Man hører ikke udtrykket så ofte længere. Men det er nu ikke mere end en lille uge siden, at begrebet »Ebberød Bank« optrådte i denne avis.

Måske kræver det en forklaring? Den leverer Ordbog over det danske Sprog: Ebberød Bank er et »(økonomisk) foretagende der forekommer tåbeligt eller uigennemtænkt«.

Oprindelig stammer udtrykket fra en folkekomedie fra 1920erne og en film fra 1940erne og er gledet ind i sproget som en fast vending, der også er associeret med Ebberødgård. Her opbevarede Danmark tidligere nogle af dem, der blev kaldt åndssvage. Placeringen var endda i den bedste mening.

Siden lærte vi mere om, hvordan man behandler sindslidende, og efter en kraftig påtale fra Folketingets ombudsmand i midten af 1970erne blev meget ændret, herunder navnet. Ebberødgård blev omdøbt til Svaneparken og er i dag et naturskønt boligområde ved Rude Skov i Ebberød ved Birkerød med enkelte institutioner.

Gårdens svanesang

Det er en udflugt værd, fordi det er et stykke danmarkshistorie, fordi bygningerne er kønne i efterårssollyset, fordi området, der er fint renoveret, er grønt og grænser op til en skov velegnet til ture. Ved skoven ligger en såkaldt hemmelig kirkegård. Den syner ikke af så meget, men den er til at finde, så den vender vi tilbage til.

Svaneparken er ikke grebet ud af den blå nordsjællandske luft, bare fordi området skulle have et pænt nyt navn i stedet for det belastede Ebberødgård. For omkring 350 år siden boede her en ærkebiskop, Hans Svane, som havde fået ejendommen med tilhørende jorde foræret af Frederik III.

Tiden var slem ved Ebberødgård. I en øjenvidneberetning fra 1890 hedder det, at misrøgt og forfald prægede gården, efter »den gamle ejer havde levet der i en menneskealder uden slægt og venner, tilsidst så godt som også uden tyende. Nu er det forbi. Den originale 80-årige eneboer har nu forladt gården, og travle hænder forvandler det forfaldne Ebberød til en velsignelsesrig anstalt for åndssvage stakler.«

Organiseret, offentlig pleje og behandling af sindslidende var nyt i det 19. århundrede – hidtil havde det været familiernes eget ansvar – men i 1855 åbnede en »helbredelsesanstalt for idiotiske, svagsindige og epileptiske børn« i Gamle Bakkehus på Rahbeks Allé på Frederiksberg, netop ved siden af det indtagende udflugtsmål Bakkehuset. Stedet skiftede senere navn til Idiotanstalten, fordi det åbenbart var så som så med helbredelse.

Men som 1890erne oprandt, modtog institutionen en betydelig donation fra en filantrop og erhvervede Ebberødgård.

Helbredende natur

Meningen var god nok. Man anså – dengang som nu igen – smuk natur som i sig selv helbredende. Desuden var det tanken, at patienterne selv skulle dyrke jorden. Gården blev sat i stand, og der blev bygget til efter tegninger af Georg Wittrock, der er en af dansk historicismes arkitekter, og smukt renoveret, som Svaneparken tilsyneladende er, står bygningerne i dag fint i de grønne omgivelser og udgør et helt lille samfund.

Med tiden kom der til at bo mange hundrede mennesker på Ebberødgård. Indbyggertallet voksede ikke mindst i takt med, at staten overtog institutionerne, og kommunerne så deres fordel i at lade en anden offentlig kasse end deres egen påtage sig det økonomiske ansvar for mennesker, som ellers hyppigt blev opbevaret på fattiggårde.

Synet på evnesvage og sindslidende ændrede sig i løbet af tiden og ikke mindst på grund af fremtrædende skikkelser i den såkaldte antipsykiatri som David Cooper og Ronald D. Laing. Var det i virkeligheden samfundet og familien, der gjorde nogle mennesker psykisk syge? Det betød også, at der kom øget fokus på, hvordan samfundet behandlede sine svage medlemmer.

Man brugte ikke længere indespærring i celler, men store sovesale, og efter en rapport fra Folketingets daværende ombudsmand, Lars Nordskov Nielsen, blev patienterne overdraget til amterne, og institutionen gradvist afviklet. I 1990erne blev Svaneparken anvendt som asylcenter. I dag er området overvejende smukt beliggende ejerboliger.

Som en reminiscens fra ældre tider ligger en fin lindealle på området. Følger man den et stykke ad vejen, kommer man til den hemmelige kirkegård, hvor mange af Ebberødgårds tidligere beboere ligger diskret begravet. De fleste af stenene fra ældre tider er forsvundet, men i nærheden af et lille kapel kan man stadig finde et halvt hundrede hvide gravsten i græsset og skovbunden, der erindrer om nogle af de skæbner, der har levet og er døde på Ebberødgård.