Transkvinde på vej til Victoria's Secret: Chef siger op

Valentina Sampaio kan snart ses som model for tøjmærket Victoria's Secret og vækker store følelser i LGBT+-miljøet og branchen selv.

Valentina Sampaio - født som mand - ses her i forbindelse med sin optræden på magasinet Vogue Paris' cover for et par år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP / MIGUEL MEDINA

Hun er 22 år, hun er brasilianer - og hun er født som mand.

Valentina Sampaio kan snart ses som den første transkønnede model for lingerimærket Victoria's Secret nogensinde.

Nyheden blev lækket af hende selv på Instagram i lørdags med nogle bag-scenen-billeder fra en fotosession og siden bekræftet af hendes manager på CNN.

Den vordende model blev identificeret som hunkøn af en psykolog kun otte år gammel og har ifølge et interview med Business Insider aldrig følt sig chikaneret på grund af ændringen.

Hun begyndte sin karriere på São Paulos modeuge for tre år siden og blev hurtigt et stort navn i faget:

Man kunne se hende i en meget omtalt portrætfilm med L'Oréal som sponsor og inden længe endda på modebladet Vogues forside.

Ud med marketingschefen

Samarbejdet med Victoria's Secret har til gengæld været turbulent for virksomheden selv og senest resulteret i marketingschefen Ed Razeks afgang.

Den nu 71-årige Razek gav et kontroversielt interview til Vogue sidst i 2018 og afviste både »transseksuelle« og kvinder med ekstra huld på sidebenene som gode modeller - hvilket altså nu har kostet ham jobbet.

Victoria's Secret har også høstet kritik hos iagttagere udefra.

Et magasin som Dazed ser Valentina Sampaio som et figenblad og kaldte ansættelsen »for lidt og for sent« forleden:

Ledelsen vil bare vende det svigtende salg gennem mere omtale og har stadig ikke taget »et ægte skridt hen mod diversitet«, hedder det.

LGBT+-miljøet selv har til gengæld taget trækket med storm og fyldt de sociale medier med ord som »Jeg elsker hende«! og »Jeg føler mig så ... repræsenteret.«

Den kommende fotoserie er et fremstød for Victoria's Secret Pink med tøj til de helt unge og ventes offentliggjort senere på måneden.