Ugens Trendsætter: »Vi har ikke brug for mere skrammel i verden. Når vi laver noget nyt, skal det give mening«

Sarah Müllertz gik fra et job hos Henning Larsen Architects til at skabe sin egen smykkevirksomhed, Kinraden, der bygger på cirkulære principper og har kronprinsesse Mary i sin fanskare.​

Sara Müllertz
Sarah Müllertz er uddannet arkitekt og havde det job, de fleste arkitekter drømmer om. Men hun kunne ikke slippe sin drøm om at blive selvstændig smykkedesigner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Peter Nørby

Sarah Müllertz havde alt det, de fleste af os kæmper for at holde fast på: faglig anerkendelse, kollegial respekt og en imponerende titel hos Henning Larsen Architects. Men hun kunne ikke slippe sin fascination af smykker, ideen om at skabe meningsfyldte miniværker og tanken om at være sin egen lykkes (guld-) smed.

I dag er hun kvinden bag smykkevirksomheden, Kinraden, der er bygget på cirkulære forretningsprincipper, før det blev chikt, og som allerede har fået danske fans som kronprinsesse Mary og Eva Kruse.

Du er uddannet arkitekt, og du har haft stor succes i den branche. Hvorfor har du valgt at lave smykker?

»Det lille format fascinerer mig. Jeg blev uddannet arkitekt fra Kunstakademiet i 2005, og jeg havde efterfølgende min egen tegnestue, Superspace med en partner i ni år, hvor jeg lavede interiør og produktdesign. Men smykkerne var gået i blodet på mig længe inden. Jeg kom fra Aarhus til København i 1992, og to år senere fik jeg job i smykkefirmaet Othmar. Her avancerede jeg hurtigt, og på fire år nåede jeg at blive marketingschef og lære alt om salg og produktion.

Da jeg kom på akademiet, kunne jeg mærke, at jeg ikke var færdig med smykker. Den skala kan noget særligt. Der er mange links mellem arkitektur og smykker. Det handler om at formgive en fortælling, så ens idé er stærk og klar. Du kan ikke snyde. Det er meget tydeligt, når smykker bliver for kommercielle, eller et byggeprojekt ikke er gennemtænkt eller tvunget ud af en besparelse frem for en kreativ vision.«

Den sorte »sten« er i virkeligheden diamantslebet Mpingo-træ fra Tanzania. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Oliver Knauer.

Hvordan kom du ind hos Henning Larsen Architects?

»Det var i 2014, at jeg startede min bæredygtige smykkevirksomhed, Kinraden. Jeg var i kraft af et andet projekt stødt på træsorten Mpingo, der kaldes for Afrikas sorte guld, og som kommer fra klarinetskovene i Tanzania. Det er et enestående materiale, der er beskyttet af WWF, og som er FSC-certificeret. Det er ekstremt hårdt. Det slog mig, at man måtte kunne slibe det som ædelsten og bruge det som omdrejningspunktet i en smykkekollektion. Parallelt blev jeg hyret til at løse en projektopgave for Henning Larsens tegnestue. De ville have, at jeg lavede en forretningsplan for deres designafdeling, og det førte hurtigt til, at jeg blev ansat i deres designafdeling. Efter kun et år blev jeg spurgt, om jeg ville være designchef, og allerede et halvt år senere om jeg ville være partner.«

Så hvorfor blev du ikke hos dem?

»I efteråret sidste år sad jeg pludselig til min alt for unge venindes begravelse. Hendes bror holdt den fineste tale, der satte hele mit liv i perspektiv for mig. Om hvordan uendeligheden blev afløst af endeligheden, når nogen dør før tid. Og jeg sad bare med en følelse af, at det jeg arbejdede med og dedikerede mig til skulle give mening på et højere plan. Jeg vil efterlade et personligt aftryk i verden – ikke bare slide for andres ideer. Walt Whitman skriver i digtet »O Me! O Life!« om at livet er absurd, hvis ikke vi selv giver det mening, skriver vores livs vers ind i en større fortælling. Jeg blev klar over vigtigheden af, at jeg formulerede mit livs vers på ny.«

Foto: Foto: Oliver Knauer.

Men var det ikke svært at give slip på et sikkert og prestigefyldt job?

»Jo – og alligevel ikke så svært, som jeg troede, at det ville være. Jeg skulle til at forhandle en ny kontrakt, og jeg fik tilbudt en flot pakke. Hvis jeg sagde ja til den, til mere ansvar, tyngde og løn, ville jeg også binde mig en årrække frem. At det nu var tidspunktet at dedikere sig fuldt ud til Kinraden blev meget tydeligt for mig. Hvis jeg skulle springe ud i at blive selvstændig, skulle det være nu. Så jeg sagde pænt nej tak til et ellers flot tilbud.«

Sara Müllertz

»Jeg bliver dagligt mindet om, at jeg har det bedre i arbejdstøjet end i »hyggebuksen«.«


Hvordan vidste du, at det var Kinraden, der skulle optage din energi?

»Hele historien om Kinraden ligger i navnet. Det kommer af »next of kin« – eller det ord man brugte for slægtskab i England i det 13. århundrede. Det beskriver, hvordan vi alle er beslægtede i dag, fordi de valg, vi træffer fra nu af, ikke bare påvirker os selv, men hele den verden vi efterlader til generationerne efter os. Mine smykker er lavet af genanvendelige og bæredygtige materialer. De er ikke tænkt som modeobjekter, og jeg laver ikke nye kollektioner i et væk for accellerere et salg.

Da jeg startede virksomheden i 2014, var markedet slet ikke modent til denne her dagsorden eller min tilgang til design. Men i stedet for at give op, troede jeg på ideen. Jeg sparede sammen og brugte tiden på at finde den den rigtige samarbejdspartner, der kan udfylde alle de dele af virksomheden, der har med back end-funktionerne at gøre. Det har været en kongstanke for mig fra begyndelsen, at virksomheden skal være bæredygtig hele vejen igennem. Den skal kunne hvile i sig selv både i forhold til den etiske og den økonomiske dimension.«

Smykkerne fra Kinraden er minimalistiske, men markante. Og ikke sæsonbetonede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Oliver Knauer.

Hvordan tør du satse på en smykkevirksomhed, når der er så mange konkurrenter?

»Konkurrencen er en del af min drivkraft. Mine smykker fylder et hul i markedet, og jeg tror på min idé. Vi har ikke brug for mere skrammel i verden, så når vi laver noget nyt, skal det give mening. Vi har satset på onlinesalget, før det var almindeligt for luksusvarer, og nu går jeg målrettet efter de største spillere internationalt. Vi vil gerne ligge i de mest prestigiøse butikker i Tokyo, New York, Paris, London, Los Angeles og København. Jeg var i New York i januar og aflagde et hav af »kold kanvas-møder« med de butikker, som jeg vil ind hos. Det var iskoldt, benhårdt og super lærerigt. For jeg blev bekræftet i, at jeg rammer et nyt segment af kvinder, der er modebevidste, optagede af bæredygtighed og af et produkts historik. Den kundeoplevelse, som modeverdenen alt for længe har orienteret sig imod, er den, der starter med øjet, så prisen og så bæredygtigheden. Men det er ved at ændre sig. Nu efterspørger de kunder, jeg vil nå, at det de køber kan andet og mere end bare at pynte.«

Hvad hader du mest ved din egen lidenskab?

»Min egen dedikation gør, at jeg godt kan slå mig på andre. Jeg synes, det er svært, hvis tingene bliver gjort halvt, og jeg kan ikke skjule det. Jeg kan ikke slappe af i en opgave og stille mig tilfreds. Det er hårdt at leve med, for du bliver meget alene i det. Du møder masser af mennesker, der siger, at de brænder for et projekt, men hvor det alligevel bliver ved snakken. Når jeg ved, hvor jeg vil hen, og hvad jeg vil opnå, har jeg ingen ro. Utålmodigheden lever jeg med, men jeg har gennem årene tilkæmpet mig en vis portion tålmodighed, for jeg har ventet, sparet sammen og analyseret i næsten fem år, før jeg har taget min egen opgave fuldt og helt på mig.«

Foto: Foto: Oliver Knauer.

Er det ensomt at gøre det på din måde?

»Ja, men det er det værd. Jeg vil gerne lave mit eget og dirigere al min energi i den rigtige retning. Jeg gad godt kunne sende min flid på ferie et par uger, men det kan jeg bare ikke.«

Hvad gør mest ondt ved at være selvstændig?

»Der er ikke noget, der gør ondt. Det er hårdt, men jeg bliver dagligt mindet om, at jeg har det bedre i arbejdstøjet end i »hyggebuksen«. Jeg har det svært med brok. Hvis der er noget du vil, så kom i gang. Stram op, kør på og kom i gang.«