Anna og modebæstet

Tøjdesigneren Anna Gulmann var med til at krydre dansk mode et øjeblik. Med opsigtsvækkende kollektioner og humoristiske modeshows tog hun gennem hele sin karriere kampen op med den »meget, meget overfladiske« modebranche. Men tabte.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen

»Quirky«, kaldes den bølge af særligt skæve og unikke designere, der i øjeblikket dominerer dansk mode.

Hippe tøjskabere som Henrik Vibskov, Stine Goya og Wood Wood er i øjeblikket eksempler på dem, der skiller sig ud i den benhårde individualiserede modebranche. De leger med farver, form og detaljer og søger alle væk fra minimalismen, det klassiske, det vi forventer, og som ellers længe definerede de danske catwalks.

Det har medført, at alverdens prints har prydet vore T-shirts. Vi har båret oversize, neonfarver, maskulint kvindetøj, feminint herretøj og bomuldsklæder lavet af bønder, der har fået den løn, de skal have. »We’ve seen it all«, som man siger, og det er efterhånden blevet svært for designerne at vække opsigt. For hvordan skiller man sig ud fra dem, der skiller sig ud? Og hvor længe kan man blive ved med det?

Dametøjsdesigneren Anna Gulmann har gjort det i syv år. Siden hun blev færdig på det prestigefyldte Central Saint Martins College of Art & Design i London i 2001 har man kunnet finde hendes tøj i 12 butikker rundt omkring i Danmark, men også i Italien, Sverige, England og Japan har hun slået benene væk under moden. Og for blot tre år siden blev hendes tøj udstillet af Dansk Designcenter under titlen »UNIK: danish fashion«. Her var hun en af 14 udvalgte designspirer, der blev beskrevet som »talentmassen, der ligger til grund for dansk modes globale gennembrud«.

Den 30-årige designer havde skabt en bemærkelsesværdig konceptuel og humoristisk tilgang til modeverdenen, der blev serveret for folk, når hun inviterede til modeshows. Her præsenterede hun sine eklatante retrohippie-rober: dametøj med flæser, plissé, sløjfer, broderier og ikke mindst hele paletten af pangfarver, for omverdenen.

I stedet for catwalkende darlings med 1.85 meters attitude, dukkede krøltoppede, dansende brunetter op på podiet. Frem for en henkastet cool DJ, der scratchede tidssvarende beats, sang livebands corny evergreens.

Både univers og tøj blev kreeret til Kirsty - en vilter krøltoppet brunette, som er Anna Gulmanns selvopdigtede muse, der skifter hobby hver sæson. Kollektionerne i sig selv optrådte som en hel tegnefilm, hvor man blev inviteret ind i hendes spraglede virkelighed af humor, selvrefleksioner og stærke holdninger til den branche, hun befandt sig i.

Men nu er det slut.

 

»Jeg har virkelig følt, at jeg var fra en fuldstændig anden planet. Og det var spændende at komme ned og hilse på den planet, hvor alle har suspekt meget make-up på, er stylet som rockstjerner og drikker sponsoreret Danzka-vodka fra klokken 10 om morgenen. Men så blev det på en eller anden måde lidt for virkeligt. Det blev mere og mere klart for mig, at det var dem, der regerede på denne her mærkelige planet, og at hele det der pudder-champagne-noget var nok i sig selv,« siger Anna Gulmann, der netop har lukket sit enmandsfirma og er stoppet som modetøjsdesigner.

»Jeg vil stadig gerne designe. Men det der modefortegn, det magter jeg simpelthen ikke længere. Det er virkelig phony business. Jeg er enormt glad for det, jeg har lavet. Men det er nok en af de brancher, hvor der er mest forskel på det ydre, og så på, hvordan tingene egentlig er. Der bliver brugt så meget krudt og penge på al ståhejet, hvor jeg bare tænker: hvor meget har vi at fejre?«

Hun har ikke makeup på, håret er skødesløst kortklippet, og hun taler med en uhøjtidelig rolig stemme om sin færden i modens verden. Omgivet af sine farvestrålende designs på rullestativer, i papkasser og på plakater i hele rummet, sidder hun en septemberdag i sit lille kontor i det kreative kontorfællesskab i baggårdsetablissementet »Design 19e« på Nørrebro. Igen. For blot få måneder siden sad hun der nemlig også, og fortalte MS om sit ambivalente forhold til modebranchen.

»Branchen har det her fem centimeter tykke pudderlag, der ses som noget uægte. Og det uægte er det, der både er fantastisk spændende og rigtigt kunstigt,« forklarede hun dengang om sin jonglerende færden i den verden, hvor hun aldrig følte sig helt hjemme – men som alligevel gav hende mad på bordet i syv år.

»Jeg skal sgu være her nu, hvor ingen andre laver sådan nogle ting,« tænkte hun, og Danish Fashion Institute, netværksorganisationen, der skal promovere dansk mode i udlandet, betegnede hende i samme takt som en designer, »der var behov for i den danske modebranche«.

Men ambivalensen, der drev hende, måtte pludselig overgive sig til den ene side på vægtskålen. Og i dag har hun en helt klar holdning til, hvad modebranchen kunne bruge hende til.

»Der er dem, som får dansk mode til at se ud af noget, og så er der dem, som tjener pengene. Jeg var sammen med nogle andre de ekstra lys på kransekagen, som var med til at brande dansk mode som nyskabende og kreativ.«

Anna Gulmann fortæller, at enkelte af hendes designs er blevet kopieret og solgt i massevis i lavpris-butikker og fortsætter med et opgivende smil.

»Den danske modescene har en ambition om at blive den femtestørste modeklynge i verden. Det har vi bare ikke en jordisk chance for, når de designere, der klarer sig bedst, er trendfølgere i stedet for trendskabere. Det er en alt for udmattende rolle kun at være galionsfigur i et eller andet stort »hvordan vil vi gerne kommunikere Danmark udadtil«-projekt. Jeg føler, at jeg har dyrket en rigtig fed sport, men er blevet bedømt i en helt anden disciplin: »Det er skidegodt, Anna, men her laver vi altså ikke kuglestød, men længdespring!««

 

Anna Gulmann voksede op i Gentofte nord for København, og erklærede som så mange andre småpiger, at hun gerne ville være tøjdesigner. Men fra første dag begav hun sig ud på en kreativ rejse, hvis overordnede destination stædigt lød: fjernt fra klicheerne.

Hun syede ekstravagante og humørfyldte kostumer i fritidshjemmet i stedet for prinsessekjoler. Og da hun stod med eksamensbeviset i hånden og var et nyudklækket håb inden for Women’s Wear Fashion fra en af Londons berømte designskoler, interesserede det hende ikke at arbejde for en højt-på-strå designer for ingen penge. Hun accepterede derfor, at hun nu måtte vende næsen hjem til Danmark for, som hun selv siger, »at designe slips for Mr. Jardex eller joggingtøj til Brugsen«. Men sådan gik det ikke.

»Lige efter jeg var kommet hjem fra London, tikkede en fax ind i butikken »Storm« i København, hvor jeg solgte min afgangskollektion. Jeg havde aldrig fået en fax før, og var helt overrasket over, at den var til mig. På hjælpeløst engelsk stod der, at et japansk firma, ved navn Zenja, ville sælge mit tøj i Japan. De havde set mit tøj i et engelsksproget dansk modeblad, »Scandinavian Living«,« fortalte hun for nogle måneder siden MS om den dag i hendes liv, der etablerede hende som en selvstændig modeskaber, der kunne leve af sine designs.

De første to kollektioner blev kun solgt i Japan, hvor de var helt vilde med tøjets lidt naive tegneserie-udtryk, men efter en periode med desperate opkald til den japanske ambassade for at få hjælp til at overstige kulturbarriererne, endte samarbejdet, og Anna Gulmann begyndte at sælge sit tøj til moderebeller i Danmark.

»Så blev jeg en del af designfællesskabet Könrøg i København. Det var fantastisk at kunne tage på messer sammen og kunne gøre opmærksom på, at selv om vi var små og uetablerede, så kunne vi godt nogle ting,« fortalte hun.

Könrøg eksisterede fra 2001 til 2006 og havde butik i Hyskenstræde i det indre København. Butikken blev hurtigt udnævnt til überhip, og de seks nyudklækkede designere blev af presse og branchefolk kaldt nyskabende og grænsebrydende.

Anna Gulmann fik ligeledes en gevaldig international blåstempling, da hun blev særligt udvalgt til at repræsentere Danmark på verdensudstillingen EXPO i Japan sammen med den industrielle designer, Louise Campell. Samtidig udstillede hun på det lille og utraditionelle Galleri V1 på Vesterbro i København. Begge dele var hun lige stolt af, for hun vil både anerkendes i under- og overgrund. Men der er én ting, der altid har været vigtig for hende.

»Det er meget presserende for mig at trække selvhøjtideligheden ud af modens univers. Jeg synes, at humor betyder rigtig meget i en branche, der jo ellers er så helt fantastisk selvhøjtidelig. For mig er det den mest oplagte måde at gribe det an på at lægge op til, at der trækkes på smilebåndet – også gerne af mig selv,« beskrev hun.

I dag ser hun det som en af årsagerne til, at der ikke var plads til hende i moden mere.

»Det er okay, at nogen synes, at jeg er flabet, når jeg kun kan se det sjove i, at nogle helt seriøst påstår, at »sort er det nye sort«. Men nu har jeg bare fundet ud af, at der er alt for mange med den modsatte og gængse opfattelse. Det skal ikke lyde som et korstog på nogen måde, men jeg har det sådan nu, at modebranchen er et sejt, i betydningen hårdt, sted at være, og man skal kun kaste sig ud i det, hvis man har gejsten og kræfterne til det.«

 

Indtil for nylig samarbejdede Anna Gulmann med de tre innovative piger i kunstnertrioen »Ingen Frygt«, der har gjort sig bemærket i både undergrund og popkultur, og som blandt andet har skabt musikvideoer til Malk de Koijn, Nephew og Moi Caprice, og som senest dukkede op i offentligheden, fordi de i et art-statement havde besluttet kun at spise pengesedler i en periode på tre uger.

De tre unge kvinder fik ansvaret for alle Anna Gulmanns kataloger, et samarbejde hun selv kalder fantastisk kreativt, men som kostede et par salgsagenter, der prøvede at tøjle hendes univers og gøre det mere tilgængeligt for et bredere publikum. Anna Gulmanns univers var for spraglet. For aparte. Kvindehoveder, der var plantet som kålhoveder i en have, udgjorde forsiden på et katalog, designeren selv var henrykt over. Men møde efter møde forsøgte salgsagenterne at få hende til at bruge, efter hendes mening, forudsigeligt tynde og smukke modeller i salgskatalogerne i stedet for de tre »almindelige« piger fra »Ingen Frygt«. Men selv om det måske havde solgt mere tøj, holdt Anna Gulmann fast i sig selv og ikke mindst i den imaginære muse, Kirsty, der skulle optræde i alt fra skitsetegninger til kataloger og modeshows.

»Mode handler så meget om differentiering, at bygge et univers op og få nogle værdier til at gå i visuelt spand, så man fornemmer det, der er bag, uden, at det bliver et tungt politisk manifest. Det tror jeg, er ret afgørende, uanset om man så er Prada, Adidas eller mig. Det er helt okay, at andre er strømlinede. Det er bare ikke mig, der skal være det. Det er ikke det, jeg har at byde på. Hvis folk ikke kan lide det, så er der heldigvis en hel masse af det andet til dem. Men det får mig aldrig til at sætte spørgsmålstegn ved det, jeg laver,« siger Anna Gulmann.

Det har heller aldrig været med udgangspunkt i modeblade og tendenser, at Anna Gulmann har skabt designs. De udsprang kun af hendes egen fantasi. Og med hjælp fra Kirsty. Med krøllet, brunt hår og en helt normal skikkelse, modstrider hun modens ellers så skarptskårne dogme om kvindeidealet. Kirsty er ifølge Anna Gulmann bare blevet ved med at dukke op i hendes bevidsthed, hver gang der skulle tegnes nyt og fantasifuldt tøj. Og hun forsvinder ikke nu, hvor hun er på vej i nye retninger med sit liv. Kirsty har for eksempel lige været sat i glas og ramme i broderet form på en udstilling i det nyåbnede galleri, Chi Chi Potter, i København.

»Hun er en hybrid af værdier, som jeg både tiltrækkes og frastødes af, og har ikke ret meget med mig selv at gøre. Hun er skør – men på en ret tør måde. Hun er indadvendt, asocial, ret nørdet og egenrådig. Men med en ret syret fantasi. Det er rart at have hende som holdepunkt, når mit arbejde ellers tager mig så mange forskellige steder hen.«

Det er både helt unge piger og kvinder på 60, der fascineres af Anna Gulmanns tøj. Modige og farveglade kvinder, ifølge hende selv. På spørgsmålet, om hun selv er sådan en kvinde, svarer hun med et tydeligt »Ja!« og hun er da også næsten altid iført egne designs. Hendes tøj er nemlig også et lille prik til de gængse kvindeidealer.

»Der er ingen tvivl om, at mit univers har feministiske undertoner. Det har altid været et projekt for mig, hvordan jeg kunne omgås det, at de fleste kvinder godt vil have noget, der er sexet. Men jeg har så tænkt, hvad kan det være, der er sexet, hvis det ikke skal være små italienske spaghettistrop-cocktailkjoler. Hvordan kan man gradbøje og udforske tøjet, så det både bliver meget feminint – ikke sådan et betonlebbeprojekt og stadig visuelt fængende. Det er helt sikkert det, der har været afsættet. Samtidig skal folk jo ikke føle, at de går ind i en eller anden krig hver morgen, når de tager tøj på, det ville blive ret anstrengende, og det har aldrig været min mening at være demonstrativ,« sagde hun.

 

Anna Gulmann afviser i dag ikke, at der kan komme enkelte stykker tøj fra hendes skabende hånd i fremtiden. Men selv om hun aldrig har fået så mange henvendelser fra agenter og butikker i udlandet, der vil sælge og promovere hendes tøj, som nu, hvor brandet Anna Gulmann er ophævet, frister det hende ikke spor at vende tilbage på fuld tid.

»Jeg synes ikke, det er kreativt tilfredsstillende at lave så meget så ofte, som man jo skal, når man er i modeverdenen. Jeg kom til at tænke: »Hvor mange nederdele er det lige, der er brug for i denne verden? Og når det først er begyndt at føles meningsløst, så er det for svært at fortsætte.«

Det er derfor specialet i Visuel Kultur på Københavns Universitet, der optager det meste af hendes tid, når hun begynder på studierne til januar næste år. Her fordyber hun sig i forskellen på danskernes og kinesernes designbegreb. Og her kan hun i den grad bruge sine erfaringer fra modebranchen.

»Danmark har jo et behov for at holde fast i vores store modernistiske værk og gøre det til det eneste rigtige. Jeg har altid inter-esseret mig for modsætninger, og så har jeg været nysgerrig for at se, om det mon kunne være anderledes, end den gængse opfattelse. Jeg kunne derfor godt tænke mig at prøve at finde ud af, hvordan vi kommer ind på det kinesiske marked, hvor de har en anden opfattelse af originalitet.« Hun holder en kort pause.

»Men ikke inden for mode!« tilføjer hun så med et smil og forklarer, at accessories til cyklen måske var en idé.

Asien, og særligt Japan, hvor selviscenesættelsen er mere direkte og humoristisk, tiltaler hendes kunstneriske mentalitet.

»Sådan en som Malene Birger har tilfældigvis en klassisk eksklusiv smag, hvilket der er mange, som har samme opfattelse af. Det har jeg ikke. På vores breddegrader må man ikke skeje for meget ud. Det skal helst ligne, at man bare har taget tøj på. Men det andet passer nok bedre til min opfattelse af mode, fordi det er mere eventyrligt og frem for alt uhøjtideligt og sjovt.«

Anna Gulmann er derfor spændt på at se, hvor længe den meget promoverede »quirky« bølge vil holde i den danske modebranche.

»Det er meget kulturelt elitært i Danmark, men den største modemesse er stadig den i Bella Center, som er den mindst kreative. Måske er kunderne der ikke til den helt store kreative modescene? Det overvejer man ikke, i stedet melder man sig ind i en klub, hvor man siger, at det går helt fantastisk på den front. Det er bare vigtigt at få frem i søgelyset, hvem der vinder, og hvem der bliver gidsler i spillet om, at vi skal se kunstnerisk originale ud. Jeg har forsøgt at gøre en forskel. Det er nok ikke mig, der har gjort noget stort for bruttonationalproduktet, men jeg har måske været med til at flytte lidt på nogens opfattelse af, hvad mode kan være.«