Asger, hvad vil du?

Alligator print, mænd med håndtasker, gennemsigtige regnfrakker, flammeprint. Det lyder umuligt, men det lykkedes faktisk Asger Juul Larsen at gøre den kombination ret kedsommelig.

Asger Juel Larsen - SS16. Foto: Copenhagen Fashion Week Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Asger Juel Larsen er selv ude om det. Man ankom til hans show, der var det første på messen Revolvers show scene, der ligger i området ved Øksnehallen, hvor byliv møder messeliv og gode handler forhåbentligt indgåes, med store forventninger, fordi hans show i februar, hvor han vidste efterårskollektionen, var fremragende. Lige dele godt håndværk, sjove indfald og en tøjlet vildskab.

Det kunne han ikke leve op til.

Her var to hovedideer materialemæssigt, brug af alligator print på alt fra gennemsigtig plastic, til en »vestagtigt« regnfrakke, lige som der var shorts i materialet. Ligesom stoffet var præget af alligatoren, nogle stykker som aftegninger af hele dyret, så var der print i både flammende rødorange og skingergrøn, som gik gennem kollektionen. Tilsæt lidt sort, lidt gråt og accessories detaljer i kobber.

Piller man stylingen fra hinanden var der fine detaljer, bukser med forside med skrædder lukning og bagside som på et par joggingbukser, en fin kombination af det up-dressede og det afslappede, en fin jakke i grovere strik, halvlange shorts og denim i en grå stone wash, der ikke er set finere siden 1991 og som faktisk virkede helt rigtig.

Asger Juel Larsen legede med det androgyne, hvor modellerne, nogle meget unge på græsen til nuttet små, som havde fået lagt makeup så tydelige på deres kindben som på supermodeller i firserne. En enkelt var stylet som en forskrækket tante med tante sorte bukser, en kort bluse, et tørklæde i halsen (i en frisk farve) og med en taske under armen, som han holdt fast i, nærmest krampagtigt som var han bange for lommetyve. Det var en sjov effekt, men det virkede lidt formålsløst.

Her var hverken noget, der virkelig stak ud og heller ikke noget, der gav ro. Nok også fordi showet var skæmmet af en nærmest besynderlig mangel på energi.

Modellerne gik som var de på vej til skafottet, ligeså langsom og energi fyldte som et barn, der er blevet beordret til at rydde op og virkeligt ikke gider. Når man kombinerer det med mange gentagelser, hvor de samme styles blev vist igen og igen, blev tilskuerne trætte.

Love struck stod der på ryggen af flere af jakkerne og væstene. Men var man? Næh, snarere lidt ligeglad.