Behøver man altid at råbe højt med farver?

Kopenhagen Fur giver ordet til unge designere for at få nye bud på pels. Nogle af dem råber meget højt med farver.

Kopenhagen Fur præsenterede Imagine Talents modeshow med unge designere fra hele verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad gør man, hvis det marked, man lever af, formindskes?

Det er det spørgsmål, Kopenhagen Fur stiller sig selv. Det danske auktionshus, der er verdens største sælger af minkskind - verdensprisen på mink fastsættes såmænd så eksotisk et sted som i Glostrup på de fire årlige auktioner - er nødt til at forholde sig til, hvem man skal sælge mink til i en forandret verden.

En verden med global opvarmning, som fjerner de kolde vintre, og med ændrede globale luksusmarkeder, der er rykket fra Europa og Nordamerika til Asien og Mellemøsten, hvor oliesheiker og deres koner ikke har brug for lange minkkåber.

Så hvad gør man?

Man gør NOGET. Man prøver sig frem, og det er det, Kopenhagen Fur gør. De leder efter nye måder at bruge pels på, som giver mening i den nye verden. Derfor har pelshuset aflivet den nationale konkurrence Den Gyldne Pelsnål og i stedet lavet "Imagine Talents", hvor man giver en række internationale designskoler mulighed for at lade deres dygtigste elever arbejde i pels.

Resultatet af det blev fremvist i Industriens Hus tirsdag aften, hvor både kendisser og politikere var dukket op - fra Eva Kjær Hansen, der holdt åbningstale, til Eva Harlou, der ankom med Martin Jørgensen som selskab - for at se 28 designs vist frem.

De farverige pelse stjal showet

De deltagende skoler er blandt andre Royal College of Art fra London, Atelier Chardon Savard fra Frankrig, Tsinghua University fra Beijing, St. Petersburgh University of Industrial Technologies and Design fra Rusland, Mode Gakuen fra Japan og Designskolen Kolding.

De viste alle bud på, hvordan man kan bruge pels på nye måder. Nogle knap så ophidsende: en blå sweater med hvide prikker kommer ikke til at redde pelsindustrien, en overdel med sort hvide felter og store pailletter så noget forpjusket ud og en grå jakke med strimler af pels på bagsiden lignede en style lavet af en elev, hvis motto var »godt begyndt er færdig halvgjort.«

Der var arbejde med farver, mange i blå og gul, fra kortere frakker, en festlig pink jakke, en overdel med store felter i farver og en kåbe inspireret af præsternes påklædning i ortodokse kirker. Farver, farver, farver.

Det er altid morsomt at se skrappe farver og overvældende smukt håndværk, når de farvede pelsstykker er sat sammen, så det ser ud, som om det kommer fra et flerfarvet kæmpedyr, men det kan også blive lidt teateragtigt og overdrevet. Som det dramatiske, der gør sig godt på billeder. Hvor det virker, som om det handler om at råbe højest, ikke synge renest.

Finest - og formentlig mest realistisk en fremtid for pelsen (med mindre man vil overleve ved at levere til hiphop stjerner) var en frakke inspireret af marmors struktur med smukke felter i to farver, mink og sæl, der både var eksklusiv og afslappet. Og en kjole i sort mink og læder med strukturer, der nærmest mindede om et insekt, var både ualmindelig pænt og mindede samtidig om den natur, pelsen kommer fra.