Søndagsudflugten: Liderlighedens lysthave midt i København byder på hyggedruk og masseflirt

Kongens Have med de majestætiske baroklinjer har gennem årene været et sted, hvor kongelige og københavnere morede sig. Her har været skuespil, forlystelser og erotik i luften. Det er her stadigvæk.

Christian IV anlagde Kongens Have tæt ved sit nye lystslot, Rosenborg, så hoffet kunne få friske grøntsager, frugter og blomster. Med tiden blev dele af parken brugt til andre formål som for eksempel Livgardens ekserserplads, ligesom en bid fjernest slottet blev udlagt til boliger. Parken var kongens egen have, men med tiden blev den åbnet for folkelivet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Parker er til stævnemøder. Parker er scener i byen velegnede til at flirte eller sværme. Selv løbere kan efter sigende finde ud af det under deres runder på parkernes stier. Kongens Have er selvfølgelig ingen undtagelse.

Faktisk kunne man hævde, at Kongens Have er særdeles velegnet til at møde nye mennesker og lade sød musik opstå. Også i Kongens Have er der udviklet en solid tradition for at sidde i dekorative klynger på de store plæner, og som affaldsmængden fortæller, er det også parken for hyggedruk og fastfood. Det var rotterne ikke utilfredse med, men det er ikke populære dyr, så rottefængerne fra JK Kloakservice kom på overarbejde, da rotteplagen i Kongens Have var værst, og det var en stor dag i fjor, da firmaet kunne forsikre Berlingske om, at Kongens Haves legendariske kæmperotte på 58 cm fra snude til halespids omsider var død. Formodentlig som et resultat af kemisk krigsførelse. Rotten blev kaldt »Landemærket« efter den københavnske gade af samme navn, hvor den mentes at have haft sit hjem.

Flere skulpturer er opstillet i Kongens Have som her billedhuggeren J.F. Willumsens monument for politikeren Viggo Hørup, der levede fra 1841 til 1902. Skulpturen blev opstillet i 1908, sprængt i stykker i 1945 og siden rekonstrueret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Allerede Johan Ludvig Heiberg, der levede og digtede i 1800-tallet, vidste, at parken mellem Gothersgade og Sølvgade var velegnet til at kurtisere. I dag ville man måske have foretrukket det moderne begreb stalking i Heibergs vaudeville med den #MeToo-agtige titel »Nei«. Fortællingen kredser om den jurastuderende Hammer, der bliver forelsket i den skønne Sophie og indleder en duet med ordene: »Erindrer De? Det var i Kongens Have/Jeg mødte Dem, den første dag i maj«. Hvorefter han forfølger hende gennem byen, finder ud af, hvor hun bor – og at der er et ledigt værelse i hendes hjem.

Til leg og lyst

Som meget andet godt i København kan vi takke Christian IV for Kongens Have. Kongen ville have en lysthave ved siden af sit nye slot, Rosenborg, og det skulle være et sted, hvor der kunne dyrkes frugt og grønt til hoffet, og hvor man kunne promenere – og dermed lære hinanden at kende. Barokkens teatrale iscenesættelse af naturen med stram geometri og lige linjer var velegnet til formålet, og det er da pudsigt, at to af de lange lindealleer er blevet kaldt Damegangen og Kavalergangen.

Med andre ord: Et sted for erotiske møder, hvilket da også ramte Christian IV som noget af et slag, da Kirsten Munk – kongens anden hustru – angiveligt i netop Kongens Have i 1626 indledte et forhold til rhingreve Otto Ludwig af Salm. Heldigt var det heller ikke, da kongens kommende svigersøn, Frantz Rantzau, efter en våd aften sammen med svigerfar faldt i voldgraven og druknede.

Allerede i Christian IV tid blev der opført en pavillon som et lysthus i nærheden af lystslottet og tænkt til fortrolige møder. Den nuværende – nyklassicistiske – Herkulespavillon er imidlertid tegnet af arkitekten C.F. Harsdorff. Der har gennem årene været tradition for udskænkning i pavillonen – og sådan er det også i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

En ting var, hvad de kongelige foretog sig under private former i deres lysthus – og Rosenborg lå dengang i 1600-tallet langt uden for byen; Christian IVs residens var på Københavns Slot, som er forgængeren for Christiansborg. Men det var for intet at regne, hvad der skete, da parken blev offentlig, den almindelige hob fik adgang til Kongens Have og gjorde det til »et uudsigeligt gement Forsamlingsted med mange Liderligheder offentligt,« som komponisten Poul Edvard Rasmussen er blevet citeret for at have sagt. Det var ellers ham, der skrev melodien til »Danmark dejligst vang og vænge«.

Og kulørte lamper

Trods sin fornemme karakter med den delvist bevarede barokhaveplan og trods sin royale oprindelse har der altid været et stærkt forlystelseselement i Kongens Have. Gennem århundrederne har der været forskellige teaterforestillinger og fyrværkeri, spillekasino og lukkede fester med kulørte lamper. I perioder har Kongens Have været et sted, hvor en enlig herre med penge på lommen ikke skulle indlade sig med de damer, der holdt til under træerne. Med mindre han var interesseret i en byttehandel. Af en eller anden art ...

Det var angiveligt i Kongens Have, Georg Carstensen fik ideen til det Tivoli, som i 1843 åbnede lige uden for Vesterport – og det var i Kongens Have, Bernhard Olsen (1846-1922)  forsøgsvis etablerede et frilandsmuseum, så københavnerne kunne danne sig et indtryk af, hvordan deres landsmænd levede i Udkantsdanmark – og det var så det, der siden blev flyttet til Kongens Lyngby.

Kongens Have er et af hovedstadens vigtige, grønne åndehuller. Velegnet til møder på græsplænen og til stilfærdige vandringer i den kultiverede natur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Kongens Have er ikke kun en fortælling om lyst og liderlighed. Der ligger også en historie i de pavilloner, som er opført i kanten af parken mod Kronprinsessegade.

Kronprinsessegade blev etableret efter Københavns brand i 1795. Strækningen havde været en del af Kongens Have, som nu skulle afskærmes på en ny måde. Opgaven med et gitter blev betroet arkitekten Peter Meyn, der var meget inspireret af fransk klassicisme og fra Paris fik ideen til at opføre en række pavilloner, som kunne generere lejeindtægter fra forretninger. Oprindelig var der i overensstemmelse med tidens nyklassicistiske idealer blot et buet parti vinduer over døren, men siden er pavillonerne i flere gange blevet ombygget, udstyret med større vinduer, havde en overgang en forfaldsperiode, men er i disse år under nænsom restaurering af Slots- og Kulturstyrelsen.