Arbejdstøj til kvinder - der ikke gider ligne mænd

Kvinder, der gerne vil se professionelle ud, kommer nemt til at ligne forklædte – og lidt spinkle – mænd. Men sådan behøver det ikke være. Her er tre designere, der laver tøj til arbejdsomme kvinder, som stadig gerne vil være feminine.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kjolerne | feminin på jobbet

Kvinder har så mange roller, de skal både være professionelle på jobbet og mødre derhjemme. Det er det skisma, jeg laver tøj til. Kvinder skal se professionelle ud, men de må stadig gerne se feminine ud. Mine kunder er kvinder i gode stillinger eller dem, der er selvstændige.«

Signe Bøgelund-Jensen er designer og blandt ambitiøse kvinder kendt for at lave tøj, der fungerer i professionelle sammenhænge. Selv er hun diskretionen selv, men det er ingen hemmelighed, at blandt andre Kronprinsessen bruger hendes tøj, når hun er på job, for Signe Bøgelund-Jensen formår at lave kjoler, der både fremhæver kvindekroppen og som samtidig dækker den til. Tøj, der antyder, men ikke overdriver en kavalergang eller en smukt formet hofte.

»Jeg ville måske sige sensuelt. Jeg elsker »raffineret sexet«, hvor man har en hvid skjorte, der går op i halsen, og et pencilskirt på.«

Hun er uddannet på Danmarks Designskole, hvor hun fokuserede på drapering og at skabe koncepter. Efter eksamen kom hun i praktik hos Galliano, men blev hurtigt flyttet til Dior, hvor John Galliano også var chefdesigner, og der arbejdede hun i en periode. Efter Paris flyttede hun til Danmark, var ansat hos Noa Noa i et barselsvikariat, hvorfra hun blev headhuntet til en stilling i italienske Moschinos designteam. Kontrakten var nærmest skrevet under, men gik i vasken, da italienerne, som ellers havde insisteret på at ansætte en kvinde, opdagede, at hun havde børn og ikke planlagde at arbejde hver aften til kl. 22.

Og så tog hun hjem og lavede sit eget mærke, der bærer hendes eget navn. Tøj til kvinder, der som hun mestrer både rollen som mor og som selvstændig.

Signe Bøgelund-Jensen, tøjdesigner. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere

Hun laver to årlige kollektioner, men har en række faste modeller, som hun sælger år efter år og forfiner. Hun sælger engros til butikker, men hun har også en række faste kunder, der køber kjolerne fra værkstedet, hvor hun har »biblioteket« hængende. I rummet ved siden af har hun arbejdsborde og symaskiner, så kjolerne kan tilrettes.

»Når en kunde kommer her første gang, beder jeg hende om at finde mindst fem til ti kjoler, som hun skal prøve. Vi taler sammen, og jeg skal forstå dem og deres behov. Jeg vil vide, hvem de er, og jeg vil vide, hvad de gerne vil fremhæve, hvem de vil være. Er kunden højtstående leder eller revisor og skal tages alvorligt som sådan? Eller er hun en HR-type eller ansat i marketing, der gerne må være lidt mere flagrende? Nogle mennesker er ikke så gode til at forestille sig, hvordan ting kan se ud, hvis man bruger dem på forskellige måder, så jeg vil også udfordre dem. En kjole, der ligner ingenting på bøjlen, kan være fantastisk på, fordi jeg arbejder med forfinede linjer og draperingsteknikker.«

Hun opdeler sine kollektioner i tre dele. En klassisk del, en mere sprælsk og så mellemtingen. En klassisk revisorkjole kan være mørkeblå og med en smal underspillet slids over det øverste af brystkassen, så man kan ane huden under, men ikke se meget af den. En sprælsk kjole kan være en klar blå farve i en stofkvalitet med indvævet hvidt mønster, der næsten ligner strandskaller. Nogle af hendes kunder begynder i det klassiske hjørne, men vover sig ud i mere sprælske ting med tiden. Andre køber ti kjoler på et år, og så ser hun dem ikke længe, fordi de har fået arbejdsgarderoben i orden.

»Når jeg ser mit tøj i bladene, hvor kendte mennesker har det på, kan jeg se, at journalisterne nogle gange har glemt at spørge dem, hvor det var fra. Det er formentlig, fordi det fremstår så naturligt på kunden, og så ved jeg, at jeg har gjort mit job godt. Det er selvfølgelig drønærgerligt ikke at få den reklame med på vejen – men pytskidt, folk finder mig som regel alligevel, hvis de virkelig ønsker det. Og egentlig er det vel en stor kompliment, at ingen spørger, hvor tøjet er fra. Det passer bare godt til lejligheden og den kvinde, der bærer det,« siger Signe Bøgelund-Jensen.

»For mig handler det om, at kunden føler sig som den bedste udgave af sig selv, når hun er iført Bøgelund-Jensen, og ikke skal tænke over, om det fungerer, men bare virke i sit erhverv på bedste vis.«

Signe Bøgelund-Jensen. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Skoene | stærkere på høje hæle

»Altså, det er jo høje hæle, det er ikke løbesko, men det er høje hæle, man kan gå i hele dagen. Jeg vil gerne give kvinder mere styrke. Det gør man ved at tage høje hæle på. Og mine sko skal fortælle historier, som også kan »empower« kvinder. Verden er fyldt med historier om smukke kvinder. «

»Men inspirerer det nogen at læse om dem? Jeg vil hellere fortælle om alle de fantastiske kvinder, der findes. De historier skal mine sko fortælle folk. Derfor har de navne efter rigtige kvinder.«

Hun tager en sort ruskindsstøvle op.

»Den her hedder f.eks. Miss Boss og er inspireret af Helle Pia, der har overlevet kræft to gange, og som har åbnet en skønhedssalon for at gøre kvinder smukkere. Hun er lidt genert, men i sin fritid kører hun på Harley Davidson og er forelsket i Bruce Springsteen. Det kan man da ikke andet end at elske.«

Frederikke Schmidt laver skomærket Roccamore, der giver kvinder styrke. De er høje og smukke. Men konstrueret, så man kan gå i dem en hel dag på arbejde uden at måtte skifte efter frokost eller skubbe dem af under skrivebordet.

Hun troede som barn, at hun skulle være tøjdesigner. Hendes mors kjoler var konstant udstyret med huller, fordi Frederikke havde klippet stofprøver ud af dem til de mønstre, hun tegnede.

Men da hun kom på Teknisk Skole, var skomagerlinjen lige pludselig meget mere tillokkende end konstruktion, hvor hun var indskrevet. Så hun endte med at lave en sko til sin eksamen og blev uddannet skodesigner i Firenze, hvor hun også arbejdede efter sin eksamen, blandt andet som kreativ direktør for Mermaid, hvor hun lavede en eksklusive linje et par sæsoner.

Men da producenten besluttede sig for at flytte produktionen til Kina, sagde hun op og rejste hjem til Danmark.

Frederikke Schmidt. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

»Og her gik det så op for mig, at man ikke kan få job som skodesigner i Danmark. Der er ingen firmaer, der selv designer deres sko. Der har været flere små skodesignere, men der er ingen af dem, som har klaret det.«

Så hun fik freelanceopgaver i Italien, og imens hang hun ud hos den ortopædiske skomager Kenneth Elsgaard i Jægersborggade, som har mange års erfaring med at lave sko til fødder, der har brug for hjælp.

»Jeg har lært at lave sko selv, helt fra bunden, så det gjorde jeg hos ham, og så prøvede jeg, sådan lidt for sjov, at lave et ortopædisk indlæg, som jeg kunne bruge i mine høje sko, og som kunne gøre det rarere at gå i dem. Kenneth synes jo principielt, at høje sko er en dårlig idé, men han hjalp mig alligevel og sagde: »Hvis du så gør sådan, så får du noget af blodforsyningen tilbage i de yderste to tæer«.«

Tricket er i grove træk at at afbalancere kroppens vægt mere ligeligt samt at forme foden til at gå så anatomisk korrekt som muligt. Det sker eks. ved at fedtet, der udgør fodens trædepuder, bliver skubbet ind på plads, under forfodsknoglen, så foden ikke tager skade af at gå i de høje hæle.

Det blev til et indlæg, hun selv brugte og efterhånden også lånte ud til sine veninder, men det fyldte i skoene, så hun måtte købe sko et nummer for stort.

»Så jeg fandt på, at jeg ville lave sko, hvor indlægget var indbygget. Høje sko, som var rare at gå i.«

Frederikke Schmidt lavede en kickstarter-kampagne, hvor folk kunne støtte hendes projekt ved f.eks. på forhånd at betale for et par sko.

»Vi fik finansieret vores projekt med 220 procent, hvilket er helt vildt, og der var folk fra 22 lande, der var med. Det er et dansk projekt, så det er nemt at forstå, at danskere vil være med, men 22 lande! Det siger noget om behovet. Folk havde fundet mig ved at google »comfortable high heels«.«

Hun er nu i gang med sin anden kollektion, som hun selv finansierer, men producerer i et tæt samarbejde med sine kunder. De er med til at vælge hvilke sko, der skal sættes i produktion, og Frederikke Schmidt sælger mange af skoene ved kundearrangementer, så hun møder kunderne og ser de kvinder, der får rettet ryggen, når de får de høje hæle på. Parate til at erobre verden.

Frederikke Schmidt, skodesigner og kvinden bag skomærket Roccamore, der laver højhælede sko, som er skånsomme for fødderne. Fold sammen
Læs mere

Tasken | praktisk, men stadig pæn

Jeg manglede en taske, der passede til mit liv. Jeg har brug for at have ting med mig, når jeg arbejder. Men den skal stadig være smuk. Så lavede jeg den selv.«

Ulrika Bolinder er vokset op med smukke ting. Hendes mor, Monica Ekman, var model for Eileen Ford i New York i 1960erne og havde, fortæller hendes datter, smukke ting og god smag. Ulrika Bolinder kan stadig huske fornemmelsen af at se påsin mors tasker.

»Når min mor ikke var hjemme, listede jeg ind og kiggede på hendes ting. Det er et af mine tidligste barndomsminder. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at pakke dem ud og af at åbne en meget smuk aftentaske, hun havde, med rødt for. Der var små rum i den til hendes pudder og læbestift. Den taske har hun stadig, men hun vil ikke af med den. Jeg har altid elsket tasker. Jeg sov med dem som sovedyr, da jeg var lille.«

Ulrika Bolinder har i mange år drømt om at arbejde kreativt, men hun har haft travlt med at drive firmaer med sin mand og med at få børn, så det var først for nogle år siden, at hun opsøgte den svenske lædervarefabrikant Magnus Nyström, der har en mindre fabrik i Stockholm.

Ulrika Bolinder. Foto: Marcus Kurn Mackan. Fold sammen
Læs mere

»Jeg ville lave en taske, sagde jeg til ham, og efter lidt tid indvilgede han i at arbejde sammen. Vi laver prototyperne i Stockholm i et tæt samarbejde, og så bliver taskerne produceret i Indien, hvor han har et tæt samarbejde med en fabrik. I dag er den slags jo meget nemmere. Er der tvivlsspørgsmål, kan man skype og få tingene afklaret.«

Taskerne kaldte hun Bolinder Stockholm, selv om hun lige skulle tjekke med sin mands søstre, at det var i orden, hun brugte navnet Bolinder. De er ud af en gammel svensk industrifamilie. Søstrene syntes, det var en fin idé. Og de er glade for taskerne, der har lilla for og udenpå har et karakteristisk firkantet mønster, en venlig tanke tilbage til det Manhattan, hvor hun voksede op.

»Mønsteret udenpå er smukt, men det er også et mærke. Kender man Bolinder Stockholm, er det nemt at se, at det er en taske fra os. For andre er det bare et smukt mønster. Indeni er det praktisk med en farve, for det gør det nemmere at finde tingene,« siger hun.

Kollektionen består foreløbigt dels af linjen »Grace«, der indeholder håndtasker fra en ganske lille cocktailtaske til større håndtasker, og en rejselinje, der hedder Dignity, og som med sit orange for henvender sig til både mænd og kvinder. Men alle taskerne har fællestræk.

»Mine tasker skal fungere. De skal f.eks. kunne stå selv, så tingene ikke vælter rundt i dem, og så de ser smukke ud. Nogle tasker er kun pæne, når de er stoppet ud med papir i butikken. Der skal være rum til både en iPad og en telefon i de større tasker. Alle tasker skal have en rem, så de kan bæres over skulderen. De skal være smukke, de skal være god kvalitet, men de skal fungere. Jeg har selv arbejdet i mange år. Jeg vil kun lave noget, der fungerer til kvinder, der arbejder. Jeg laver også kun tasker, som jeg selv har behov for. Så tænker jeg, at andre nok også har det.«

Foto: PR. Fold sammen
Læs mere