Stine Goya: Jeg gider ikke lave endnu en politisk korrekt T-shirt

Designer Stine Goya giver et bud på, hvor farvestrålende og legesyg den bæredygtige mode kan se ud anno 2019.

Stine Goya. Copenhagen Fashion Week AW19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Hvad har Det Classenske Bibliotek, en saxofon på slap line, tolv damer der danser moderne, pastelfarvede gin & tonics og en helvedes bunke regnbuefarvede pailletter at gøre med bæredygtighed? Udefra set ikke ret meget. Men når man så tænker sig om, giver det god mening alt sammen. For scenen er sat af designer Stine Goya, som er uddannet tekstildesigner fra designskolen Central Saint Martens i London med speciale i print.

Og siden hun i 2007 lancerede modehus i eget navn, har hun ikke bare sat sin feminine signatur på slå-om-kjoler, silkeskjorter, glitrende gamacher og pludderbukser i silke, men også på showoplevelser, der kombinerer elementer fra 60’ernes fluxus, pantomimen og sågar en næsten musikvideo-agtig kvalitet. Måske af den grund, har æstetikken altid trumfet de bæredygtige initiativer, fordi den kunstneriske vision har været for svær at omsætte til politisk korrekte materialer.

»Men i efteråret måtte vi revidere det hele, efter jeg havde talt med Eva Kruse. Hun udfordrede vores fordomme om, hvad der kunne lade sig gøre inden for den bæredygtige ramme,« fortæller Stine umiddelbart efter showet. »Og så blev det pludselig en sag for os. At skabe nogle designs, der er i tråd med de 'showpieces', vi har størst efterspørgsel på fra de internationale sælgere som Net-A-Porter og Mytheresa, samtidig med at vi passer på vores miljø. For vi gad ikke bare lave endnu en politisk korrekt T-shirt. Det skulle rykke noget.«

Stine Goya. Copenhagen Fashion Week AW19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Til bal hos Truman Capote

På fire måneder fandt parret bæredygtige leverandører af stof til drømme. Stine Goya ville genskabe forfatter og levemand Truman Capotes dekadente »Black & White Ball« hvor 12 society kvinder optrådte som hans muser - eller tolv svaner, som han kaldte dem. I Goyas univers er svanerne danserinder, der tramper, griner og skærer grimasser til tonerne af Bendik Giskes slagkraftige saxofon.

»Vi tager det første spadestik til en bæredygtig fremtid nu,« siger designeren, der også vil sælge en traditionel kollektion til efteråret. »Vi kan ikke ændre verden over night, men nu kan vi arbejde med al den indsigt, vi har fået fra det her kreative pilotprojekt.«

Stine Goya

»Vi kan ikke ændre verden over night, men nu kan vi arbejde med al den indsigt vi har fået fra det her kreative pilotprojekt.«


De tolv styles tilhører ikke en basisgarderobe, der blender ind på cykelstien eller til bestyrelsesmødet. Ja, selv til gallapremieren på »Amadeus«, ville kjolerne også kunne få blaserte bedsteborgere til at dreje hovedet. Og hvilken befrielse. For Stine Goya gav os et herligt bud på, hvordan fremtiden ser ud, hvis Harlekin holder hof. Maden er måske vegansk og bilen er drevet på el, men kjolerne skal ikke være ordinære, blot fordi de er blevet samvittighedsfuldt miljørigtige.

Goyas mest inkarnerede disciple vil udstøde begejstrede hvin, når de tolv looks rammer butikkerne. Sortklædte minimalister vil løbe skrigende bort. Og det er vel netop det, ægte mode skal gøre: splitte vandene og sortere hofnarer og harlekiner fra bænkevarmere og »wall flowers«. Det ægte talent vil hellere elskes af de udvalgte, end blive ‘liket’ af alle; hellere danse som en tosset end at gå i takt med branchens monotone trendslaver.

Stine Goya. Copenhagen Fashion Week AW19. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Tilbage til virkeligheden

Men midt i falbeladerne står kundernes nødvendige spørgsmål tilbage. Hvordan oversættes vildskabens til hverdagens formsprog? Ved lidt hård sortering. For en lysegrøn kjole med smocksyet bærestykke, en natsort slå-om-sag med kridhvidt stjernedrys og et guldbestøvet jakkesæt i årets pantone-farve koral, var alle brugbare bud på morgendagens favoritter.

Et pjanket kjolesæt med cremefarvet bund og blomsterranker i primærfarver, var måske ikke decideret anvendelig, men den lignede det oplagte valg til en sensommerfest i mormors kolonihavehus. Og det er måske berettigelse nok?