Besværlige, begavede Barbara

Barbara I Gongini er udenfor kategori. Heldigvis.

Barbara I Gonghini præsenterede en kollektion, som afvæg fra resten af dagens tidligere shows. Det var dystert og sort - på den gode måde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Copenhagen Fashion Week
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke altid så nemt at skrive om Barbara I Gonginis show, fordi hun ikke gør som alle de andre. Hun laver godt nok kollektioner sæson efter sæson, men hun følger ikke trends, hun arbejder ikke med print og farver, hun laver ikke tøj, der sjovt nok ligner noget, alle andre også laver.

Hun arbejder i sort, måske en anelse i grå. Hun dekonstruerer og sætter sammen på nye måder, hun laver lag på lag på lag og hun dyrker en æstetik, der er dyster, kønsløs og skævt.

Også denne gang, hvor inspirationen til kollektionen kom fra ideen om en enlig vagtmand i en fjord, hvor lyset forsvinder. Kampen for at overleve, mørket og tøj som beskyttelse og skjold.

Det betød også en leg med exo-skeletter, skeletter, der sidder på ydersiden af kroppen, svagt markeret på tøj, hvor syninger i hvid mod det sorte sad yderst eller meget udpenslet i den sidste hvide kjole, hvor en brud fra en sær drøm bar en kjole med skeletlignende snoede strukturer langs rygsøjlen, ligesom to dansere fra Den Kongelige Ballet var iført kostumer med ydre skeletter i en koreografi, hvor den mandlige danser fik den kvindelige danser stablet på benene og støttet videre.

Før det var der modeller, tynde, blege, hvide med tætsiddende munkehår, der viste oversize strik, hvor maskerne var løbet, her var forrevne jakker, hvid bomuld med print og lange jakker over, her var læder bukser og jakker med for korte ærmer. Her var bindebånd og lynlåse og forrevne ender.

Men der var også, hvis man piller lagene lidt fra hinanden, ret afdæmpede ting - eksempelvis en virkelig pæn udgave af en grå dunfrakke, som undertegnede har skrevet på indkøbslisten - tunikaer, hættetrøjer  og en frakke, der næsten lignede et kostume til Dronning Amidala i Star Wars med sine højtidelige linjer.

Det er ikke nemt tøj at beskrive, men det er interessant at overveje, hvad tøj er og skal. Skal det passe på os? Passe på, at de andre ikke ser os? At de ser os? Skal det fortælle historien om vores køn? Eller skal vi selv fortælle den historie, der passer os? Har vi brug for at forsvinde? Stive os af?

Og så er det indlysende, at Barbara I Gongini ville kunne lave en usædvanlig pæn og formentlig også sælgende taskekollektion. Hun har evnen til at lave tasker, der ser henkastet helt vildt pæne ud - og med tanke på, hvor mange lortetasker, der ligner tarvelige kopier af store mærkers tasker, der laves i den her by,  ville det være en interessant tilføjelse.

Kort sagt: Barbara I Gongini opererer ikke på den sædvanlige moderne/ ikke moderne, pæn /ikke pæn skala, men på sin helt egen skala, hvor tøj er en kommentar, et skjold, et stammesærpræg.

På den skala havde hun en god dag torsdag aften i Rådhuset. Man fik både noget at tænke over og lyst til at komme med i stammen, bare i en dunfrakke  og med en taske i hånden i hvert fald.