Undrende og underfulde landskaber på Odsherreds Kunstmuseum

Jesper Christiansens store landskaber summer af citater og musik, men er samtidig skønne billeder i sig selv.

»Anatomy of Melancholy«, 2019-20 Akryl, skolekridt og gesso på hørlærred. Et moderne vanitasbillede med hilsner til C.V. Jørgensens »Indian Summer« og Rilkes »Efteraar«: »Vi falder alle. Denne Haand vil falde / Se paa de andre, se: det er i alle / Dog er der Een, og altings Falden ender / uendeligt forsigtigt i Hans Hænder«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Christiansen

September er årets smukkeste måned, og helt frem til den 27. kan man stadig nå at besøge det bølgende Odsherred, og dér i det fine lille Odsherreds Kunstmuseum i Asnæs kan man se Jesper Christiansens smukke udstilling »De Fire Årstider«.

Christiansens natur er ellers ikke til naturen, om man så må sige. Siden sin akademitid har han dyrket en mere indadvendt praksis, hvor billedfladen og selve repræsentationens problem synes at være det, der interesserer ham mest. Jesper Christiansen er en intellektuel og humoristisk maler med en stor interesse for både litteratur og musik. En interesse, han konsekvent udfolder i sine malerier – som minimum i værktitlerne, men som oftest helt konkret med lange skrevne citater hen over lærredet og med motiver lånt fra pladecovere eller endda billeder af yndlingsplader som elementer i maleriet.

For nogle år siden slog Christiansen sig ned i det skønne Odsherred, og med ét blev naturen nærværende for ham på en ny måde. Der er også meget af den i det kuperede landskab omkring Asnæs, og man får uvilkårligt lyst til at male den, så da Odsherreds Kunstmuseum opfordrede ham til at lave en udstilling, var vejen fra tanke til handling kort – og dog. For det var med en smule tøven, at Jesper Christiansen kastede sig ud i den for ham uvante omverden, og det er da også synligt i de ganske vidunderlige billeder, der er kommet ud af anstrengelserne. De er næsten alle malerier, der ser på naturen gennem et vindue eller en dør. Det er tydeligt, at maleren sidder inde i sit atelier og kigger, en kende skeptisk, ud på alle de mange, smukke processer, der udfolder sig derude under himlen.

»Summer surprised us ...«, 2019-20, Akryl, skolekridt, 2H-blyant og gesso på hørlærred. Linjen er fra T.S. Eliots »The Waste Land«. Bemærk den røde havetraktor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Christiansen.

Men værkerne altså, de er gode. De er ikke landskaber i nogen traditionel forstand. De er landskaber i Jesper Christiansensk forstand: fulde af tøven, men også fulde af lune, begejstring, god musik og gnistrende citater. At gå gennem udstillingen, hvis vægge i øvrigt er kongenialt farvesat af maleren selv, er som at overhøre Christiansens dialog med sig selv, og langsomt drages man ind og nyder både maleriernes »rene« kvaliteter og de mange samtaler, de uvilkårligt sætter i gang. Vi taler med Rilke og T.S. Eliot, kigger forbi Martin A. Hansen på Swanernes Malergården, og hører både Vivaldi og C.V. Jørgensen, mens malerierne og deres skæve, men præcise kolorit og motivverden bare vokser og vokser.

Grænsen mellem ude og inde opløses

For tre år siden stod Jesper Christiansen fadder til Nivaagaards helt fantastiske udstilling med malermaleren Immanuel Ibsens værker, og i denne udstilling er det igen tydeligt, hvor grundigt Christiansen har studeret Ibsens ideer om den lille, koncentrerede kontrastfarve, der kan aktivere hele billedfladen. I alle de store landskaber, der som Christiansens øvrige billeder er malet på en sort grund, er der et lille rødt element, et æble, en havetraktor, der lyser op og med sin farvekontrast får de grønne farver til at swinge. Og det er OK raffineret gjort, for det er jo ikke ligefrem lysmaleri, Jesper Christiansen praktiserer. I stedet virker landskaberne som hevet ud af den engelske arts and crafts-bevægelse, der også dyrkede det perspektivløse flademaler og den sorte kontur, der hos dem som regel skulle give minder om et blyindfattet kirkevindue.

»Han er gået i undreland og er trådt ind i Odsherreds dejlige landskaber med et hoved fuldt af digte og en kuffert fuld af pensler. Og ud af den tur er der kommet en udstilling, enhver bør unde sig selv at se.«


Det er dog ikke kirken, der er på spil her, men snarere indonesisk batik, der også ofte kommer ud af en sort bundfarve. I samtlige malerier spiller stoffer, duge, pudebetræk og gulvtæpper en stor rolle, som regel i en pointillistisk leg, der opløser grænserne mellem ude og inde, mellem kultur og natur.

Den superdetaljerede fladevirkning, hvor hvert enkelt blad er tegnet op, men hvor billedets elementer samtidig virker som sætstykker i et dukketeater er et resultat af Christiansens lyst til at udfordre det kedelige centralperspektiviske rum, man som moderne kunstner skal være imod. I denne udstilling synes jeg dog, vi kommer et spadestik dybere, fordi de mange digt- og musikreferencer i billederne spiller med i oplevelsen, og dermed bliver de til elementer, der beånder landskabet i malerierne. For beåndet, det er det. Med fjorde og gravhøje, anemoner, bugnende marker og blade, der falder trindt om land.

Man kommer uvilkårligt til at tænke på Brorsons »Op al den ting« og linjen »Det mindste græs jeg undrer på / I skove og i dale …« for det er det, maleren har gjort: Han er gået i undreland og er trådt ind i Odsherreds dejlige landskaber med et hoved fuldt af digte og en kuffert fuld af pensler. Og ud af den tur er der kommet en udstilling, enhver bør unde sig selv at se. Det tager kun en lille time i bil og lidt mere med den offentlige, men hvad betyder tid målt op mod den evige kunst?

De fire årstider. Hvor: Odsherreds Kunstmuseum, Asnæs. Hvornår: Tirsdag-søndag 11-16 frem til 27. september.

Til udstillingen har Jesper Christiansen malet en rigtig plakat. Med både typografi og skriveskrift. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jesper Christiansen.