Indenfor byder underdirektør Jean-Paul Girardin velkommen med en henkastet bemærkning om, at vil man se de spændende og nørdede detaljer i tilblivelsen af et 100 pct. mekanisk, så er det på Breitling Chronometrie, det foregår. Han får ret.

Helt frem til 2009 købte Breitling delene til deres værker af underleverandører. Men i takt med, at den schweiziske urindustri blev konsolideret på færre store koncerners hænder, blev Breitling i sluthalvfemserne nervøse for, om de kunne få de dele, de ønskede, til den pris, de ville betale, og i den kvalitet de krævede på den lange bane.

Så i 2002 indviede de den nye fabrik under navnet Breitling Chronometrie, og de besluttede at lave deres eget urværk fra bunden og åbnede i al hemmelighed »Professionel Flight Instruments« (PFI) i Genève.

Her ansattes et hold af ur-ingeniører, som fik til opgave at udvikle et unikt urværk til Breitling. Det skulle ikke være overdrevent avanceret eller imposant. Det skulle leve op til firmaets slogan »Instruments for Professionals«, hvor funktion og præcision kommer før pynteværdi. I 2009 var urværket klar, og PFI blev omdøbt til Breitling Technology.

I dag har udviklingsafdelingen produceret fem forskellige urværker til Breitling, som producerer værkerne i La Chaux de Fonds. Breitling Technology ligger dog stadig i Genève. Jean-Paul Giradin forklarer, at medarbejderstaben i Geneve ikke var fristet af det kolde klima i La Chaux de Fonds i over 1.000 meters højde i Jurabjergene.

Men det er netop det kolde klima, der forklarer, hvorfor størstedelen af den schweiziske ur-industri ligger i Jurabjergene og først og fremmest i La Chaux de Fonds. Urindustriens arnested i Schweiz er Genève, hvor den strenge calvinisme i 1600-tallet tvang byens guldsmede til at drosle den pyntesyge smykkeproduktion ned.

I stedet gav de sig til at producere ure. I takt med, at industrien voksede i de følgende århundreder, havde man brug for flere hænder. I bjergdalene i Jurabjergene kunne man ikke leve udelukkende af landbrug. Det var klimaet for barskt til. Så om vinteren lavede man kniplinger på livet løs, som man solgte og supplerede det nærige landbrugsudbytte med.

Det var lige, hvad urindustrien kunne bruge. Flittige og halvfattige hænder med erfaring udi detaljefifleri. Resten er historie, og i dag bliver langt de fleste schweiziske urværker produceret i dette nordvestlige hjørne af alpelandet.

Fabrikken bag

Efter en kort introduktion til mærket og basisteknologien, tager Jean-Paul Giradin os med på en rundtur på fabrikken. Bygningen er på 2.000 m2 og lavet i en blanding af stål, glas og lyst træ. Meget indbydende, meget rolig og meget steril. Alle medarbejdere har hvide crocs på, hvilket kan virke en smule fattigt i en virksomhed, der laver ure med frapriser på ca. 20.000 kr. op til langt over 100.000 kr.

På den anden side. Skidt, støv og smuds er en dårlig kombination med et urværk, der gemmer på 346 dele pakket sammen på under fem kubikcentimeter, og crocs er lette at holde rene.

assemblage_040605.jpg Fold sammen
Læs mere

Der findes ure med over 1.000 bevægelige dele, men hos Breitling hylder man sin historiske tilknytning til flyindustrien. Her handler det om at maksimere præcision samtidig med, at man gerne vil minimere risikoen for fejl. Jo færre dele, jo mindre risiko. Jean-Pierre Giradin viser en planche med alle delene fordelt på lag. Han kigger på os og så tilbage på planchen og siger:

»Princippet er enkelt i et mekanisk ur. Det har kraft, balance, visning og modstand. Men udførelsen…«

Han kigger på planchen igen, så på os, og så tilbage på planchen, uden at gøre sætningen færdig. Vi ville næppe forstå, og vi forfølger ikke den tekniske forklaring yderligere.

Hver gang vi går ind i et nyt lokale, hilser han hjerteligt på de kittel-og-crocs-klædte medarbejdere. Fabrikken laver de mekaniske ure fra A til Z.

I den ene ende kommer stål, messing og de andre råmaterialer ind, og i den anden ende forlader de færdigproducerede ure fabrikken i små æsker med et personligt kvalitetsstempel fra den medarbejder, der har kontrolleret uret inden afsendingen.

Ind imellem er gået over 12 måneder. Så lang tid tager det for Breitling at lave et mekanisk ur fra bunden. Det færdige urværk sendes til COSC (Contrôle Officiel Suisse des Chronomètres), hvor det gennemtestes i 15 dage. Det må højst vinde seks sekunder i døgnet eller tabe fire. Schweizerne vil hellere komme for tidligt end for sent.

Det ene lokale afløser det andet. De er ens, men urene tager mere og mere form. De enkelte dele fræses ud af metal, før de spules med rent vand i stråler, der skydes af sted med over 500 bar. Processen veksler mellem menneskehænder, maskiner og robotter.

»Vi bruger maskiner der, hvor det giver mening, og urmagere der, hvor det giver mening. Det vigtigste er produktets endelige kvalitet,« siger Jean-Paul Giradin, før han kommer med et eksempel.

»Vi forsøgte at bruge maskiner til at lave perfekt balance på nogle af de bevægelige dele, men den endte med at omdanne metallet til en schweizerost i jagten på den perfekte balance. Menneskehænder løste opgaven bedre.«

Rummene på fabrikken har alle deres egen udluftning og et svagt overtryk. Særligt der, hvor urværkerne monteres i deres endelige urkasse, er Breitling ømme omkring luftfugtighed og støv. Så da døren går op, får vi et næsten umærkeligt vindpust i hovedet. Målet er at blæse eventuelt invasionslystent støv ud i første angrebsbølge, og for at bevare en stabil luft i de endelige og hermetisk lukkede urkasser, holdes luftfugtigheden konstant indenfor en meget smal margin.

Rundvisningen ender i et stort udstillingslokale, hvor der er ure fra samtlige af Breitlings nuværende ur-serier. De starter med de billigste modeller i Colt-serien, der i Danmark sælges for omkring 20.000 kr., til de dyreste chrongrapher, der rask væk spadserer forbi 100.000 kr. mærket.

Efter rundturen vil et ur aldrig være et ur igen. Fra at have været imponerende håndledspynt, fremstår urene i et andet lys. Mere som håndværk end som smykker.

Sloganet »Instruments for Professionals« lyder som noget, en producent af skruemaskiner kunne bruge. Ikke en eksklusiv urproducent, hvis produkter findes på håndled af alverdens playboys, oliesheiker og oligarker. Men det er ikke sheiker, Breitling laver urene til.

Det er til de professionelle. Siden 1952 har piloturet Navitimer været den verdensomspændende pilotorganisations AOPAs foretrukne. Og det er ikke kun hobbypiloterne, der hylder Navitimeren.

De første certificerede Saab Gripen jagerflysinstruktører i det svenske forsvar fik alle et Navitimer med tre kroner. Og kan du huske filmen Top Gun? Den, hvor Tom Cruise overvinder alle odds, bliver den bedste pilot på sin årgang og vender tilbage til flådens Top Gun-skole som instruktør?

Alle nyudklækkede Top Gun-instruktører får i dag et Breitling med Top Gun-logo med udnævnelsen.

Enhver amerikansk flådepilot, der træder ind i et briefinglokale på et af US Navys ti hangarskibe, vil øjeblikkelig have kollegaernes respekt, hvis han har Top Gun Breitling om håndleddet. Det er ikke noget, Breitling reklamerer med. Men de er stolte af det. For så længe deres ure vælges af de bedste af de bedste af dem, der bruger dem professionelt, så skal resten nok følge med.

Foto: PR.