Asger Juel Larsen: Alfons møder gorilla og sød musik opstår

Asger Juel Larsen råber knap så højt. Det er rigtig godt!

Foto: JENS NOERGAARD LARSEN; Jens Nør. Asger Juel Larsen.
Læs mere
Fold sammen

At sige, at herredesigner Asger Juel Larsen er blevet voksen, er måske så meget, men da han onsdag eftermiddag holdt show på D'Angleterre, virkede det, som om han i hvert fald er blevet lidt mere ... moden.

Fra sommerens show i en rå hal på Papirøen med indfløjet svensk metalband og udleverede ørepropper til alle tilskuere (og omhyggelige instruktioner til alle over 25 om at bruge dem) til Palmehaven på D'Angleterre, der er et af byens fineste rum i al sin borgerlige elegance og drømme om verden af i går.

Fra en kollektion, hvor der ikke kunne komme neonfarver og råhed nok, til en kollektion, der er langt mere dæmpet. Her blev showet indledt med cembalomusik (verdens mindst charmerende instrument), og modellerne var nydeligt vandkæmmede som til afdansningsbal på Fru Violets danseskole (D'Angleterre får mig altid til at tænke på Matador, det er jo Postgårdens elegante storbykusine), og farveskalaen langt mere afdæmpet, stort set kun sort og rød.

Asger Juel havde brugt detaljer fra uniformer, men i ganske afdæmpede varianter, et camouflagemønster, der var så dæmpet i sine farvetoner, at det næsten lignede brokade på afstand (rigtig fin jakke i det mønster) og bukser med utility-detaljer som lommer med grove lynlåse, lige som enkelte af jakkerne havde uniformsdetaljer, men det var ikke karrikeret, men fint fortolket, så det virkede som tøj.

En lang række pelse, især en god af slagsen i sort, nærmest fugtig kunstpels. Tænk alfons møder gorilla, og sød musik opstår. Især overtøjet var virkelig vellykket, både de mere crazy pelse i sort og rød og en enkelt i brun med gulddetaljer til de lange frakker i grøn og grå, som var ganske klassiske i deres udtryk, men hvor detaljer - som lommer og revers - var for store til, at de blev kedelige på den alt for "god smag"-agtige facon.

Her var de brede herrebukser, som også på de netop overståede herremodeuger insisterer på at være afløseren for skinny jeans. En tier på, at de ikke virker fjollede om et år.

Det er tøj med en anelse bredere appel end tidligere, men stadig med elementer, der kan få en fornuftig type til at sige 'det er virkelig ikke noget for mig', og det er hele pointen. For nej, Asger Juel bliver aldrig det, den registrerede revisor skriver øverst på sin ønskeseddel, men det var tøj, der var en my mindre fjollet og dermed mere brugbart, uden at det på nogen måde blev kedeligt. Kollektionen og showet var en ualmindeligt fin demonstration af, at man kan godt kan sige noget tydeligt, selv om man ikke står og skriger. Måtte andre (også på andre felter) opdage det samme.